Oktober

Lavvande. Lørdag 1. oktober. Ved halv ottetiden lørdag morgen holdt jeg ved Borgmesteren. Nu havde jeg nogle gange haft fat i de større uden at få dem på land, så i dag måtte det lykkes. Det var lavvande, blæst og regnvejr, og jeg startede med at vade ud på revlen ved nedgangen, og jeg kunne komme længere end normalt og var et godt stykke forbi broen, inden jeg vendte om. Salty Finn narrede en undermåler, men den store var hurtigere til at spytte fluen ud, end jeg var med modhugget. Væk var den i alt fald.
Jeg gik hen midt på stykket og drak en kop te, en god undskyldning for den varmende rom, og medens jeg stod der, kom to tyskere gående med hver sin store stangtaske og masser af oppakning, på vej ud til pynten viste det sig. Indtil da havde jeg været helt alene. Jeg vadede ud i fiolinerne og begyndte at fiske ud af, var så langt ude, at jeg kunne kaste ud til revlen, da ryg- og halefinne fra en større fisk roligt gled forbi mig i overfladen, mindre end ti meter fra mig. Og den tog fluen, men gik direkte i grøden og slap fri.
Noget fra kunne jeg se to vadende fiskere, og den ene fik en undermålere, som blev genudsat. Det var en del af en sjællandsk sjak, som havde lejet sommerhus og var på tur herovre. Vinden havde flyttet dem til denne side, og de fire af havde valgt Borgmesteren. Midt på kunne man komme helt ud på revlen, og det forblev lavvande hele dagen, så vadefiskeriet gav glimrende mulighed for at se badekarret fra den anden side. Og fiskene var på begge sider. Medens jeg stod på revlen, fik en anden fisker hug på indersiden, men tabte fisken, som ellesr var ret pæn. Dagen gik, og oktober startede, som september sluttede - med undermålere.

Tyskerne har besat os. Søndag 2. oktober. Jeg greb chancen lige efter tennis for at komme til Brejning Hoved, men her holdt to tyske biler, det betød mindst fire mand på pladsen, og så var det håbløst. Der er lidt træls med den tyske invasion, da de meget tit ikke respekterer mindstemål og fredning.
Kørte derfor til Borgmesteren, hvor der allerede holdt tre biler, jeg kunne se, at Finn var blevet færdig med at skifte tandrem, for han var der også. Startede lige på den anden side af broen og fiskede udad. Det var ved at ved at blive halvsent, og solen var ved at gå ned. En spinnefisker stod på broen og kastede, da jeg gik hjem i solnedgangen.
Fiskene sprang ind i mellem, men jeg havde kun tre hug, to ved det røde sommerhus og et lidt inde i vigen. Det var mørkt, da jeg gik hjem. Finn var der stadig og fiskede ud for nedgangen, og de huggede pænt, sagde han, men jeg kørte nu alligevel hjemover.

Borgmesteren stak mig en flad. Tirsdag 4. oktober. Det tegnede til at blive en god aften, da jeg kom ud til fjorden, vandet var okay, vinden var okay, og enkelte fisk sprang, en pæn fisk endog lidt til højre for stenen ved det flade stykke, hvor man somme tider kan komme ud til revlen.

En rødpætte tog fluen

fisken var kroget solidt

Jeg vadede forsigtigt ud og kastede til den, men uden resultat. Et stykke tid senere vendte jeg tilbage til stedet og prøvede igen. Fluen satte sig på et tidspunkt i fiolinerne, og jeg trak den roligt fri, i øjeblikket efter kom der et hug, men det var en mærkelig fisk at tage hjem, og forklaringen kom, da en rødspætte kom op til overfladen, fed og flot, så den blev aflivet og senere flået inde på stranden. Finn havde godt undret sig lidt over, hvad jeg lavde, da han ikke kunne undgå at høre mig flå fisken. Han kunne fortælle, at han den foregående formiddag havde haft et helt fantastisk fiskeri med fisk på 65, 55 og 48 cm. Herligt. Det er ham vel undt, han arbejder på det og fortjener det.

Sikke et trekløver

Til lykke Finn, det var velfortjent

Revet, både jeg og fiskene holdt ferie. Onsdag 5. oktober. Vinden stod i øst, ret svag, og det var et forrygende flot vejr, med høj himmel, sol og temperaturer op mod de tyve grader- den helt rigtige dag at holde ferie. Ved 10-tiden var bilen pakket, og jeg kørte til Wedellsborg, fik cyklen læsset og kom ud til stranden. En skuffelse at se, at der praktisk taget ikke var strøm hen over revet, og det betød også, at fiskeriet var elendigt. En lille undermåler på 20-25 cm sprang mange gange langs revet, men det var også det eneste tegn på fiskeliv. Ved halv to-tiden pakkede jeg sammen og kørte hjemover, dog kun til Borgmesteren. Her havde østenvinden dog hvirvlet leret op, så vandet var brunt hele kastelængden ud, og jeg stoppede efter en lille times tid og kørte hjemad. Finn var på vej udad og lokkede med, at fiskene tit bed villigt, når vandet var grumset, men nej, jeg kørte hjem.
Ida spiste rødspætten og efterlyste flere. Den smagte pragtfuldt, skulle jeg hilse og sige.

Det gavner ikke selvtilliden. Søndag 9. oktober. Vejrprofeterne havde lovet sydlig, frisk vind og regn, så der blev lavet havearbejde lørdag, hvor vejret var til det, og satset på fisketur søndag, hvor man kunne klæde sig på efter vejret. Borgmesteren skulle levere fiskene, men vidste det åbenbart ikke, da det blev to en halv times resultatløst fiskeri, inden vinden var frisket op i vest, og jeg forlod stedet for at køre til Brejning Hoved. Her havde vinden lagt sig, og jeg tog et træk på revlen. En enkelt pæn fisk sprang inden for kastevidde, men den ville ikke have fluerne, små eller store, lyse eller mørke, og der var ikke et hug helt hen til skuret. Så kørte jeg hjem, spekulerende på årsagerne til den manglende succes, og det gavner jo ikke selvtilliden, at der kan gå to uger uden fisk over målet.

Ulovlige garn - igen. Onsdag 12. oktober. En hurtig tur til Brejning Hoved lige efter tennis med en times fiskeri inden mørket - troede jeg da. Nede ved Hippie Hansens sten var sat en vager 15-20 meter fra land, men højvande gjorde, at jeg ikke kunne få fat i garnet, så det kunne tages på land. Det stod lige i den dybe rende på ydersiden af banken. Pokkers også. Det er garanteret ham fra Brejning igen.

Ærtesuppe a la carte. Torsdag 13. oktober. Afsted ved halv sekstiden til Borgmesteren. Vandet var beskidt som en tynd ærtesuppe, men alligevel sprang fiskene. En enkelt undermåler blev genudsat, inden det hele sluttede med snak. Arne var der, han havde vadet ude på revlen og haft et par gode kontakter. Finn var der, og havde haft en enkelt god kontakt. Ib var der. Plus fire andre ukendte.

En herlig eftermiddag. Fredag 14. oktober. Skyndte mig afsted fra arbejde ved frokosttid og tog til Borgmesteren. En fluefisker stod på broen og kastede. Jeg prøvede at komme ud på revlen, men der var endnu for dybt, og jeg tøffede udad. Fluefiskeren var begyndt at pakke sammen, en ung fyr, Benjamin, med held i sprøjten. En flot, flot havørred og en lidt mindre lå i vandkanten, og derudover havde han genudsat en undermåler. Vi fik en hyggelig snak, han skulle hjemad, og jeg skulle udad. Jeg ville tage et billede af fiskene, men kameraet havde igen afladet batteriet, så det lod sig desværre ikke gøre. Valgte det yderste stykke, men måtte nøjes med undermålere, som jo forfølger mig i denne tid. Vendte hjemad ved spisetid og mødte Finn, som næsten lige var kommet. Jeg ville lige til Brejning for at checke garn og lod derfor være med at skifte til landtøjet, for det kunne jo være... Garnene var væk, og jeg fiskede en times tid med et enkelt hug. En større havørred sprang ud af vandet 10 meter fra mig, og det satte gang i dikkeværket.

Wedellsborg. Søndag 16. oktober. Stod op lidt over fem, smurte madpakke, lavede te og pakkede bilen. Kvart over seks holdt jeg ved godset, fik pakket cyklen og kørte mod stranden i mørket, fasaner og vildt trak sig roligt tilbage, da jeg kom cyklende.
Da jeg stillede cyklen og havde fået waders osv. på, var solen ved at stå op. Det var en stille og kold morgen, der havde været nattefrost, et fredfyldt øjeblik i naturen.
På vej mod revet var der en bevægelse i vandet mindre end to meter fra land, en pæn fisk efter halefinnen at dømme svømmede dovent væk. Det tegnede lovende. Det var stadig halvmørkt, det var højvande og kun så meget vind, at der var krusninger på overfladen.
Den første tur ud ad revet var lovende. En lille ørred i andet kast, en lidt større ørred i femte kast, og endnu en lidt længere ude. Tre undermålere på første tur. Næste tur gav endnu to.
Da solen var fri af horisonten, stoppede det, og de næste tre timer var der ikke et hug. Sådan kan det gå. Om det er et tilfælde, ved jeg ikke, men endnu en gang kunne jeg konstatere, at høj vandstand og ringe strøm åbenbart giver et dårligt fiskeri. Vandet var faldende, men vandstanden var så høj, at de to store sten stadig var dækket af vand, og strømhastigheden var så lille, at der ikke var meget drift i fluen. Om morgenen var der en fin strømhastighed.

Sidste dag med godt vejr. Onsdag 19. oktober. Ifølge metereologerne er det slut med Indian Summer fra i morgen, men nu har det også varet hele måneden. Kørte til Lille Afrika og var derude lidt før seks. Min ven fuldmånen lyste op, men det så lidt lusket ud dernede, meget lavvandet, større bølger som med kraftigt slog op på stranden, og en jævn østenvind. Jeg vadede ud, konstaterede at det drev med skidt, at vandet var uklart, og vadede på land. Så kunne det blive to dage i træk med rundstykker i stedet for fisk. Hjemme lidt over syv.
En hurtig til Borgmesteren. Fredag 21. oktober. Stoppede med at arbejdeførst på eftermiddagen og kørte til Borgmesteren. Jeg var helt alene - besynderligt - startede ved første pynt og fiskede udad.
En farvet hun på ca. 50 cm blev genudsat, nænsomt, med ønsket om uskadt at nå op i åen. En af de store tog fluen, men var desværre kun på ganske kort tid, inden den slap fri.
Resten af turen begivendhedsløs. Interessant nok fordi man skulle tro, at alle betingelser for et godt fiskeri var opfyldt, men et eller andet må jo have gjort, at fiskene ikke ville tage fluen. Vandet var rent og klart, vandstanden svagt stigende, og en jævn vind krusede overfladen, så fiskene kunne være usete fra luften. Enkelte småfisk sprang, men derudover var intet at se.
Man skal være glad for det man har fået, og ikke ærgre sig over de fisk, man ikke har fået. Man skal nærmest være lykkelig, når stang og hjul faldt ned på asfalten fra bilens tag uden at gå i stykker.

Fællestur til Fællesstykket

Der er altid meget snak, når vi mødes

Fællesturen. Lørdag 22. oktober. Vi skulle mødes kl. 10 på Fællesstykket, men jeg havde jo et bekendtskab fra dagen før, som jeg gerne ville genopfriske, så da det var ved at lysne, holdt jeg ved Borgmesteren. En anden var der allerede og var ved at rigge til, da jeg parkede, og han forsvandt hurtigt ned til stranden. Da jeg kom derned, stod han allerede ved pynten, hvor jeg tabte den store, så jeg gik længere ud. Fiskede helt ud til stenhøfderne, et par undermålere var alt, men jeg så dog store fisk springe langt, langt ude.
Lidt i ti holdt jeg der så, ved Fællesstykket, og der var allerede kommet en del. Vi fik hilst på hinanden, og det var rart at få sat ansigter på. En halv snes stykker var vi vel. Det var stadig dårligt vejr med regn og blæst, men det forhindrede ikke, at vi fik en hyggelig dag ud af det. Du kan læse Michaels beretning på www.fluefiskersiden.dk om turen.
Fiskemæssigt var der ikke noget at juble over, så vi aftalte midt på eftermiddagen, at vi var nødt til at lave endnu en fællestur i år.

En hidsig, lille fyr. Torsdag 27. oktober. Geografien er kommet på plads. Hvad jeg tidligere har kaldt Lille Afrika er helt forkert, da dette område starter ved pynten ind til Brejning-bugten og går over til skoven. Vognkær Enge har jeg fejlagtigt også kaldt Lille Afrika, som jeg er blevet det fortalt, men det er nu korrigeret til at gå fra fiskerhuset og ud til pynten, hvor Lille Afrika starter. Ret mig, hvis det stadig er forkert.
Tog til Vognkær Enge henad kl. 17, og der stod en jævn sydøstlig vind derude. Havde et hug på Salty Finn i et af de første kast, men missede. Havde yderligere et par hug inden jeg fik en lille hidsig fyr, som huggede vildt på fluen, og den endte i posen. Et par fisk var lige under overfladen, men ville ikke noget. Da jeg vadede i land i mørkningen, hørte jeg noget bag mig, og da jeg vendte mig, var der en stor hvirvel små tre meter fra mig. Det må have været en fisk af de større, efter hvrvlen at dømme. Men fluen var sat i stangen, og jeg afholdt mig fra at kaste igen. Den fik lov til at stå over.

Nok en håndfuld. Fredag 28. oktober. Først på eftermiddagen holdt jeg ved Borgmesteren. Vandet var som kaffe med fløde, og jeg kørte igen uden at fiske. Hen til Vognkær Enge hvor jeg riggede til med en rørflue. Jeg fik i det faldende vand og en frisk sydøstenvind affisket et godt stykke fra revlen, men det blev kun til en håndfuld undermålere. I morgen er der lovet sydlig og svagere vind, så det tyder på en dejlig da.

Frem og tilbage. Lørdag 29. oktober. Midt på formiddagen holdt jeg ved Borgmesteren, fik rigget til og gik ned til stranden. Det var stadig lidt grumset, men ikke så meget som dagen før. Arne og en fiskeven kom, og ville på revlen. Jeg gik helt ud til pynten og fiskede indad. Der stod en doven sø med store flade, kraftfulde bølger, og jeg stoppede hurtigt fiskeriet. Der var fisk at se, men langt ude.
Kørte til Borgmesteren, hvor Finn også var dukket op. Jeg fiskede fra røret og indad, men uden resultat. Det hele var ellers næsten perfekt, rolig vind, klart vand med temperatur på 13 grader, en udgående svag strøm, og når man kiuggede ned i vandet, kunne man se masser af fødeemner. Sandkutlingerne svømmede roligt omkring støvlerne, lå på bunden, og der var mange af dem. Rejer og krebsdyr i tangen, og ander småfisk i vandet. Hvad kunne man forlange mere? Finn og jeg fik en hyggelig snak, medens jeg spiste frokost. Han skulle tidligt hjem og ville derfor ikke have noget. Men skæbnen indhentede ham! Da vi fiskede videre, ankom hans kone med madpakke og øl, til ham altså, og der var dømt familiehygge et stykke tid på strandbredden. Smukt træk. Jeg håber, at han har købt blomster til hende, for det har du da vist fortjent.
Fællesstykket ville ikke kaste fisk af sig, og midt på eftermiddagen kørte vi tilbage til Borgmesteren. Her ankom Jørgen og Michael, og det gav lidt snak og pjank, inden vi kom i gang jmed at fiske. Jørgen stoppede ved den første pynt, hvor der stod en metalfisker, Michael fortsatte helt ud forbi stensætningen, Finn midt på ved stenen, og jeg lidt længere ude. Bølgerne havde lagt sig, og vandet var blevet meget mindre beskidt, men fiskene ville stadig ikke noget. Vi så dem, Finn havde kontakt med en af de store, men der kom ingen på land. Sådan sluttede oktober i fiskeløs idyl.