En enkelt gang har jeg oplevet et forrygende stallingfiskeri i Glomma, og aldrig siden i tilnærmelsesvis samme omfang, men Glomma står stadig i erindringen som en af de bedste oplevelser, jeg fiskemæssigt har haft. Hver morgen, når jeg vågner i sommerhuset, kigger jeg på en fotostat, som Erik har foræret mig, og der står jeg i Glomma neden for øen ved hængebroen. Sikke et fiskeri. Sikke en tur. Det går helt tilbage til 1970’erne.

Vi fiskede forskellige steder, en aften på et fladvandet stræk, hvor man kunne vade langt ud i elven, og man kunne vade ud til øer i elven. Det var aftenfiskeri, og jeg kan ikke huske noget særligt om fiskeriet denne aften, men jeg kan huske, at jeg i nattemørket, helt mørkt bliver det dog ikke på denne årstid, var gået i land på en lille ø på vejen tilbage over elven. Pludseligt hører jeg noget bag mig, vender mig og ser noget stort sort, og jeg tror ikke, at jeg rørte vandet på det sidste stykke tilbage over elven. Hold da op, hvor blev jeg forskrækket. Om det har været elg eller synsbedrag ved jeg ikke. Men skræmt var jeg.

Et stykke neden for Os går en hængebro over elven, og lidt længere nede deles elven i to af en ø i midten. Der skulle vi ned. Vi parkerede, gik over marken, over broen og brugte udsigten til at kigge vandet efter for fisk. Jeg har været der flere gange siden og har tit på den anden side langs stien til øen spist masser af blåbær. Vandstanden var fin, og vi kunne sagtens vade ud til øen. Erik havde fået meldinger om stedet og om fiskeriet, og det var ingen overdrivelse. Stallingerne ringede overalt.

Det krævede nogen tilvænning at fiske i det krappe vand, og vores fluer var bestemt ikke for store til dette fiskeri. Vi kunne se, at de lokale brugte store fluer, som var nemme at se. Vi fiskede derfor mere på de steder, hvor vores fluer var anvendelige, på de roligere steder, men der var også masser af fisk. Vi kunne vade langt ud i bagvandet neden for øen, og vi kunne fra vores position i vandet kaste over til den ene bred, hvor fiskene ringede pænt.

Vi havde nogle få stallinger med hjem til Danmark, og vi spiste nogen stykker, men langt hovedparten skulle genudsættes. Og vi fangede stallinger. Masser af stallinger. Masser af store stallinger.

Jeg har aldrig siden oplevet et fiskeri af den kaliber, og jeg har aldrig siden oplevet stedet kaste så mange fisk af sig. Jeg havde familien med derop år senere, og det stadig en skøn plet at være på. Vandet var dog noget varmere, og børnene udnyttede bagvandet til at bade i. Jeg fangede dog også denne gang pæne stallinger derude, og vi fik stalling i rygeoven til frokost på øen.

Nordmænd kan være noget for sig selv. Jeg stod ude i elven lige oven for øen og kastede ind mod bredden. En gammel nordmand kom, stillede sig på skrænten ned til vandet og kiggede ud på mig. Jeg løftede naturligvis på hatten for at hilse. Han råbte noget til mig, men jeg kunne ikke høre noget gennem vandets brusen, holdt hånden bag øret, han råbte igen men med samme resultat.

Jeg vadede ind til land for at snakke med ham. ”Har du Herren, din Gud med dig”, råbte han brysk ned til mig. ”Næh, jeg er sammen med Erik Jepsen fra Annisse”, råbte jeg tilbage. Han svarede med en række truende formaninger, vendte sig og gik. Det kan somme dage være svært at kommunikere med de indfødte. Man siger jo, at enten er de ekstremt religiøse, eller også det stik modsatte, men hjemmebrændt laver de vist alle.

Nordmænd var den gang for det meste omgængelige og imødekommende, og det var yderst sjældent, at man som turist eller fisker ikke følte sig velkommen. Det har sandelig ændret sig siden da.

Verden er lille. Mange år senere i Eriks hytte ved Gudenåen sidder vi en flok og snakker fiskeri under morgenkaffen, som normalt varer næsten indtil frokosten skal indtages. Snakken falder på Norge, på stallingfiskeri, og jeg fortæller historien om den vrisne gamling ved Glomma.

Embedslægen, Erik Damberg, bliver nærværende og spørger mig ud om stedet, men det er ikke fiskeriet, han vil høre om. Nej, det er den gamle. ”Jeg er helt sikker på, at jeg kender ham”, siger han.

De var faldet i snak, og da den gamle hørte, at han var læge, tog han støvlen af, hev op i buksebenet og ned i strømpen. Om lægen da ikke kunne se på de åreknuder, der havde plaget ham længe. Det gjorde han så, og som belønning inviterede den gamle ham hjem og beværtede ham med hjemmebrændt, der kunne have desinficeret ethvert sår. De følgende år måtte han kontrollere benets tilstand, og hver gang med risiko for syn og helbred har han måttet drikke med den gamle. Jo, verden er lille.

Vi er senere taget derop på fisketure, men Glomma har været en skygge af sig selv, sammenlignet med vores første tur. Vi har prøvet flere steder, prøvet søfiskeri efter storørreder uden held, været i Rena og været i Hodalen.

Om Hoeleven havde vi fået at vide, at den havde en bestand af store stallinger, som trak ned fra søerne. Vi fandt en skøn lille plet, hvor elven løber under landevejen, og her var en indrettet parkeringsplads. Så skulle der laves kaffe. Og dog. Vi havde glemt kaffefiltrene og måtte lave kaffen gennem et lommetørklæde, så det gik alligevel. Hoelven havde en bestand af bækørred-tusindbrødre, små smukke bækørreder men langt under en spiseværdig størrelse. Vi måtte nøjes med at fiske os igennem et smukt stykke natur. Senere længere nede ad elven, hvor den løb roligere gennem markerne, måtte vi konstatere det samme, at der var mængder af småørreder, og hvis der havde været større ørreder, så havde de ikke fået chancen for at tage fluen, før de små aggressive ørreder havde snuppet den.

Også i Hoeleven har jeg været nogle år senere på familieferie, og da lykkedes det i det mindste at fange lidt større ørreder, men stadig var det som et dambrug for et-års fisk, efter danske måleforhold i alt fald. For nogle år siden kørte Erik og jeg fra Idre mod Trysil, og da vi kom til vejbroen, måtte vi naturligvis standse op og gense stedet. Og genkalde os kaffebrygningen på lommetørklædet.

Glomma virker død, når man kører langs den. Den norske succes med vandkraft har ødelagt elvenes tidligere så fine fiskeri efter ørred og stalling. Ingen fisk og ingen insekter har en tilpasningsevne, der kan matche, at man uden varsel flytter vandgennemstrømning gennem fjeldet og pludseligt lader vandet stige og temperaturen falde. Eller det modsatte. Men nordmændene er tilsyneladende ligeglade. For dem gælder åbenbart kun laksefiskeriet, men det er de også ved at få ødelagt med fjordfiskeri og saltvandsdambrug. Det er utroligt, at de kan blive ved med at løbe an på, at lystfiskerne alligevel kommer, og næsten hvert år læser man om katastrofalt dårlige laksesæsoner.

Vi passerede Trysil og ville fiske længere nede ad elven, men et vandkraftværk havde lukket af for næsten alt vandet, så kun en minimal vandføring var tilbage.

Vi prøvede Folla et år. Her havde vi hørt gode beretninger fra. Norge er et smukt syn, men et dårligt gensyn. Vi var nede på campingpladsen for at kigge på en hytte, og der var tre triste, ledige hytter. Toiletforhold og vaskeforhold kunne man være spist af med i tresserne, otte håndvaske hvor man kunne stå med røven mod hinanden ved morgentoilettet og en enkelt bruser. Det er for primitivt. Og prisen på 475 kr. i forhold til de 400 svenske for at sommerhus med alle bekvemmeligheder siger alt om nordmændenes indstilling til turister. Vi indkvarterede os på Esso Taverna hotellet i stedet, til den dobbelte pris selvfølgelig, men væsentligt mere luksuriøst end hytterne.

Der lå stadig sne på fjeldene, og afsmeltningen var årsag til, at Folla var væsentligt mere vandførende end forudset.  Der var næsten ingen klækning, og på alle 40-50 km op til Folla by og tilbage igen, fandt vi intet tørfluefiskeri. Vi prøvede ved transformatorstationen og længere nede, men der var kun få ringende fisk, og næsten alle var uden for kastevidde. Vi kiggede også på Glomma, men den så fuldstændig død ud. Folla blev ingen fiskemæssig oplevelse.

Georg Christensen