En sommermåned kørte jeg med mine forældre på udflugt, med den klare aftale at jeg ville få et par timers fiskeri ved Tørskind, og da naturen omkring Randbøl, Bindeballe og Spjarup var utrolig flot, var der ikke noget at betænke sig på.
Vi parkerede på græsset langs bredden ved vejbroen, og mine forældre tog tæppe og madkurv frem, medens jeg riggede til. Min nye Hardy Palakona 8½ fod klasse 6, et Hardy Marquis hjul og en DT6F line. Nu var det splitcane af klasse, og det var slut med det blå glasrør fra ABU.
Jeg gik opstrøms mod den gamle spang, enkelte småfisk ringede i middagsvarmen, og lod sig fange, et par større skygger forsvandt over den lyse sandbund, men derudover var der ikke noget. Nedstrøms og et hurtigt stop for at spise et par stykker mad. Det gjaldt om at fiske, da jeg vidste af erfaring, at pludseligt var de voksnes tålmodighed ophørt, og at de så ville videre.
Den anden side af broen nedstrøms var vanskeligt passabelt på grund af træer og buskads helt ud over brinken, og for at komme hurtigere igennem gik jeg op ad skråningen, holdt mig uden for haven deroppe og gik ned til åen nedstrøms for bevoksningen. Her fiskede jeg nedstrøms, uden dog at have mere held end opstrøms tidligere, og det var måske mit held.
En venlig mand kom og spurgte til fiskeriet, og jeg fortalte beredvilligt. Om han måtte se mit fiskekort. Selvfølgelig måtte han det. Om jeg var klar over, at skiltet stod lige neden for træerne, og at jeg havde fisket ulovligt. Nej, det var jeg ikke, og det beklagede og undskyldte jeg meget. Han var velkommen til at kontakte fiskeopsynet i foreningen, da jeg naturligvis måtte tage min straf for det. Jeg underviste andre juniorer i at gøre tingene korrekt, og derfor var det endnu mere beklageligt, at jeg var kommet til at tyvfiske. - Nå, nå, det går jo nok, du er jo tilsyneladende ærlig nok. Og fisk du nu bare videre, for der er såmænd ikke meget at fange sådan en sommerdag. Han klappede mig på skulderen og gik tilbage igen.
Jeg fiskede lidt længere – med røde ører – men gik hurtigt tilbage til bilen, hvor min forældre havde pakket sammen og blot ventede på mig. De morede sig meget over, at jeg var blevet grebet på den forkerte side af skiltet, da de vidste, at jeg gik meget op i at opføre mig ordentligt - ved fiskevandet i alt fald.
Det blev siden til mange ture til Tørskind, de fleste tilbagelagt på cykel, hvor vi kørte meget på den gamle jernbanes spor, som var udlagt til natursti, ikke på grund af naturen, men fordi jernbanen var anlagt nede i ådalen og derfor var uden større stigninger, i modsætning til landevejen med Kærbølling bakke som man ikke kunne cykle opad med fuld oppakning. Dengang var vi ikke så forvænte, og i juniorafdelingen cyklede vi for det meste til alle fiskepladserne.
Der har altid været noget dragende over naturen ved den øvre del af Vejle å, også senere i livet fiskede jeg her, som medlem af Vejle- og Bindeballe-foreningen, langs Runkenbjerg og højere oppe ad åen, og selv om der næsten altid er små bækørreder i hobetal, så står der også pæne fisk her. Vejle-foreningen havde den ene side langs Runkenbjerg, og Bindeballe-foreningen den anden, så jeg kunne vådfluefiske nedad på Vejles side, og tørfluefiske opad på Bindeballe-siden. De smalle løb gennem skoven var besværlige og derfor fiskerige, og her var morsomt at vippe fluen, medens man skjulte sig bag træer og krat.
Har jeg ikke efterhånden skrevet så meget, at du har glemt tyvfiskeriet? Nå ikke, næh, det har jeg heller ikke.
Georg Christensen - 2006