Juniorlederkursus

Du skal på Juniorkursus, sagde Gunnar Lawcock, og så var den sag afgjort. Gunnar var min mentor, og han havde fortalt meget om forbundets juniorlederkursus, som blev afholdt på Idrætshøjskolen i Vejle i efterårsferien, og når han mente, at jeg var moden til det, så måtte det jo passe. Jeg var så småt begyndt at interessere mig for juniorarbejdet i Vejle Sportfiskerforening, og nu skulle jeg have det sidste skub. Det var et treårigt forløb, men Gunnar fik mig puttet ind på F2, fluehold 2, fordi jeg vidste for meget til at få glæde af begynderholdet.

Sikken en oplevelse. Konceptet holdt sig gennem mange år med en blanding af fiskeri, fluebinding, biologi, etik, lovgivning og foreningsarbejde. Vores biolog, Ulrik, havde et vist ry for at være distræt, og historierne er mangfoldige, som Gunnars yndlingshistorie om ham: Han kunne stå ved tavlen og skrive, og så gik han i stå midt i en sætning, stadig med armen løftet, kridtet mod tavlen, midt i et ord…….. klask, Gunnar klappede hårdt i hænderne, Ulrik gav et sæt med hovedet og skrev uanfægtet sætningen færdig. Uden overhovedet at være sig den lange pause bevidst. Udover hans særheder var han en knaldende dygtig biolog, som kunne fænge os med sin viden, den tørre facon til trods.

Julius Wedege var kursusleder sammen med Elinor, hans kone. Julius var en lille mand med spids næse, overskæg og en karakteristisk fistelstemme, som burde have givet anledning til drillerier, men sådan var det ikke, mest fordi der hviskende i flokken af nye juniordrenge og –piger rundløb en forklaring om, at Julius var blevet fanget af nazisterne og havde været i koncentrationslejr, og at det var pinslerne her, der havde givet ham den spøjse fistelstemme. Fra det øjeblik betragtede man ham ikke længere som en særling, men som en helt, der havde kæmpet mod tyskerne.

Julius Wedege havde skrevet flere bøger, også om fluefiskeri, instruktive bøger i et letlæst sprog ,og det gav selvsagt også en vis status. Julius og Elinor boede på Sjælland, og deres viden om de jyske fluefiskervandløb stammede fra de ferier, de havde holdt herovre, hvad noget af indholdet af bøgerne vel også bar præg af, men det kunne vi bære over med.De var kursusledere gennem mange år, og sammen med en fasttømret gruppe af instruktører var det i høj grad deres fortjeneste, at juniorlederkurset og dets elever opnåede respekt ude i landets foreninger.

Blandingen af emner gav os en ballast at gå hjem i foreningerne med, og ikke mindst gav os et skub fremad som fiskere. Højdepunkterne var naturligvis fisketurene, hvor vi skulle omsætte den teoretiske undervisning i praksis, hvilket skete ved forskellige vandløb for fluefiskernes vedkommende. En tur til Rhoden å blev indledt med undervisning i områdets geologiske særpræg, hvor man bl.a. kan aflæse istiden i dalskræntens terrasser, og i fiskeriet herude, bækørreder, regnbueørreder og efterårets havørreder. Det var frostvejr om morgenen, og græsset knækkede under støvlerne, da vi var sat af bussen og sluppet løs oppe ved dambruget. Åen er lille med mangef sving, og dybe høller, og vi var alle opsatte på at vise, at vi havde lært lektien, så der var masser af forsigtig kravlen ud til de steder, hvor vi kunne komme på kastehold af fisken, opstrøms eller nedstrøms afhængigt af metoden. Og vi fangede fisk, de fleste af os, om end de var meget beskedne rent størrelsesmæssigt, men netop det år fangede en af drengene en havørred på godt to kilo, og den blev behørigt og lidt misundeligt beundret af alle vi andre.

Ved Omme å skulle vi fiske stallinger, med passende formaninger om, at det var altså straffefanger, der færdedes derude, og at vi ikke måtte hjælpe dem med noget, hvis de spurgte os. Vi betragtede derfor alle på modsatte bred med nysgerrighed og en vis frygt, for tænk nu hvis… Gunnar Lawcock, Leif Dupont og Ove Nielsen lå mageligt henslængt opad skråningen ned mod brinken, og kunne derfra overvåge de fleste af drengene, og de, der var forsvundet ud af syne, måtte være store nok til at klare sig selv. De fleste kom alligevel af sig selv tilbage for at snakke lidt med deres forbilleder. Jeg kan huske, at Leif på et tidspunkt lånte en stang af en dreng, som klagede over, at den ikke kunne kaste ordentligt. Leif trak linen af hjulet ned i sirlige bugter i græsset, begyndte at blindkaste, fortsatte indtil al linen var uden for topøjet, trak lidt bagline ud og leverede med dobbelttræk al linen langt ned ad åen. Det var næsten for meget, da han tilmed krogede en fisk, roligt rullede al line ind på hjulet, afkrogede fisken og genudsatte den, medens han på sit syngende fynske venligt smilende spurgte drengen om, hvad der var galt med hans stang. Pludseligt var der ikke længere noget som helst galt med den, og han tog sit grej og forsvandt for at fiske igen.

Ove Nielsen var et forbillede hos os drenge. Iført sit tweed-dress var han indbegrebet af den engelske gentleman og fluefisker, et roligt, venligt og tålmodigt menneske over for os, og da han tilmed var importør af det berømte Hardy-grej, så kunne det ikke blive mere autentisk. Til overflod var han inkarneret piberyger med tobaksdåser, der osede af eksklusivitet, og vi så op til ham, som befandt han sig på et niveau lige under Vor Herre.

Det var der også andre grunde til. Ove Nielsen var en gudbenådet fluekaster, en dag stod han ved svømmebassinet og skulle demonstrere kasteteknik for os, og vi stod på hver side af bassinet og kiggede på. Han tog et hjul op af lommen på sin tweedjakke, trak roligt linen af hjulet, medens han forklarede hvor vigtigt, det var, at fluestangen matchede fluelinens vægt. Dengang var AFTM-systemet indført, men det gamle bogstavsystem (HCH osv.) var stadig i brug blandt de gamle fiskere (som vi så op til).

Efter at have forklaret sig, lagde han hjulet på jorden, tog uanfægtet linen i hænderne og lagde med elegante dobbelttræk fluelinen ud på den lange led af svømmebassinet, medens vi måbende så til. Ove sluttede sin demonstration af med at sige, at hvis man ikke havde råd til at købe den Hardy-stang, man eftertragtede, så kunne man nok klare sig med en billigere stang, hvis det altså overhovedet var nødvendigt med en stang! Vi kiggede på vores stænger og begyndte at kaste. Ove gik rundt blandt os og hjalp os. Ikke en mine fortrak han, når vi beundrende kommenterede hans kasteteknik, og dog, et lunt glimt i øjet og en lille bemærkning om, at grejet var ikke alt, og så en opmuntrende vejledning i stedet for at påpege fejl. Ove har siden haft en særlig plads i min erindring.

Året efter på SF3-holdet, det afsluttende hold, var vi udklækkede som juniorledere, og vi bar med stolthed juniorledernålen, som var tegnet på vores værdighed. Min nål blev mange år senere stjålet sammen med min fiskehat på en bådtur på Øresund, hatten havde en pæn besætning af ABU’s nåle for store fisk, men det betød ikke så meget. At juniorledermærket og VSF-mærket fra Vejle Sportsfiskerforening forsvandt, det betød noget.

Enkelte af SF3-erne hang på og deltog årene efter som føl, instruktørassistenter, og blev første år tildelt de mere kedelige og harmløse emner som etik og fiskerilovgivning, men vi blev optaget som forbundsinstruktører og kom ind i sammenholdet med de gamle instruktører, og nu var det os, der var med i kredsen til tobak, øl og whisky om aftenen, når eleverne var lagt i seng. Før sengetid kærestede vi uskyldigt med de få piger, der deltog som elever, og på den måde fik vi det bedste fra begge verdener.

Georg Christensen - 2008