Barndommen

Havnen

Mit liv som lystfisker startede på havnekajerne i Vejle, hvor jeg boede oppe på Nørremarken. Min far havde en stålstang med multihjul stående i pulterkammeret i kælderen, hvor den kun samlede støv, så en dag snuppede jeg den og cyklede ned til havnen for at fiske, men først ud til muslingekajen for at hente agn til fiskeriet. Omkring 1960 var der masser af fisk i havnen, torsk selvfølgelig som den mest eftertragtede, men også ål, ålekvabbe og ulk. Af og til kom en ørred strejfende, og sildestimer var ikke ualmindelige. Makrellerne var dog sjældne gæster, og jeg oplevede aldrig at se en makrelstime i havnen eller fjorden. Om jeg denne første dag havde fisk med hjem, kan jeg ikke huske, men jeg kan huske min fars vrede over, at jeg havde taget stangen uden at få lov, dog var det vist mest for at dække over hans bekymring for, at jeg kunne være faldet i havnen i min ivrighed.

Jeg fik sparet sammen til mit eget grej, lærte efterhånden meget om at fiske fra kajen, og mødte en masse andre børn og voksne med samme interesse. Jeg var en naiv og videbegærlig dreng med en stor lyst til fiskeriet, og som derfor sugede alle historierne til mig, for glædesstrålende at kunne genfortælle dem derhjemme til mine overbærende forældre, der efterhånden havde affundet sig med, at jeg tog derned og havde fået tiltro til, at jeg opførte mig rimeligt fornuftigt og forsigtigt på kajen.

Fisketuren startede altid med at hente muslinger eller tigge lidt fiskeaffald hos fiskehandleren, som måske havde en stiv, gammel sild eller andet liggende, som vi knægte kunne få til madding. En dag var det ved at gå galt for os. Ude ved slæbestedet på sydhavnen ville en af drengene, Jørgen, kravle ned til vandet for at tage en klump friske muslinger op, og så gled han på de smattede brædder, heldigvis ikke helt under vand, men godt på vej. Der skulle flere forsøg til, før han kunne komme op, for de smalle tværlægter på slæbestedet var slidt runde og glatte af mange års søsætning og ilandtagning af joller. Da det hele var overstået, sad vi stille uden at sige noget, for ligesom at komme os over det, og senere på eftermiddagen lovede vi hinanden aldrig at sige noget derhjemme, da vi bare risikerede at få forbud mod tage herned igen.

Henne på dagens udvalgte sted på kajen fiskede vi enten med bundsnøre eller med prop, og vel fangede vi fisk, sikkert ikke så mange som hukommelsen siger mig, men alligevel fik vi jævnligt en stegetorsk med hjem. Min mor fandt det i alt fald nødvendigt, at jeg lærte selv at rense fiskene, og det gjorde jeg med fornøjelse, for det gav frihed til at undersøge maveindhold og stille andre nysgerrigheder hvad angik anatomien. Ulken har meget farvestrålende tarme, sikke et spild, man kan jo ikke se det, når den er i live. Ålekvabbens levende unger i bugen. Joh, der var mange ting at se, når man var nysgerrig nok til ikke at synes, at det var ulækkert.

Havnen var et fascinerede sted for os, her var altid aktivitet, og her var altid noget at kigge på. Gasværket var både spændende og frygtindgydende – tænk hvis de store tanke eksploderede! Det måtte bestemt være modige mænd, der arbejdede derinde. Og sikke store dynger koks. Den store kran kørte på sine skinner højt over os, lossede kulskibene og flyttede det inde på gasværket. Vi fik mange historier bundet på ærmet af de voksne, og vi slugte ordene råt. Når grækerne kom, følte vi næsten en forpligtelse til at jage hunde og katte væk, for vidste jo, at søfolkene dernede fra åd vores dyr. Stjal alle de hunde og katte, de kunne komme til. Det sagde de voksne om dem, og så måtte det jo passe. Vi lærte en hel del geografi af at læse skibenes oprindelsessted på hækken for at undersøge det, når vi kom hjem. Underlige navne og somme tider underlige bogstaver, som jeg kopierede over på papir for at kunne gengive dem derhjemme.

Muslingefiskerne lossede deres muslinger på sydkajen, hvor de blev sorteret, inden de blev transporteret videre til muslingfabrikken i Haraldskær. Tidligere lå vist nok selve muslingekogeriet også her. Her var der altid agn til molefiskeriet, og tit i skarp konkurrence med mågerne, som skrigende dykkede ned mod os for at skræmme os væk. Heldigvis betyder en fugleklat lykke. Dengang spiste jeg ikke muslinger, men det har nok ikke betydet alverden, at der var fuglelort på skallerne, eller at hundene tissede på dem.

Muslingeskraberiet foregik overalt i fjorden og var tilsyneladende ikke underlagt særlige restriktioner på det tidspunkt. I fjorden dyrkede man i mange år muslingerne på pæle, og blåmuslingerne havde i skolebøgerne ligefrem navnet ”Vejle Pælemusling” anført ved siden af ”Blåmusling”. Det må derfor have været kendt og anerkendt langt uden for Vejles grænser.

Slagteriet leverede grisehoveder, måske uden at vide det, og de blev brugt til ålefiskeri i inderhavnen. Med en kraftig snor gennem munden og ud bagtil blev hovedet sænket ned langs kajkanten, og så blev det med mellemrum trukket op på kajen, hvor det gjaldt om at få fat på ålene, før de undslap til sikkerheden i vandet. Fiskerne var store klepperter af slagteriarbejdere, som holdt til ved DFDS-hallerne, hvor de drak bajere, klarede kvinderne og verdenssituationen.

Rutebåden til København havde fast kajplads inderst i havnen ved DFDS-lagerhallerne, og her var der altid aktivitetet med afhentning og levering af varer. Herinde mellem fjordbådenes lillle bro og nordkajen lå de tre flydende fiskehuse og duvede, med hyttefadene bagved ude i havnebassinet. Når vi holdt ved taget og gik på listen, kunne vi forsigtigt bevæge os på gavlen om mod bagsiden, hvor vi havde fodplads til at kunne stå, og herfra kunne vi nå ud til hyttefadene og kigge ned i dem gennem hullerne, så vi kunne se fiskene. Det fandt vi meget spændende. Fiskehandlerne vidste det godt, og de hjalp os til at være ærlige ved at sætte solide hængelåse på hyttefadene, så vi ikke blev fristet over evne.

Muslingerne blev med tiden erstattet med spinner og blink, og der kom langsomt en lystfisker ud af den lille molefisker. Især sommeraftenerne på havnen husker jeg som specielle oplevelser. Sydkaj­ens knæk ind i svajebassinet var et fast fiskested, medmindre der lå skibe fortøjet her, for det var dengang, Vejle havde en stor skibstrafik. Ved knækket lyste en gadelygte ned på vandet, og her kom fiskene, når det var blevet mørkt, ofte helt op til overfladen i lysskæret, og der var et sjovt fiskeri med letspin efter torskene. Man kunne kaste til de fisk, man så, og kunne følge dem, når de bed på. Eller man kunne se en fisk komme fra dybet og forfølge spinderen op i lyset.

Svømmebadet var et yndet fiskested om aftenen. Der skulle naturligvis være lukket, før vi kom derud for at fiske. Adgang forbudt var ingen hindring for os. Vi fiskede lige så meget i bassinerne som ud i fjorden, og der var fisk alle steder. Her fangede jeg min første havørred i det tidlige forår, brun og tynd som en pind, men dog en ørred. Skuffelsen var stor, da min mor sagde, at sådan en nedfaldsfisk ikke var til spise. Det kunne jeg ikke forstå, men lod mig til sidst overbevise. På biblioteket hentede vi derefter flere bøger om ørred og laks, så jeg kunne lære lidt om deres biologi. Især bogen om laksen Salar blev hængende i min erindring, og herfra lærte jeg meget om laks og havørred. Bøgerne beseglede min skæbne, og udsigten til de oplevelser, som de jeg læste om, lagde grunden til mit senere liv som fluefisker.  

Apropos svømmebadet var det placeret ved Svineryggen, en yndet udflugtssti for byens borgere fra havnen og til Skyttehuset. Jeg badede flittigt ved både Albuen og Skyttehuset. Inderst i bugten var udløbet fra sygehuset, og spildevandet herfra var ifølge lægerne årsagen til, at jeg fik kronisk betændelse i ørerne, med en livsledsagende, om end varierende så stærkt generende, døvhed til følge. Mine problemer med ørerne blev også årsagen til, at jeg i nogle år helt lagde fiskeriet på hylden, for ikke at risikere at blive helt døv. Først efter en operation blev fiskeriet genoptaget i midten af 1970’erne, hvor jeg boede i det nordsjællandske.

Fjorden

Efterhånden voksede mine krav til fiskegrejet, og det blev nødvendigt med et job efter skoletid for at kunne skaffe pengene til nyt grej og erstatning af det mistede. Paradoksalt nok betød det også mindre tid til at fiske, men sådan er livet så fyldt af modsatrettede kræfter.  

Til min konfirmation fik jeg den obligatoriske cykel, og den kørte langt bedre end den gamle. Den var så stor som en voksencykel, og det udvidede min aktionsradius betydeligt. Nu trak fjorden mere end havnen, og stranden mellem Tirsbæk og Ulbæk blev min foretrukne fiskeplads. Når jeg trak i min waders, følte jeg mig voksen som fisker, jeg havde jo også dun på overlæben, og jeg røg cigaretter som de voksne. Joh, man bliver stor, når man bliver teenager.  

Det var min dengang bedste ven, Mogens, der lærte mig at fiske i fjorden, og hans far var med i bestyrelsen i Vejle Sportfiskerforening. Emanuel kunne fortælle mange drabelige historier om kampe med store havørreder oppe i åen. Med den forening var ikke for børn, sagde han. Mogens og jeg tog derfor til fjorden for at fiske ørreder, men det var nu torsken, der gav de fleste oplevelser. Mogens var utroligt dygtig til at tegne, og via omveje var det kommet Julius Wedege for øre, og han fik Mogens til at lave illustrationer til en af hans mange bøger. Mogens havde en "voksen streg" i modsætning til de jævnaldrende, som stadig lavede barnlige tegninger. Ikke sært at han blev reklameregner.

Cykelturen fra Nørremarken til Tirsbæk gik stærkt, da det mest var nedad bakke, og vi stillede cyklerne ved skovvejen, lidt væk for at holde dem skjulte. Herfra fulgte vi Tirsbækken til dens udløb, og jeg har mange gange ligget på maven med hovedet ud over bækken for iagttage småørreder og insekter. Her undersøgte jeg også vårfluelarvernes kunstfærdige huse og de forskellige døgnfluelarver. Tirsbækken var sund og klar, og allerede dengang blev den og Bybækken brugt til mundingsudsætninger af små ørreder. Turen gik videre forbi fiskerhuset, indtil vi havde passeret fredningsbæltet, hvor længden afhang noget af, om der var beboere i fiskerhuset. Der lå en muslingebanke skråt ud for huset, og her var der godt at fiske. Det var faktisk også helt inde i bugten fra fjordbådenes anløbsbro, fordi skruerne gennem mange år havde pisket et fint, stort hul, hvor torskene yndede at stå.

Grejet var nu blevet udskiftet til moderne sager, en blå ABU Laplandia spindestang, et DAM Quick Finesse fastspolehjul med 0.30 line og ABU Koster blink, 28 gram, i sølv og kobber. Det var et fornemt udstyr for en drenge som mig, og det blev købt ad flere omgange, i takt med lønudbetalingerne fra mit budjob. ABU var drømmegrejet, ikke ud fra et bevidst kvalitetskriterium, men fordi Nap og Nyt så ubetinget var det bedste katalog, man kunne få.  

Det var en helt ny gruppe fiskere, jeg mødte ved fjorden. Grejet var anderledes fornemt sammenlignet med mange af molefiskernes grej, og man følte virkeligt, at man nu hævede sig fra at være lystfisker til at være sportsfisker. Ganske vist kunne jeg slet ikke forstå sammenligningen med sport, men når så dygtige fiskere kaldte det sportsfiskeri, så måtte det naturligvis passe. Der gik lang tid, før jeg turde spørge, og selv om jeg fandt svarene fjollede, så skulle jeg nok vare mig for at sige det. Det var sportsfiskeri, og dermed basta.

Tirsbæk-stykket var min favoritplads, og her var der tit fisk, mest torsk, til at tage med hjem. Det var længe før, miljøkatastroferne med iltsvind indtraf, og før forureningen fra landbruget for alvor var slået igennem. Jeg har megen taknemmelighed over at have oplevet det, da det er oplevelser, som ikke findes i dag. Nogle fiskere snakkede ganske vist om, at der for år tilbage var forekommet en bundvending, hvor fjorden gylpede sit sorte slam op og kvalte alt liv, så der i flere år ikke var noget som helst at fange. Allerede dengang snakkede vi dog om, at muslingefiskerne gjorde skade med deres skraberi tæt under land, men alligevel var fjorden sund med fine muslingebanker og tangbælter. Ikke så meget mudder og ålegræs på nordsiden.  

På sydsiden var det tidligere fiskeri den store begivenhed fra fredningsbæltet og ud til Ibækkens fredningsbælte. Jeg havde broen ved Ulvehave som mit favoritsted på Ibæk Strandvej, men kom aldrig til at føle mig hjemme her på samme måde som ved Tirsbæk. Det skyldtes mest, at trafikken og antallet af nysgerrige var stort på strandvejen, i modsætning til Tirsbæk hvor man færdedes meget mere alene. De fleste holdt søndagsturen inde i bugten ved restauranten, og kun få gik strandturen om mod Ulbækhus.  

Mange gange pakkede jeg tasken til en heldagstur for alene eller sammen med andre at cykle fra Vejle til Lillebælt for at fiske torsk af en anden størrelse end fjordtorskene derhjemme, mest lige under broen eller ved badeanstalten på Fynssiden. Tit stoppede vi ved mejeriet i Skærup for at købe en kop mælk, som regel blev det en foræring, og i automaten ved den lille købmand lidt før Hejse Kro kunne man købe chokolade for 25 øre. En flad parafinagtig chokolade, men dog en anledning til at holde pause. På hjemturen havde vi af og til held med at tigge tøris hos Union, så fiskene kunne holde sig i sommervarmen. Det var som regel fiskeri med blink, men af og til købte vi sandorm til torsk og fladfisk Det var en lang cykeltur, men jeg syntes for det meste, at fangsten belønnede anstrengelserne.

Ved fjorden så jeg en dag et blink, som viste sig at være lokalt, fabrikeret for et fiskefirma, der hed KE Fluer. De første købte jeg i HC Sport, dog kun indtil andre fiskere fortalte, at man kunne købe dem direkte fra firmaet. Jeg tog derned til Østerbo og mødte et par underlige, lidt frygtindgydende mennesker, som dog viste sig at være meget flinke. Jeg købte nogle blink og fik anvisninger på, hvordan de skulle fiskes, og hvornår farverne var bedst. I den korte tid, jeg var der, flakkede øjnene rundt for at se mest muligt af alle de ting, der omgav. Sikke et rod. Sikke mange forskellige fjer.  

Blinket fiskede særdeles godt, og det udkonkurrerede hurtigt de dyre blink fra ABU, som tærede hårdt på lommepengene, når de blev mistet i tang og sten. De blev købt umonterede, men springring, krog og svirvel kostede ikke mange øre, så der var penge at spare.   Jeg fiskede hele året, også om vinteren bare der ikke var is på, og vinterbeklædningen var lange, hvide underbukser, cowboybukser og tynde waders. Det var koldt, hundekoldt, og gav mig vejrknæ, som siden har kunnet mærke kulden komme. Men vi var seje dengang. Længe før at nogen overhovedet havde tænkt på ordet neopren. Og før termotøjet blev opfundet. Vi vadefiskede stykket igennem, ellers så langt vi orkede, og kendte hullerne, de grunde områder, muslingebankerne og tangbælterne. Dengang lærte man at dyppe hænderne i vandet for at få varmen, når isen var blevet brækket af stangøjerne. Bagefter fiskede jeg med røde, forfrosne fingre pakken med de 10 Viking op af skjortelommen, og fik tændt en smøg. De seje drenges tid.

Strandejerne fandt ikke behag i os, og de gjorde deres bedste for at jage os væk, men også dengang var reglen om daglig højvande gældende, så de fik ikke meget ud af det. Hos en enkelt megen ophidset strandejer gjorde vi os næsten anstrengelser for at holde spisepause lige neden for huset, provokerende stående på tangbræmmen der markerede højvandsmærket. Da vi ligesom syntes, at nu måtte det være nok, holdt vi pausen et andet sted, dog inden for synsvidde, og vi undlod herefter at genere hinanden. Tilmed begyndte vi med tiden at hilse på hinanden, i gensidig forståelse, og det var meget rarere.  

Bundgarnspælene stod mange steder i fjorden, og vi kendte nogle af fiskerne, som spurgte til, om vi fangede noget. Nylongarn var endnu ikke udbredte, og det var tjærede garn, der blev anvendt. Flere steder var der kogeri, hvor garnene om foråret blev bødet og lagt i tjæren, eller beg, eller hvad det nu kaldtes. Man kunne på afstand få lov til at se fiskerne arbejde med at tjære garnene, men at komme tæt på var for farligt. Ved Ibækken var der en lang række høje pæle, hvor garnene blev hængt til tørre. Om sommeren kunne man følge de mere familiemæssige aktiviteter i lystbådene, at dømme ud fra antallet af brugte kondomer der sad i garnene sammen med tang og krabber. Fiskerne havde altid en historie at binde os på ærmet om det, når vi mødte dem ved garnene. Senere fik vi selv en mening om det, fra tiden med de første kærester.

Nede i kælderen hos Gunnar og Carl, hvor jeg købte mine blink, blev der snakket en masse om fluefiskeri og om fiskeri i åen, og jeg lyttede til snakken. Og fik stor lyst til at prøve det. Modsat Emanuel sagde Gunnar, at jeg sagtens kunne blive medlem af foreningen, og endda til en speciel pris for juniorfiskere. Det gjorde udslaget, og mine ture til fjorden blev hurtigt erstattet af ture til åen. Men min tilbliven som lystfisker har havnen og fjorden æren for.

Georg Christensen - 2005