Juni

Gudenå – 3. juni 2004
Erik og jeg havde modtaget en invitation pr. mail fra Steen Ellemose, hvori Børge Søndergård og han inviterede os til aftenfiskeri på Vilholt-konsortiets stykke. Desværre kunne Erik ikke deltage, da han skulle hente Katrine og Cecilia i lufthavnen. Da Børge ville have svært ved at finde en dag i ugen efter, mødtes han og jeg i Vorvadsbro kl. 18 og kørte op til stykket et par kilometre ude af en grusvej. Der holdt flere biler derude, og som i andre konsortier gik vi rundt og hilste på de andre, fik en lille sludder og fik hæftet navne på dem.

Vilholt er et prægtigt stykke, afvekslende med vadbare styg, rolige stykker, dybe stykker, ved mark og mellem træer. Under hyggelig snak viste Børge rundt på stykket, inden vi gik ned til midten for fiske. Det lykkedes mig at fange en bækørred, da vi startede, af beskeden størrelse på 35-36 cm, og det blev aftenens største fisk. Fiskene ringede spredt, og det var mest små fisk. Jeg fik et par småstallinger og Børge nogle små bækørreder, men jeg så dog et par større stallinger ringe, desværre stod de på steder, hvor det var vanskeligt at kaste til dem, og begge blev til sidst skræmt så eftertrykkeligt, at de ikke viste sig mere.
En hyggelig aften i behageligt selskab. Det gør jeg gerne om igen.

Gudenå – 5. juni 2004
Erik havde trukket invitationen ud ganske længe, snakkede også om, at vi på et senere tidspunkt kunne holde det et andet sted end ved Gudenåen. Jeg havde derfor snakket lidt med Henning, som var med på, at det kunne vi i fællesskab stable på benene ved Holtum ude på campingpladsen. Erik kender skovrideren, så vi kunne måske endog gøre det fuldt legalt. Men det blev altså med kort varsel til 5. juni, og stort set alle mødte op.
Heinz kom dagen før til Erik, som han plejede. Claus og Peter kørte direkte fra det sjællandske, Kaj Jensen, Erik Damberg, Kaj Kirkeby, Steen Ellemose, Bo Hermansen, Henning Bendtsen, Peter Jepsen, John Peterman, Erik Jepsen og jeg. Sidst på eftermiddagen dukkede Niels Åge også op, så vi var godt et dusin, som vi plejer at være det.
Bo medbragte fluestik til Kaj Kirkeby og Erik. Egen fabrikation med Renzetti som model. Han har evner, og han bruger dem. Heinz havde været i Sønderjylland på indkøb og fremviste en Orvis Seven-Three med CFO-hjul, en flot gammel stang, og han fiskede oven i købet lidt med den.
Jeg havde som aftalt rundstykker med, men det havde yderligere et par stykker også, så brød manglede vi ikke. Erik Damberg havde flere gode oste med, Kaj Kirkeby godt pålæg og Henning ligeså. Steen Ellemose trakterede økologisk og medbragte som vanligt et par gode bittere på hvidtjørn og andet godt.
Savnet af Preben skinnede igennem dagen, og selv om det var ventet, så var det tydeligt. Der var ikke de samme gode diskussioner, kammeratlige drilleri eller dybde i samtalerne. Vi hyggede os, javel, men det var tyndere end normalt. Erik brød tankerne herom, og mindedes Preben med velvalgte ord, og han fik herefter Steen til at fortælle historien om hunden, historien der ikke fortaltes, når Preben var til stede.
Der gik lang tid, før der blev fisket, og underligt nok ikke af Kaj Kirkeby, men Claus, John og Heinz sørgede for den sjællandske repræsentation, hvor John, Steen og Bo stod for den jyske. Da folk begyndte at bryde op, kom Niels Åge, men da var Henning og jeg ved at tage op til Peter Hansen for at fiske. Nogle småfisk ringede, men Henning havde dog set en større fisk ringe også. Tage hans nymfe ville den dog ikke.
Da vi brød op ved halv syv tiden, kørte jeg op til Erik for at hente mine stole. Han var lige kommet hjem. På vej derfra kørte jeg forbi Mikki ude på landevejen, fik varskoet Erik om, at den var løbet hjemmefra. Han kom og kaldte den til sig. Mig ville den i hvert fald ikke komme til.

Holtum å – 12. juni 2004
Først en tur omkring Peterman Fishing i Århus, fordi jeg havde opgivet at reparere mine waders, og jeg fik købt et par Loop åndbare på Johns anbefaling. Det tager altid nogen tid at handle der, da der følger meget snak med. John fortalte, at skiltet, som jeg havde tegnet, havde sin virkning, og at folk fortalte, at det var på grund af skiltet, at de havde opdaget forretningens eksistens.
Henning og jeg havde aftalt at mødes ved kartoffelkælderen henad et-tiden, og jeg var der en tre kvarter før. Der blev hurtigt rigget til – kaffen kunne vente, indtil Henning var der – på den nye Sage-stang, med en vårflueimitation, og ned til åen gik det. Jeg ville starte i svinget og gå opstrøms, men da jeg stod lige neden for svinget og trak line af hjulet, ringede en stor fisk lige nedstrøms for mig.
Jeg fik rullet linen ind igen og i en stor bue listede jeg ned til træet, hvorfra jeg stille sneg mig opstrøms igen. Fisken ringede igen, og jeg kunne placere mig optimalt neden for den. Flere kast uden reaktion tydede på, at fluen skulle drive nøjagtigt, før fisken reagerede, men i nogen tid ringede den ikke mere. Så begyndte den igen. Heldigvis lykkedes mine kast, så fisken ikke blev skræmt, og jeg kunne stille og roligt placere kastene, indtil fluen fik det korrekte drev. Så kom fisken, og det viste sig at være en flot bækørred, som efter en god fight kom ind til brinken, hvor den kunne befries for fluen uden at komme op af vandet. Mellem 45 og 50 cm. En fin, fin fisk.
Lidt opstrøms i svinget ringede den næste fisk i renden inde ved egen bred, og i første kast tog den fluen. En hidsig fight og en pæn regnbueørred var landet, fisketegnet var i hus. Fed og flot var den, med hele finner og rødt kød. Jeg havde lige fået fluen på vandet igen, da Henning kom. Så var det kaffetid. Henning ville helt ned for at fiske opstrøms, så jeg fortsatte, hvor jeg slap og fik også den næste fisk.
En vådfluefisker stod oven for opstemningen, og vi sludrede lidt sammen. Han havde lige fået en pæn regnbueørred i det dybe hul ved 90 graders svinget, medlem i Horsens og havde fisket en del i Gudenåen, men var nu – som vi andre – blevet forliebt i Holtum å. Det viste sig, at vi kendte en del til de samme steder både her og der. Men fortalte ham om den store bækørred gjorde jeg nu ikke.
Turen op igennem skoven viste kun ganske få ringende fisk, men jeg lod alligevel vårflue blive på forfanget, da jeg startede nedover. Det viste sig at være en god ide, for fiskene gik villigt efter fluen, underligt nok næsten kun på overfladen, når man tænker på, at ved aftenfiskeriet tager de oftest, når fluen dykker eller er dykket under overfladen. Karakteristisk var det også, at fiskene kun tog fluen, når vinden riflede overfladen, hvad den gjorde det meste af tiden, for det har jo blæst næsten hele tiden siden april, hvorimod det stort set ikke har regnet, og åen derfor er lav og klar. Det lave, klare vand forudsatte, at man kunne holde sig skjult for fiskene, og her er skoven god at fiske i, selv om det er vanskeligt at kaste ret langt i modvinden. Det blev alligevel til nogle regnbueørreder fra små 30 cm til små 40 cm, alle fine fisk i god kondition. Afbrudt af en kaffepause fiskede vi til fem-tiden, hvorefter vi skiltes, Henning for at køre op på det øverste stykke, og jeg for at køre hjem og dernæst videre til sommerhuset for at fiske i fjorden om aftenen.

Lille Afrika – 12. juni 2004
Ved ni-tiden om aftenen kørte jeg til fjorden, det var tidligt, så der var god tid til at drikke kaffe, inden fiskeriet startede. Det er min anden tur med det nye grej, Sage Xi2, Loop Evotec graphite, en klasse 6 line, flydende skydehoved og running line, så udstyret er i orden, må man sige.
Den første tur herude var der en kraftig vind agten for tværs, og jeg havde mine problemer med at kaste, og meget tit stablede jeg forfang og line i en klump derude med en masse kasteknuder til følge. Der er forskel på at gå ved åen og småkaste og på at gå ved kysten og kaste langt. Dobbelttræk er et must, men jeg må konstatere, at teknikken mangler, både til længden og til at undgå kastefejlene, men det kommer forhåbentligt. Erik har lånt mig sin Orvis-linekurv, og den blev hurtigt taget i brug. Den første halve time prøvede jeg uden linekurv, men så gik jeg op til bilen og hentede den. Vandet bremser linen alt for meget, hvis den skal samles op her.
Fluer har jeg også bundet, nogle få forskellige, efter mønstre i en avisartikel og tilpasset mine materialer. Der var dog ikke et eneste hug på disse specielle saltvandsmønstre, hvorimod gode, gamle Mickey Finn gjorde det igen, og jeg fik en pæn hornfisk, som ikke havde mange muligheder for at undslippe, da laksekrogen var gået direkte gennem næbbet på den. Det blev også den eneste fisk, men jeg var godt tilfreds, da jeg slet ikke havde forventet at fange noget på denne, den første prøvetur.
Nu var jeg her igen og parkerede samme sted, på hjørnet ved stien ud til pynten, og i dag var vejret meget bedre, kun en svag vestenvind som riflede vandets overflade og med kun små bølger, en perfekt aften efter hvad jeg kunne huske fra fiskeriet ved Liseleje i 70’erne. Den første times tid var der ikke et hug og ikke en fisk at se, men mod halv elleve begyndte der at ske noget. Jeg kunne se hornfiskene i overfladen, og efterhånden som solen gik ned, kom de tættere på land. Aftenens oplevelse var en havørred, som vendte knap to meter fra mig i en hvirvel, så jeg så både rygfinne og halefinne, men jeg fik den ikke, selv om jeg fiskede ivrigt efter den. Også et par hornfisk fulgte fluen ind uden at ville hugge.