Hippie-Hansen går igen. Onsdag 7. december. Den bebudede nordøstenvind blev kvalt i tågen, så en planlagt tur til garagerne i Strib blev i stedet til en tur til Brejning Hoved. Sidst på formiddagen lå kun en dis tilbage, men nok til, at hvis man tog billeder, så ville de blive blå på himlen, på vandet og i disen - en skavank som de moderne digitalere lider af. Jeg har f.eks. masser af billeder, som dokumenterer, at Alpe d'Huez har blå skibakker. Nå, man kan også bare lade være med at fotografere.
Det var lavvandet, men det var ikke det, som fik det til at se så anderledes ud. De seneste gange blæst har forårsaget, at der er skyllet masser af sand op på stranden, så stenene nogele steder er helt dækket af sand. Sådan er naturen finurlig. Jeg gik hen forbi Kaj's sommerhus og vadede ud på revlen for at bade min Salty Finn. Vandet var helt blik, og der var ingen vind. Et eller andet rørte sig derude i disen. En skarv, men længere ude. Lidt senere var der en svag bevægelse derude igen. Et par kast senere var den god nok. En fisk fulgte efter fluen, og da jeg løftede stangen for at sætte bevægelse i fluen, huggede fisken. Det viste sig at være en undermåler, som nænsomt blev genudsat.
Udenfor det sidste sommerhus skete det. Minsandten. Hippie-Hansen i sædvanlig positur, i hurtig trav hen mod stenen. Han fik øje på min rygsæk og vendte sig om, fik kig på mig og skyndte sig så ud i vandet til sin sten. Den mand er totalt besat af det sted, joh da, Hippie-Hansens sten lever op til sit navn. Jeg fiskede lidt mere derhenad, gik så på land, tog rygsækken og gik forbi ham, rundt om træerne og tog en kop the, medens jeg kiggede ud over vandet.
Der var flere fisk, små fisk, som dovent brød vandoverfladen tæt på mig, medens jeg stod derude. Og de huggede på fluen, men forsigtigt og de fleste heldigvis uden at blive kroget. Større fisk så jeg ikke noget til, og farvede fisk så jeg heller ikke noget til. Jeg fiskede ind mod Brejning og havde en fornøjelig times tid, inden trangen til at tisse blev for stor. Jeg vadede ind. Hippie-Hansen var forduftet igen, min woodoo-dukke har alligevel ikke mistet al sin kraft. Jeg stoppede kort efter, ikke af lyst eller ulyst, men arbejdet kaldte, så desværre måtte jeg hjem - alt for tidligt sådan en lun vinterdag.
Michael i en stime. Lørdag 10. december. Kl. otte mødtes jeg med Michael Møller ude ved Brejning Hoved, der havde været nattefrost, men temperaturen var nu steget til omkring nul, da vi fik kaffe og rundstykke. Nede ved bænken fik vi kigget på vandet gennem morgendisen, og Michael så som den første, at der var drivis, og der kom mere, meget mere faktisk. Jeg opgave at stå på revlen, da jeg så mængden af drivende isflager, som skubben en flok fugle, bl. a. svaner, foran sig længere ude. Michael stod henne ved Hippie-Hansens sten, og han havde mærket fisk flere gange.
Vi fik en kop the og kaffe, fik snakket med Kaj, som kom hen for at hilse på. Han kunne fortælle, at alt det sand, som den sidste tid var kommet op på stranden, kom fra havneudvidelsen i Brejning, hvorfra man sejlede det opgravede sand i en pram, som dumpede sandet tæt på land. Ikke sært at der lå et tykt lag sand her, hvor der før var sten. Bundforholdende havde også ændret, lerbunden neden for skrænten var nu dækket af sand, og bunddækket af glatte sten med blæretang lidt længere henne var også ødelagt og var nu sandbund med spredte sten og kun ganske lidt tang. Det er utroligt, hvis det kan være tilladt at ødelægge bunden på et sårbart sted som her.
Efter pausen gik jeg forbi skrænten, og ud for den store sten var der et par hug, men fisken slog sig selv fri. Michael kaldte, der var fast fisk, en genudsætter. Lidt efter var den gal igen. Også en genudsætter. Jeg gik tilbage til bænken, lagde mit grej og vadede ud til ham. Dette ustyrlige menneske nuppede endnu to undermålere, medens jeg stod derude. Efter en kop the gik jeg hen til stensætningen og fiskede hen mod stenen. Michael fik end nu et par stykker, og jeg måtte nøjes med en enkelt, også undermåler, som må være smuttet mellem benene på ham - ellers havde han vel fanget den også! Selv om de var for små, så var det sjovt at løbe ind i en stime blankfisk, og der kunne lige så vel være en stor iblandt dem. En herlig formiddag.
Brejning Hoved - farvel du? Mandag 19. december. Jeg har mailet til Vejle Amt med spørgsmål om lovligheden af at dumpe så meget sand tæt på kysten, at kyststrækningen ødelægges, fordi sandet dækker alt og kvæler alt. Jeg har fået svar fra Torben Vang, som er marinegeolog ved amtet, og der er ikke noget at gøre. Man har valgt at give tilladelse uden hensyntagen til de naturværdier, som bliver ødelagt, og der er intet, vi kan gøre ved det. Den varierende vanddybde er væk, stenene på strandbredden er nogle steder dækket af et tykt lag sand, stenene i vandet er dækket af sand, al den meget blæretang er dækket af sand, muslingebanken er dækket af sand - alt er kvalt i sand - og vi kan intet gøre ved det! For ikke at nævne småkravl og fisk.
Det er beskæmmende, at naturen skal lades i stikken, fordi man ikke vil give påbud om at dumpe sandet længere ude i fjorden.
Farvel 2005. Onsdag 28. december. Med en vejrudsigt, der lover hård vind, snestorm og andre uhyrligheder kan jeg godt pakke sammen for i år, det bliver nok ikke til flere fisketure.
Det er tiden at se bagud, og 2005 er endnu et år, jeg vil huske med glæde og tilfredshed, hvis jeg skal se på årets oplevelser, årets fisketure - og fangsterne for den sags skyld - det har været et år med fine oplevelser og mange glæder, et år hvor jeg har lært en række nye fiskevenner at kende, og det vejer tungt.