Kælderen

Gunnar og Carl

Gunnar Lawcock og Carl Albech kom jeg til at kende, da de drev virksomheden, KE Fluer, fra kælderen i Valløesgade, hvor de begge boede i boligblokken. Gunnar arbejdede dengang på væveriet i Grejsdalen, og Carl drev en velrenommeret forretning med damelingeri ved Rådhustorvet i Vejle, hvilket havde givet ham øgenavnet Trusse-Carl. Gunnars kone, Karen Margrethe, havde kaldenavnet Ke, som blev brugt i firmaets navn.

Gunnar var en markant person i kraft af sine ofte meget firkantede meninger, og han lod sig ikke stoppe, når han ville bringe noget til torvs. Han var en dygtig fisker, og han lærte gerne fra sig både verbalt og gennem demonstration, og det var en guldgrube for en novice i fluefiskeriet. Han kunne det hele, våd, tør, havørred, laks og med blink på kysten, og det er ikke tomme ord, for jeg har set ham i aktion så mange gange. Som ung fluefisker nærede jeg en næsegrus beundring for ham, hvilket blev gengældt med en altid inspirerende vejledning fra hans side.

Carl var anderledes, mere tilbageholdende, men altid god for velbegrundede svar på spørgsmål. Jeg kom aldrig til at fiske så meget med Carl og husker ham bedst for turene ved Skjern Å, hvor han kunne gå metodisk fiskende nedstrøms med vådfluen, kastende med enhåndsstangen, et kast, to skridt og kaste igen, hele tiden med en præcision så fluen blev lagt skråt nedad tæt ved modsatte bred. For det meste med en cigaret i munden, og hans tøj havde altid en askestribe ned foran. Men tag ikke fejl af det robotagtige - det var en opmærksom og dygtig fisker.

Fra en af turene fortalte Gunnar, at han havde taget fusen på Carl. De var sent på den, Carl kørte, og det gik stærkt, det gjorde altid, når Carl kørte, men denne gang gik det rigtigt stærkt. I en støvsky kom de til gården, hvor de andre fiskere afventede deres ankomst. Bilen holdt dårligt stille, før Gunnar åbnede døren, kravlede ud, kastede sig på knæ og kyssede jorden. Faldt du?, spurgte Carl uanfægtet, da han ikke kunne se Gunnars knæfald, medens han steg ud til modsatte side. Nej, det var i dyb taknemmelighed over at være kommet levende frem, svarede Gunnar til forsamlingens skraldgrinende velkomst. Så nu ved du, hvorfra paven fik ideen til at kysse jorden, når han ankom til et nyt sted.

Historien bag KE Fluer er også finurlig. Danmarks Sportsfiskerforbunds juniorlederkurser blev i 60’erne holdt på Idrætshøjskolen i Vejle, og man lagde et år undervisningen i fluebinding ind som et fast emne. Pågældende år, 1960 mener jeg, gæstede en række medlemmer fra Vejle Sports­fiskerforening kurset og deltog i undervisningen, heriblandt Gunnar og Carl. De blev så fængslet af det, at de kort efter grundlagde KE Fluer. Nu havde de været i gang i nogle år, og de var en af de få grossister inden for fluer og fluebindingsmaterialer. De havde et solidt kundeunderlag i de mange aftenskoler og foreninger, som underviste i fluebinding i vinterhalvåret, en rimelig postordreforretning med eksport til Norge og Sverige.

Gunnar og Carl fik gennem årene en tæt tilknytning til juniorkurserne og juniorarbejdet, og de var entusiastiske og begejstrede i deres agitation for, at foreningerne skulle oprette juniorafdelinger. Det var også Gunnars fortjeneste, at jeg kom på juniorlederkursus, og blev leder i juniorafdelingen i Vejle, med Gunnar som kontakten til bestyrelsen. De nød også godt af deres tætte tilknytning til juniorkurserne, idet de var faste leverandører af fluebindingsværktøj og -materialer til kurserne, samt at de derigennem skabte kontakter til foreningerne over hele landet.

Det var blinkene

Det var slet ikke fluerne, men deres blink, som fik mig ned i kælderen til at begynde med. Fra andre fiskere fik jeg at vide, at man kunne købe deres velfangende blink direkte hos dem, i stedet for i forretningen, og derved kunne man spare lidt på pengene. Det var almindelige, udstansede blink på omkring 25 gram, og man skulle selv montere dem med springringe, svirvel og krog. De kastede godt og var velfangende, og jeg brugte dem i mange år, også efter min pause fra fiskeriet.

Da kystfiskeriet blev afløst af fiskeriet i åen, kom fluefiskeriet som en naturlig del af udviklingen, og nu fik jeg endnu mere grund til at komme der. Dernede, for mig som i en Aladdins hule, kom jeg i mange aftener og lærte en masse om fjer og materialer, sugede til mig af visdomsord fra dem begge, og de formede mig med tiden til fluefisker efter de normer, som de nu engang satte, og som også var normen på forbundets juniorlederkurser, som dengang blev afholdt på Idrætshøjskolen i Vejle. Mine lommepenge var ikke store, og jeg havde altid et eftermiddagsjob for at skaffe penge. Min far var arbejdsmand, min mor hjemmegående, og med tre børn var pengene ikke noget, der hang på træerne, som de voksne sagde dengang. Skulle jeg have fiskegrej og være med i Vejle Sportsfiskerforening, var det nødvendigt også selv at tjene penge. Sådan var betingelserne i begyndelsen af 1960’erne, for mange drenge, og det gjorde vi uden at kny. Det var også en yderligere tilskyndelse til at arbejde i kælderen. Mine materialeudgifter var minimale, da jeg arbejdede mig til materialerne. Det skulle bestilles noget, og kvaliteten skulle være i orden. Kunne man opfylde kravene, så fik man, hvad man havde brug for, inden for rimelighedens grænser.

Kælderen

Luften var tyk af tobaksrøg nede i kælderen, både Carl og Gunnar røg som skorstene, og der lå altid kvulmende cigaretter i askebægrene. Især Carl tændte den ene cigaret efter den anden, tog nogle hiv af den, lagde den så i et askebæger, fordi han skulle lave et eller andet, glemte alt om cigaretten, når han gik ind i et andet rum, hvor han tændte en ny, når han havde hænderne fri. Et under at der aldrig for alvor gik ild i noget, i betragtning af at der overalt var letantændelige materialer, og i betragtning af at bordene alle havde sorte brandstriber af de cigaretter, som var faldet ned på bordet fra askebægeret og havde brændt sig færdig.

De havde delt arbejdet imellem sig, så Carl stod for opsøgende salg og regnskab, medens Gunnar varetog salget derhjemme via telefon og postordre. Carl var derfor hvert år på farten for at besøge forretningsforbindelser i Danmark, Sverige og Norge. De importerede hovedsagligt fra Indien, de lakerede abekatte, som Gunnar omtalte dem. Vend ryggen til, og de snyder dig med det samme, sagde han. Deres største konkurrent ved Steffs Fluebinding i Århus, som satsede på de samme kunder som KE Fluer.

Jeg lærte en masse om fjer, og jeg startede med at lære at sortere og optælle fjer. Man tog en pose med fjer, som blev sorteret op i et antal forskellige størrelser, hacklefjer f.eks. i små, medium og store. Efter sorteringen blev de forskellige størrelser puttet i små genluksposer med et dusin i hver pose. Jeg kan love for, at der går mange fjer på en kilospose. Andre fjer kom ”syet” på snor i næsten metermål. Hanenakkerne skulle sorteres i forskellige kvaliteter, og der skulle udvælges partier til indfarvning. Gunnar viste igen og igen, at de ”satans lakerede abekatte” havde revet en stribe af de bedste fjer ud af nakkerne. Ud over at snyde Gunnar med de plukkede nakker, kunne de så bagefter sælge de bedste fjer i posepakninger – til Gunnar. Dertil kom klagerne fra de fluebindere, som følte sig snydt, når de fik en nakke, hvor de små fjer var plukket ud. De troede selvfølgelig, at Gunnar havde gjort det, for bagefter at forsøge at sælge dem en pose med et dusin små fjer.

Indfarvning af nakker foregik i kælderen i en gryde på en elektrisk kogeplade, eller somme tider oppe i køkkenet. En passende portion nakker kom i gryden med den valgte farve, hvor de blev rørt rundt i en passende tid. Hver nakke blev afdryppet og herefter hængt til tørre på snore spændt ud fra væg til væg, for det meste med aviser på bord og gulv til at opfange dryppene, men farvepletterne afslørede, at meget ramte ved siden af. Der var en særlig lugt i ”kemirummet”, men det afskrækkede ikke nogen, og der kom aldrig kontrol af arbejdsforholdene, hvilket nok var særdeles heldigt.

Der var lidt af Troldmanden Merlin over indfarvningen, hvor de som troldmanden stod og rørte i den store gryde, når farverne blev tilberedt. Der skulle en del erfaring til at afstemme farvemængden til nakkernes grundfarve, hvis man skulle opnå et ensartet slutresultat, hvor en oliven nakke var oliven og ikke brunoliven, og så fremdeles. Det lykkedes heller ikke altid lige godt. Poser med farvestoffer og kemikalier i dunke og flasker stod overalt på hylder og gulv, og var der system i rodet, var det nok kun Gunnar og Carl, der kendte det.

Bindekonerne

Ved siden af salg af materialer havde de også en produktion af fluer, idet de havde oplært et antal husmødre til at binde fluer, og de havde en produktion af de kendte mønstre i gængse størrelser, vådfluer, tørfluer, streamers og laksefluer. De kendte KE Fluer blev forhandlet over hele Skandinavien. Til fluebindingsdamerne pakkede jeg materialerne på en anden måde, idet de altid bandt i dusiner, og alle materialer til et mønstre blev derfor pakket i poser med indhold til 12 stk. færdige fluer.

Bindekonerne havde alle lært at binde efter samme metode, en metode hvor risikoen for fejl var minimeret, bare man holdt sig til fremgangsmåden, og en metode hvor man kunne rette eventuelle fejl uden at skulle kassere for meget. De blev hurtigt habile fluebindere, da de bandt store mængder af samme flue i træk. Samme flue, samme størrelse, og når produktionsmålet var nået, da samme flue i næste størrelse. De startede med simple vådfluer og ”avancerede” så til mere komplekse fluer, indtil de bedste bandt laksefluerne, som var overordentligt komplekse. De blev alle aflønnet med en fast, lav pris pr. flue, og hvis de ikke kunne binde fluerne i en ordentlig kvalitet, var de hurtigt ude af branchen igen. Jo mindre spild, jo billigere produktion.

Samme bindemetode blev brugt, da Gunnar lærte mig at binde fluer, og den har – næsten uændret – fulgt mig siden, så helt ved siden af har den ikke været. Princippet var fra hovedet og bagud at lægge underviklingen med bindetråd, herefter at påbinde halen, og derefter hæfte materialerne i omvendt rækkefølge af, at de skulle bruges. Operationerne blev afsluttet med et halvstik, som holdt materialerne på plads, hvis tråden skulle knække. Nu førtes bindetråden op mod krogøjet og blev hæftet med et halvstik, efter at hacklet var blevet bundet på. Kroppen blev lavet af de påbundne materialer og afsluttet ved hacklet. Medmindre det var et fronthackle, blev hacklet tørnet før påbinding af vingen. Dengang var det fjervinger (eller hårvinger), og det stillede krav til teknik og materialer, og vingens bue skulle afpasses mønstret og Gunnars smag. De skal ikke se ud, som de kommer fra østen, var hans krav.

KE Fluers katalog var fyldt med spændende og eksotiske materialer for en knægt som mig, og meget af det fik jeg aldrig prøvet til at lave mine egne fluer. De havde desuden lavet nogle mønsterbøger med farvefotos af fluer på midtersiderne, og sammenknytningen med kataloget var ligetil, idet alle materialer var angivet med varenummeret i kataloget, og det var let at huske, at en sort bindetråd 6/0 hed 725, og det var derfor nemt at afgive sine ordrer, hvis man handlede på postordre eller pr. telefon. Når folk bestilte over telefonen, var det lige så meget for at få noget snak samtidigt.

Mødestedet

Vejle markerede sig stærkt i Danmarks Sportsfiskerforbund, idet den mangeårige forbundssekretær, Poul Erik Junge var vejlenser og drev en stevedoreforretning på havnen. Junge var formand for Vejle Sportsfiskerforening og blev afløst af Kurt Jørensen. Der var tætte kontakter mellem forbundssekretæren, sportsfiskerforeningen og informationscentralen i kælderen. Kontakter, som jeg senere kom til at nyde fordel af, da jeg var involveret i juniorarbejde og forbundsarbejde.

Kælderen var mødested for fluefiskerne, mest de lokale men også udenbys, som ”lige kom forbi”, for at handle lidt og få en snak om fiskeriet lige nu, prale lidt af egne bedrifter og lytte til de andres. Gennem disse besøg lærte jeg mange af de gamle fiskere ved Vejle Å at kende, og jeg voksede altid noget i gummistøvlerne derude ved åen, når jeg kunne hilse med et ”Goddag, Egon, har der været noget i dag?” Og voksede yderligere en kende, når der blev svaret genkendende og venligt. Egon, hvorfor Egon? Joh, jeg kom i tanke om støren.

Egon Klærke Christensen skrev i begyndelsen af 80’erne en bog med titlen ”Den russiske stør”, som i tekst og med billeder fortalte historien om den kæmpestør, der i 1911 forvildede sig op i Vejle Å, om jagten på den og om aflivningen af den. Egon var ikke forfatter, men var drevet af interessen for den spændende historie, som han gerne ville bevare for eftertiden. Bogen står som et klenodie i min bogreol. Derudover var Egon havørredfisker af den gamle skole ved Vejle Å, og grejet var tungt og robust, som det skulle være dengang. Med orm når det var bedst og ikke for mange så det. Med blink eller devonspinner for det meste, men også med en tohåndsfluestang når åen var til det. Joh, der var en årsag til, at de gamle fiskere havde så store hænder og var kraftige sammenlignet med en splejs som mig. Egon var ligesom Gunnar med i Fiskerikontrollen ved Vejle Sportsfiskerforening.

Når sæsonen startede 1. februar mødtes de gamle, garvede Vejle-fiskere ved Knabberup, uanset vejret, for at snakke, for at indlede den kommende sæson, og naturligvis også for at fiske lidt. Lidt nede af bakken boede den gamle særling med sin hund og sine høns, men han holdt sig for sig selv. Han har garanteret gået og tyvfisket inden åbningen, lød det altid fra en eller anden. Nogle juniorfiskere, deriblandt mig, mængede sig med de voksne, hvilket var accepteret, blandt vi fortrinsvist holdt bøtte, indtil vi blev spurgt. Det gjorde vi, og det var i og for sig ikke noget underligt i, fordi børn dengang var opdraget til at tie stille, når de voksne talte. Det skulle man bare prøve at kræve i dag.

Påklædningen var tykke Holmens-bukser, islændertrøje og en tyk jakke, plus naturligvis støvler, handsker og halstørklæde. Dengang var det moderne tekniktøj slet ikke opfundet, det kom først med de nye materialer, der blev udviklet med rumfarten. Der var normalt heller ikke så mange penge mellem hænderne, at folk havde specielt fisketøj, som regel var det kasseret tøj, som nu blev brugt til fiskeriet. Det var derfor ikke en prangende forsamling, der mødtes ved sæsonstarten, men dog heller ikke en samling bumser. Enkelte havde måske en julegave at vise frem for de øvrige. Den varme kaffe og snapsen kom hurtigt frem i vinterkulden, medens vi som en flok kreaturer vendte bagdelen mod vinden og skuttede os i kulden, bankede hænder og stampede i jorden for at genskabe en smule varme.

Fiskeriet

Fiskeriet var møntet på grønlænderne, som kunne findes hernede i engene, ikke altid, men i hårde vintre trak de op, da de ikke godt tålte saltkoncentrationen, når vandtemperaturen var for lav. Derfor var de i den nederste del af åen, og derfor var de til at fange på Ibæk Strandvej, hvor udløbet fra åen gjorde vandet mere fersk. Ellers var der kun nedfaldsfiskene. Bækørred og regnbueørred var der ikke så meget af, medmindre dambruget utilsigtet havde spædet til bestanden i vinterens løb. Hvis blæsten og kulden var slem, var næste stop høhuset, som gav en smule læ for vinden. Ellers måtte vi sætte os nede ved vandet, hvor diget så kunne give en smule læ. Herude mødte jeg en del af de fiskere, der også kom i kælderen i Valløesgade.

I weekenderne, og når muligheden bød sig, cyklede jeg til åen, og mit favoritsted blev Nørager mellem Haraldskær og Vingsted med de gode sving neden for dambrugets udløb. Der kom af og til et mindre udslip fra dambruget, og det var nemme fisk at fange for en novice udi fluefiskeriet. En spinder blev også altid brugt flittigt tidligt på året. Et par gange gik der hul på dambruget, og et år blev åen fyldt med store regnbuer, en dam med moderfisk var røget, og i en måneds tid oplevede vi et fiskeri, som vi drenge kun havde oplevet i drømme. Ikke alle havde så megen moral, at de kun fiskede til familie og venner, i denne periode solgte flere fisk til hotellerne i Vejle. Noget, der blev misbilliget af mange.

En enkelt af mine jævnaldrende fiskevenner kunne ikke forlige sig med, at fiskeriet sluttede, og han blev senere grebet i at fiske tværs over åen, tværs over udløbskanalen og ned i dammen med moderfisk, med en kraftig line og ormekrog. Når fisken havde slugt krogen, kunne den trækkes hele vejen tilbage, og landes på brinken modsat dambruget. Naturligvis gik det galt, og på flere fronter. Dambrugsejeren fandt et par døde fisk med line ud af munden og kunne straks se årsagen. Synderen blev anmeldt til bestyrelsen, da han ikke kunne lade være med at prale med sine bedrifter, og han blev omgående ekskluderet. Dambrugsejeren satte et hegn op og flyttede senere moderfiskene længere op i dambruget.

Det første fluegrej var en blå Laplandia, 9 fod klasse 8, med et Delta hjul. På dette tidspunkt stadig med en trofasthed over for ABU. Det var kraftigt grej dengang, og det var nærmest en standardudrustning, når man henvendte sig i fiskegrejsforretningen. Fluerne var simple vådfluer, tit inspireret af billederne i Nap og Nyt, hvor Chillimps med kuglekædeøjne fejrede store triumfer.  

De traditionelle engelske fluemønstre bundet med traditionelle materialer, det var de fremherskende fluer, plus naturligvis de danske som Krogsgaard osv. Det siger sig selv, at med min gang i kælderen, så blev de også de fluer, jeg kom til at binde, og de oprindelige ABU-lignende fluer blev hurtigt udskiftet med de engelske. Gunnars udsagn var dog, at kunne jeg binde en March Brown og en Red Tag, eller måske endda en Gold Ribbed Hare’s Ear, så behøvede jeg ikke flere fluer. Det var der megen sandhed i, men selvfølgelig skulle jeg da binde masser af forskellige fluer, ligesom alle andre også gjorde det.  

Spindegrejet blev langsomt lagt på hylden, og fluefiskeriet blev min foretrukne fiskemetode.  
I kælderen i Valløesgade blev jeg styret ind på en mere udviklende kurs, gennem mange samtaler og under påvirkning fra mange sider. Den gruppe fiskere, der kom fast i kælderen, havde alle tilknytning til Vejle Sportsfiskerforening, og alle vidste de selvfølgelig bedre end bestyrelsen, hvordan man burde have klaret paragrafferne. I sidste ende vandt bestyrelsen dog hver gang. Formanden var også dengang Kurt Jørgensen, som regerede i mere end en menneskealder, og kassereren var den lige så legendariske Leo Mikkelsen.  

Midt i 60’erne var jeg to år på juniorlederkursus på de to sidste trin, og året efter var jeg med som instruktør, hvor jeg underviste i lovgivning og foreningsledelse. En hel normal start som instruktør. Samtidig fik vi oprettet en juniorafdeling I Vejle Sportsfiskerforening, med mig som juniorleder og Gunner Lawcock som kontaktmand til bestyrelsen. Jeg var lidt skuffet, da jeg læste foreningens jubilæumsskrift, da det heri fremgår, at juniorafdelingen først startede midt i 70’erne. Det er forkert, men pyt, vi havde i alt fald en velfungerende afdeling med en tyve medlemmer, og vi havde masser af aktiviteter og ture. På cykel. Dengang foregik transporten på cykel, og vi havde kun enkelte ture, hvor de voksne måtte køre os, f.eks. den årlige tur til Harte-Dons søerne.  

Det blev nogle dejlige år, med masser af oplevelser, masser af fisketure, og jeg blev en habil fluefisker, dog uden nogensinde at være en lysende stjerne, mine innovative bidrag var beskedne. Venskabet med Gunnar og Carl fortsatte, men blev afbrudt af en årrække, hvor jeg ikke fiskede. Da det blev genoptaget, var KE Fluer flyttet til større lokaler i Tønnesgade i Vejle, og her begyndte en helt ny epoke.

Georg Christensen - 2005