Den gamle

Som dreng fiskede jeg meget i engene ved Vejle, og der mødte jeg ofte den lokale særling, eneboeren på bakken ved Knabberup, hvor han boede i et lille hus alene sammen med hund og høns.

Den gang i starten af 60’erne var der fiskere til. Og originaler. Det var også andre tider, og der var ikke så mange penge mellem hænderne, og er genbrug trendy i dag, så var det nødvendigt dengang. Det satte også sit præg på fisketøjet, som for de fleste var det gamle aflagte tøj, som her kunne bruges uden problemer med konen, hvis der kom skidt, slim og fiskeblod på.

Han var ingen undtagelse. Sorte gummistøvler, sølle klædt i gammelt tøj og iført en falmet frakke af ubestemmelig datering, og med en taske over skulderen, usoigneret og lidt skræmmende for vi knægte. Men med et rygte der stod i skarp kontrast til hans fremtoning. Det var ikke blakket, det var den kyndige havørredfisker, som dagligt var ved åen, og som jævnligt fangede en havørred. Rygterne sagde, at hotellerne ligefrem bestilte havørred hos ham. Det var ikke ukendt, at lystfiskere afsatte deres fangst der, og det tjente begge parter lidt på.

Grejet var en ubestemmelig kraftig enhåndsstang, et gammelt pilkehjul, og – nej, ikke en murersnor – men en aflagt flueline han havde fået foræret. Ikke en fluefisker, men en fisker der fiskede med flue. Når han altså ikke fiskede med orm. Han var til det hele, og han kunne det hele. En solid fangstkrog hørte også med. Det var vel ikke for sjov!

Vi havde snakket sammen nogle gange, meget kort, indtil den dag vi begge stod i læ i høhuset under en byge. Jeg med mit funklende nye grej, en blå Laplandia stang, Delta hjul og ny line. - Nåh, du er da noget heldig, kom det sindigt fra den gamle. Ung og entusiastisk var jeg, og kun fluefiskeriet duede jo, nu jeg havde fået sparet sammen fra mit job som cykelbud ved renseriet. Joh, det syntes jeg da, jeg var, og jeg fortalte ham med drenget begejstring om grejet, og om hvordan jeg havde sparet op til det.

Stolt viste jeg ham mine fluer. Købefluer. Han vurderede hver enkelt, en halv snes stykker, tog dem op, vejede dem i hånden, kommen-terede dem ikke, brummede bare lidt, og lagde dem i flueæsken igen. Jeg var ved at sprænges af utålmodighed, hvorfor sagde han ikke noget. Han brummede igen lidt, kløede sig i nakken, langefingeren sort af at trykke tobak og aske til i piben.

- Joh, de var da sikkert ikke så ringe, men om jeg ikke troede det var bedre med en, der kunne bruges her, kom det så fra ham. Altid havde han fluen i sin knyttede hånd, når man mødte ham, men nu greb han ned i skuldertasken, tog en flad tobaksdåse op, og heri lå fire fluer, næsten ens, hjemmebundet på ormekrog.

Godt nok var Saabyes, Wedeges og Wellendorfs bøger gode, men han kunne pege på åen, med få ord forklare hvorfor fisken stod der, hvornår og hvordan man skulle fiske. Det havde gjort et par gange for at hjælpe mig lidt vej. Nu fortalte han også om sine fluer, om hvordan han nørklede dem, af sytråd, garnrester og fjer fra hans brune høns. Enkle var de, men alligevel med omtanke bag. Det gav min verden en ny dimension, for alle vi drenge kendte ham og havde hørt om ham, om hans ry som havørredfisker.

Men jeg var nu skeptisk over for hans store fluer. Jeg fiskede aldrig med den, jeg fik, men jeg bandt nogle kopier – på rigtige fluekroge selvfølgelig, og af materialer med nummer på posen henne fra KE-Fluer i Valløesgade. Og fange fisk kunne de. Den flue, du fisker mest med, er også den flue, der fanger flest fisk. Det her altid været mit valgsprog. Lånt fra Gunnar Lawcock, som måske også har lånt det fra en anden. Men sandt er det. Man kunne måske også bare kalde det for sin favoritflue.

Siden har jeg ofte, når jeg har fået en snak med puristerne, hørt en masse latinske navne, fået forklaret entomologiske særkender, og lyttet til megen eksakt viden, tænkt tilbage på snakken med den gamle. Her var hverken løgn eller latin, men en opsamlet forståelse af fisk, natur og metoder, uden dikkedarer og uden de store armbevægelser. Eneboer, særling, men en sjælden gang også med forståelse for en nysgerrig og videbegærlig dreng.

Mine fluer kom for det meste til at se ud som de andres. Gode gamle mønstre, før de moderne materialer kom frem. Navnene klang af stolte engelske traditioner, og det var de navne, man hørte i fiskehistorierne, når de gamle fiskere fortalte, og vi knægte stod og lyttede på sidelinien. Vejle Å en havørredå, og det gik historierne om. Der stod respekt og næsten ærefrygt om de gamle.

Georg Christensen - 2004