Maj

Grindsted å – 1. maj 2004
Allerede lidt før otte holdt jeg ved Plagborgvej. Ugen havde været præget af kraftig blæst, men udsigten forudsagde aftagende vind til lørdag, hvilket dog ikke holdt stik. Der var en kraftig kold østenvind, som slet ikke passede til den nye 8 fods Sage tørfluestang, men prøves skulle den selvfølgelig. En kop varm kaffe gjorde godt, medens der blev rigget til, og stang og hjul taget nærmere i øjesyn, flot var det, og en rar besidderglæde varmede mig. Den havde jeg glædet mig til.
Nedstrøms på sydsiden med nymfe. Ikke en eneste ved overfladen, og kun få hug på nymfen, enkelte småstallinger og en lille bækørred. Neden for udløbet af den lille kanal i højresvinget, hvor den indhegnede mark starter, en halvt hundrede meter nede, fik jeg øje på en bækørred dybt nede i hullet, fuldt synlig i det klare vand, og den var stor, på den anden side af 50 cm, jeg skød den til knap 60.
Uanfægtet stod den ved bunden, og jeg trak mig forsigtigt nogle meter opstrøms og kunne stadig se fisken. Uanset hvad jeg kastede til den, tog den det ikke, men flyttede sig, når jeg skræmte den, men kun i besindigt tempo lidt opad, eller over til den anden side, og så tilbage igen. Den stod så dybt, at selv en blybelastet nymfe drev for højt, den kunne ikke nå at komme ned bag grødebusken foran fisken. Mindst en halv time brugte jeg på den. I al den tid så jeg ikke en eneste gang, at den tog føde til sig, stod blot stille, og uden nogen anledning svømmede den pludseligt roligt opstrøms og forsvandt ud af syne. Sikke en fisk.
Et sving længere nede, en 25 meter før afslutningen af det lige stykke, fik jeg øje på en anden stor fisk, også en bækørred så jeg i et glimt, da lyset blev brudt i vandet, og den stod ude i midten på ren sandbund. Jeg fik nogle kast til den, inden den blev skræmt og faldt tilbage mod svinget, svømmede ind til bredden og passerede roligt forbi – og forsvandt opstrøms. Den anden store fisk i dag. En halv times tid senere begyndte fiskene så småt at ringe, lidt efter begyndte også regnen, og så var det hele dødt igen.
Jeg rullede linen ind og gik op til bilen for at varme lidt mad. Medens trangiaen kogte, og jeg sad bag i bilen, lød der et meget højt ”For satan da også og noget endnu værre”. Der stod en spindefisker lige opstrøms for broen. Kort efter var han nede ved hans bil, og jeg fik beretningen om, at han lige havde tabt en kæmpebækørred. Den havde et par gange lusket efter wobleren, havde endelig taget den, men havde slået sig løs i fighten, tilsyneladende ikke kroget ordentligt. Noget knust var han, den stakkels fyr.
Efter mad og kaffe nedstrøms på nordsiden. Det regnede stille men konstant, så stille som det kan være i blæsten. En enkelt pænere fisk blev tabt ud for birken med den knækkede gren. En times tid senere brød tordenvejret løs, og det lynede så kraftigt, at jeg stoppede fiskeriet. Tordenvejret var direkte over mig, at bragene kom samtidig med lysglimtene, og sikke nogen drøn.
I nyhederne samme aften fortalte de om fire golfspillere på en bane ved Give, de var blevet slået omkuld og kvæstet af et lynnedslag i golfbanens nedgravede vandrør, og lynet var gået gennem vandrørene og havde til sidst splintret et træ flere meter op ad stammen. De tre golfspillere var så medtagede, at de forblev indlagt i adskillige dage.

Grindsted å – 9. maj 2004
Søndag efter bededag var en varm, solrig forårsdag med årets højeste temperaturer, op mod 25 grader fra en skyfri himmel. Henad halv ni holdt jeg igen ved broen ved Plagborgvej. Vandet var klart og lidt lavere end sidst, men det havde jo heller ikke regnet nævneværdigt.
Medens jeg riggede til, kom yderligere to biler, men den ene kørte igen med det samme. Den anden indeholdt to belgiske fiskere med lange, kraftige spindestænger til heftigt medefiskeri. Usympatiske og uhøflige gav de ny næring til mine aversioner mod disse sydlige posefiskere, som burde være forment adgang til danske vandløb og udelukkende kunne færdes ved put and take søerne, hvor de ville falde fornemt ind i landskabet. Heldigvis gik de opstrøms, så jeg uhindret kunne gå nedad.
Den store bækørred trak i mig, og jeg gik ned på sydbredden. Hurtigt, men selvfølgelig kiggende efter andre fisk også. Der var insekter på vandet og i luften, og fiskene ringede, mest småfisk, men også enkelte større stallinger. Den store var væk, enten skræmt, fanget, skjult eller bare væk. Jeg så den ikke, selv om jeg ventede et godt stykke tid og sad i skjul ved brinken. Længere nedad til den store ved hestemarken. Den var der heller ikke.
Et par sving længere nede var den der. En mega-bækørred stod ude i midten, fuldt synlig, men uden overhovedet at bevæge sig efter føde. Jeg kastede til den mange gange, med nymfer og med tørflue, men den reagerede overhovedet ikke, så til sidst satte jeg igen en nymfe på og fortsatte nedad. Længere nede mødte jeg en fyr, som fiskede opstrøms nymfe, men skiftede til tørflue, medens vi snakkede, kastede og fangede en lille stalling, som ringede skråt opstrøms.
Han fortalte lidt om parkeringsmulighederne, og vi skiltes kort efter. Jeg fortsatte ned til stykkets slutning uden at finde ret mange fisk så store, at jeg kastede til dem. Ved bunden skiftede jeg til tørflue og gik opad. Et stykke neden for den store bækørred var jeg oppe hos ham igen.
Han stod ved endnu en bækørred af samme størrelse, havde opgivet tørfluen og prøvede nu med opstrøms nymfe. Jeg stod lidt nedenfor og fulgte hans anstrengelser, som heller ikke lykkedes. Vi faldt naturligvis i snak Det viste sig, at han kendte Niels Åge og havde mødt ham et par gange herude, så det var jo meget hyggeligt. Han dyrkede en del saltvandsflue og hovedsageligt ved Vejle fjord ude omkring Mørkholt, og så var det pludseligt meget interessant, for det er jo lige ved Ida sommerhus. Måske man skulle prøve, men det kræver unægtelig lidt investering i nyt grej, så måske man hellere skulle lade være.
Vi skiltes efter snak og var enige om, at det ikke var ulejligheden værd at fiske efter de store ørreder om dagen, for det var nok skumringsfiskeri, hvis det skulle lykkedes at fange dem, og med den størrelse ville det være mest sandsynligt, at de var fiskeædere i stedet for insektædere, og sådan kan man jo blive enige om meget, når mulighederne hives frem fra fantasiens skatkammer. Jeg gik op til bilen for at spise og drikke, og så ikke noget interessant på vejen op. Belgierne var kørt, og der var kommet en bil med et yngre par, han var til fiskeri, og hun var til sol, efter udstyret at dømme. De gik opstrøms, og jeg gik i gang med maden. Det var blevet varmt, og jeg drak to kolde vand foruden kaffen, for at dække væskebehovet.
Jeg gik nedad på nordsiden, og fiskene tog villigt tørfluen, og iblandt var der et par pæne stallinger, det var faktisk stallinger det hele, for der var ingen ørreder, der tog tørfluen. Ved det dybe sving neden for hestemarken stod en flot strømgedde helt inde på det lave vand, ikke særlig stor, 50-60 cm, men flot at se på, om end dyr i opvækst. Måtte den blive fanget snarest. Neden for grødeoptagningen er der anlagt et langt stryg som gydebanke, og det er flot at se på. Bevokset med store grødeklatter, og der var et mylder af insekter i grøden, men der var ingen småfisk at se, og det lidt skuffende, for jeg havde helt klart forventet at se yngel stå i stimer i læ bag grøden, men der var intet – det var så dødt som Gudenåen.
Varmen og solen bed, så det gjorde godt at dyppe hatten og tage den våd på. Resten af stykket nedad fiskede jeg ikke ret meget, men gik og nød åen og prøvede at lægge mærke til særpræg og gode fiskepladser. Helt nede ved skiltet vendte jeg om for at fiske tørflue op til bilen.
Der var masser af stallinger, og på flere stræk kunne jeg gå forbi ringende fisk, for det var helt sikkert, at det var stallinger i stimer eller stallinger i leg, og fred være med dem – det er vel derfor det hedder fredningstid. Man kan opfiske en gydebanke for legende stallinger, men hvorfor dog - ingen i vores kreds har nogen grund til eller undskyldning for sådan en fremturen, alle har vi fanget vores del, og ingen har grund til at hævde sig – og alle skulle vi besidde en god fiskemoral, hvorfor skulle vi ellers være sammen.
De små stallinger var umulige at undgå. Sæt en tørflue på vandet, og der er en stalling på krogen. Jeg tænkte på snakken med ham gutten der, og til sidst ringede jeg til John og bestilte et saltvandssæt. Nu skulle det prøves, og det måtte i alt fald være sjovere end at gå og fiske tusindbrødre her i åen.
Varmen var stærk, og der var langt op til bilen. Selv om jeg kølede ved at dyppe hatten og komme koldt vand i støvlerne, så havde jeg en kraftig hovedpine, da jeg omsider var tilbage, og jeg riggede af og kørte hjem. Det var nok varmen, der koblede hjernen, så jeg fik bestilt grejet - men jeg glæder mig til at prøve det.

Elmholt – 22. maj 2004
Generalforsamling i Stallingklubben Elmholt. Hele ugen havde været præget af stærk blæst og lørdag var ingen undtagelse, eneste forskel var at der til denne dag også var lovet byger, og det kom naturligvis til at passe. Som dårlige nyheder ofte gør det.
Lidt forsinket dukkede jeg op ved gården, ikke Gl. Elmholt som vi plejer, men hos Nygård oppe ved træbroen, og i et hjørne i haven helt nede ved åen sad de omkring et bord og frøs, dog med varmende drikke af forskellig art. Jeg havde lige hilst på Nygård, og han var ved at opstille et langbord på bukke i maskinhuset, og det var en velkommen nyhed, så alle fortrak skyndsomst ind i maskinhuset og undslap regnen, som startede i det samme.
Niels Åge styrede begivenheder og aflagde som altid en inspireret beretning, hvoraf det fremgik, at der ikke var sket noget, men at man havde tænkt på, at der skulle ske noget. Måske var det notaterne fra året før, han havde med, hvem ved. Nogle nye medlemmer var kommet til, blandt andet Bo Hermansen, og det var særdeles velkomment. En del spydige bemærkninger om gydebanker føg i luften i vores ende af bordet, møntet på Kaj Kirkeby naturligvis, men det var dog usikkert, om han hørte dem, der var i alt fald ingen reaktion.
Efter generalforsamlingen, som i år var uhørt langtrukken og varede det meste af en halv time, tog Henning og jeg ned til motorvejbroen for at fiske. Blæst og regn, dog enkelte ringende fisk, men få og små. På vej fra skrænten ned mod åen, helt nede hvor stykket slutter, skræmte jeg en buk, som forsvandt ind i buskadset, flot så den ud. Bygerne var kraftige men korte, og jeg stod i læ under træerne i en halv snes minutter, inden jeg kunne fortsætte opad. Det blev ikke til meget fiskeri, og jeg gik op til bilen for at få en kop kaffe, ventende på at Henning skulle komme. Det endte dog med, at jeg gik opstrøms for at møde ham.
Vi blev enige om at køre til Holtum å, til kartoffelkælderen. Jeg fik afprøvet mit nye aluminiumsbord, da vi drak kaffe og spiste. Det fungerede meget godt. Jeg ville op i skovstykket, måske var der læ deroppe. Det var der ikke, og der stod en strid blæst op langs træerne. Ikke en fisk så jeg på vejen op, vandet var lavt og klart, så jeg regnede ikke med, at det ville blive til at fiske.
Helt oppe riggede jeg til med nymfe og satte to fluer til i de første ti kast. Det var korte kast i den stride vind, og det var helt uforudsigeligt, hvor fluen landede i vindstødene. Henne ved indsnævringen fik jeg under egen bred en regnbue på 37-38 cm, og den blev aflivet og skulle i røgeovnen. Ida havde besøg af Harry, så det var en velkommen fangst. To fluer og nogle få meter senere riggede jeg af, det var alligevel for meget.