September
Afstresning. Søndag 4. september Det var rart at pakke flyderingen i bilen og køre til stranden efter at have været på arbejde på Lolland-Falster. En svag østlig vind var okay ved Lille Afrika, selv om bølgerne var pænt kraftige til flyderingen, men den er forbløffende stabil og glider af på det hele.
Der var ikke så længe til solnedgangen, så tidspunktet var fint, men jeg så ikke en eneste fisk og havde ikke et hug. Da solen gik ned, lagde vinden sig, og bølgerne fladede ud, så det tegnede til at blive en perfekt aften, og det var hensigten at blive en time eller to, medens det var mørkt - i håbet om at fiskene så ville komme ind under land.
Sandsynligvis er vandet stadig for varmt. Da solen var væk, begyndte disen at komme, så var det sikrere at gå i land. Sikkerhed frem for alt.
Flagermus om ørerne. Mandag 5. september. Jeg aftalte med Ida, at når jeg kom i land, ville jeg køre til Børkop og flytte hjem til vinterhuset fra i dag, så det var noget af en mærkedag :-). Nu må det være slut med at bo alene i sommerhuset. Jeg så den igen, den store, springe langt ude, og hen under mørkningen sprang flere fisk, men bortset fra et svagt hug var der intet på muslingebanken. Det undrede mig lidt, at jeg var alene herude, da Hippie-Hansen ikke har været til at holde væk, siden han så den store springe.
Henne under skrænten, mit favoritsted i mørket, havde jeg et par svage hug, men ellers intet. Vinden lagde sig, og det blev havblik. Flagermusene havde travlt, og de kom susende fra alle sider. Man dukker sig uvilkårligt, når de kommer tæt på, men de flyver elegant udenom i en lynende fart. Et gammelt ord siger, at vil man dyrke havørredfiskeri i sommernatten, skal man vente med at kaste, indtil flagermusene er fremme. Først da vil havørreden hugge. Men det er vist sagt om å-fiskeriet. Nogle få, små fisk sprang tæt under land, men forsvandt sammen med vinden, og det blev havblik.
 Roerne holder pause |
 Hippie-Hansens sten |
Han kom, han stod og han gik. Tirsdag 6. september. Det var uimodståeligt, jeg måtte derud igen, det kunne jo blive mig, der fik den store, og tredje gang måtte den da blive hængende. Jeg fiskede fra Hippie-Hansens sten og hen mod sommerhusene, havde en lille på, et enkelt hug derudover, men ellers intet. Jeg gik op til bilen for at få noget at drikke, og der kom han, Hippe-Hansen, med stormskridt mod vandet.
Da jeg kom ned igen, stod han der, ud for stenen, da jeg fiskede langs skrænten, stod han der, da jeg gik hjem, stod han der, da jeg pakkede sammen, gik han også hjem. Jeg kan ikke lade være med at more mig over ham, men er samtidig også lidt irriteret over, at han fast beslaglægger pladsen, da der lidt ved siden af banken, er en god standplads, hvor han blot skræmmer fiskene væk ved at stå der.
Jeg havde en lille på derhenne, men blev det havblik, og jeg kørte hjem, fordi kun få, små fisk var at se.
Minsandten - ham igen. Onsdag 7. september. Jeg tog derud et par timer før solnedgangen og fiskede fra høfden hen mod skrænten, da Hippie-Hansen kom drønende ned ad stien, hen til stenen og ud i vandet. Alt var ved det gamle.
Jeg rullede linen ind, gik på land og forbi ham. Det var stadig lyst, men et par fisk sprang, dog uden at de ville noget med fluen. Der var ikke et hug på de sædvanlige pladser. Jeg gik længere hen mod Brejning, og ved de store sten kom et enkelt hug. Det blev også alt. På tilbagevejen fik jeg en lille snak med en bådfuld roere, som holdt spisepause tæt under land.
Men hvor var Hippie-Hansen? Stenen var forladt. Nej, nej, da jeg nærmede mig, rejste han sig fra bænken og vadede skyndsomst ud i vandet. Jeg kørte hjem. Synet af ham kan da blive for meget.
Jeg kom først. Torsdag 8. september. Og nu skulle Hippie-Hansen drilles. Jeg vadede ud til hans sten, og der ville jeg blive stående, indtil det var mørkt - ikke fordi, det var bedre at fiske her, men kun for at irritere ham. Og hvad skete der? Ikke en disse, for han kom slet ikke.
Vejret havde ændret sig fra det sydøstlige med havblik ved mørket til en hårdere sydvestlig vind med større bølger, og vinden blev stående i skumringen. Fiskene sprang, som de plejede, men ingen ville tage fluen. Lad os nu få noget koldere vand!
Farvel du kære fjord. Arbejdsplaget med stævner hele weekenden vil jeg overlade arenaen til Hippie-Hansen, uden dog at ønske det bedste for ham.
Vejrskifte. Mandag 12. september. En jævn til frisk nordvestenvind har pisket bølgerne op i fjorden, og overfladen var fyldt med drivende tang og skumstriber/skidtstriber fra vinden, da jeg kom til Brejning hoved ved syvtiden, og de fleste kast gav drivtang på fluen. Alligevel sprang flere fisk. Henne under skrænten var der lidt mere læ for vinden, men her var fiskene heller ikke til at komme i kontakt med.
Ved mørkningen lagde vinden sig noget, og jeg gik tilbage til høfderne for at prøve her igen. Langt ude fik jeg fast fisk, sådan da, forden blev ved med at rulle i overfladen og forsvandt, da den plaudselig tog retning imod mig. Men positivt at der omsider var fisk.
Og Hippie-Hansen glimrede ved sit farvær.
Jubiii - min voodoo-dukke virker. Tirsdag 13. sepember. Brejning Hoved ved firetiden. En meget svag sydvestlig vind gjorde vandet lnagt mere indbydende end dagen før, og det kunne blive en god dag. Jeg startede ved høfderne og fiskede mod skrænten. Pludseligt sprang en stor fisk, ca. på de 60 cm, mindre end ti meter fra mig, og det satte gang i dikkeværket, men den var selvfølgelig ikke til at fange. De seneste tre uger har fiskene cruiset rundt, har sprunget, men har ikke villet tage noget. Med så meget fiskeri kan det på tre ikke passe, at jeg ikke har ramt fiskenes rute, men hugge har de ikke villet.
Henne under skrænten sprang en mindre fisk, men heller ikke her gav det hug, og efter to en halv time uden hug kørte jeg hjem. Det var køligt i højvandet med waders, der ikke kunne holde vandet ude. Alle disse dyre åndbare waders er sikkert designet til elvfiskeri, hvor man står i vand til knæene, for de er i alt fald ikke tætte, når man vader i navledybde, og jeg tror ikke, at jeg bare igen er uheldig med mine dyre Loop-waders.
Woodoo-dukken? Jo Hippie-Hansen er her heller ikke i dag. Måske virker min woodoo-dukke, og han sidder derhjemme med ondt i kastearmen, så han ikke kan fiske.
Nordvestentang. Torsdag 15. september. Tog ud et par timer til Brejning Hoved omkring solnedgang, men en frisk nordvestenvind havde malet bølgerne brune, og der var fyldt med drivende tang. Henne under skrænten var det lidt bedre, men små to timer uden hug er der ikke meget ved.
 Revet på Wedellsborg er altid værd at besøge |
 Gloria Hebron i underlig belysning |
Da jeg kom stod vinden i nord, og det var sikkert, at den ville gå mod nord vest. Det var højvande og et fint efterårsvejr. Jeg kunne med mellemrum se marsvin både længere ude og inde omkring revet, og et par stykker gik forbi på få meters afstand. På anden tur derud kom et kraftigt hug, og jeg kunne efter en herlig fight, dog uden megen dramatik, nette en havørred omkring 60 cm, slank som en laks, men uden diskussion en havørred. En hun med rogndannelse viste det sig at være.
Ved 16:30-tiden gik vinden i nordvest og tiltog, og det begyndte at regne. Jeg havde en løs aftale med Erik, pakkede derfor sammen og cyklede ud til bilen i regn og blæst. Desværre meldte Erik forfald på vejen hjem, og jeg besluttede at btage til hovedet i stedet.
Brejning Hoved. Fredag 16. september. Vinden var en frisk nordvest til nord, og kastene lå fladt udad langs stranden i de brune bølger.
Det var et underligt syn, vand og himmel var i en forvansket farve, og hvor underligt det end må lyde, så er farverne på billedet vellignende, som de var det derude. Hvad, man ikke kan se, er, at til venstre for regnbuen var der endnu en regnbue, men så kunne jeg ikke også få præstens skib med på billedet - det gode skib Gloria Hebron.
Ved solnedgangen lagde vinden sig, men der var stadig meget drivende tang. Et par fisk sprang langt ude på den anden side af revlen, og det gav for en stund gnisten tilbage, men det kom aldrig gang i fiskeriet, og jeg kørte derfra uden kontakt med de finnede.
Lænestolsfiskeri. Lørdag 17. september var vejret igen utroligt flot, og næsten ikke en vind rørte sig. Først tog jeg en kigger ved hovedet, men der var ikke tegn på liv, og så besluttede jeg at hente flyderingen i sommerhuset.
Da jeg kom ud til shelteret ved Lille Afrika, holdt der en bil, og to fluefiskere var vadende på vej ud mod pynten. Der er ganske vist fredning nu, men der går ingen fisk op i Made-bækken på denne side af november, dels er udløbet som altid spærret af tang, og dels er bækken knap vandførende til en hundestejle, så rationelt set er der ingen grund til fredning nu.
Rosendvold holdt stævne, men led under den manglende vind, en sejlads blev skudt af, men det lykkedes dog til sidst at gennemføre en enkelt, medens jeg var der.
Jeg startede med at sejle langt ind i bugten, men gik hurtigt ud mod pynten og havde nær sejlet helt hen til den ene af fiskerne. Sådan kan det gå med ryggen til.
Han råbte mig an og spurgte, om jeg havde skubbet flere både fri siden sidst. Det var ham, der sammen med hans tre venner, hjalp til med at søsætte den strandede speedbåd først på sommeren, da vi måtte ringe efter hjælp fra Jens, som kom med hans båd og fik trukket den strande båd ud. Det var hyggeligt at møde dem igen. Fjolset, som man kan være, glemt jeg selvfølgelig at spørge om, hvad de hedder. Nå, men det må jeg huske næste gang. Måske vil han maile det til mig, hvis han læser dette.
Og hvad skete der? Joh, der kom mail:
Hej Georg, det med at være et fjols, det skal du ikke tage så tungt det sker også for os andre,vi biver jo gamle alle sammen og mister noget oppe under kasketten.
Jeg kan oplyse vores navne er Keld og Finn og vi bor i Århus området.
MVH. Keld
En hurtig time på pynten. Søndag 18. september. På vej ned til somerhuset sidst på eftermiddagen for at pakke flyderingen sammen efter, at den havde hængt til tørre, kørte jeg ned til pynten ved Lille Afrika. Vinden stod i vest, og det var ve at blive lavvandet. Inden fro den første 10 kast var der hug, en lille en som smuttede af i ålegræsset, og på den næste 100 meter var der endnu en fast fisk og flere hug, men alle småfisk.
Børnehaven. Mandag 19. september. Der var godt to timer til fiskeri, iden den stod på tennis med Ida, og jeg kørte til Brejning Hoved. Med mellemrum var der springende fisk, men alle undermålere eller tæt på. Vind var der ikke noget af, men vimplen kunne ind i mellem vise, at den skulle være kommet fra sydvest. Det var næsten havblik, men blide bølger og spredt vindkrusning. Et enkelt hug hen mod Hippie-Hansens sten. Kaj kom ned for at snakke, og to andre fiskere kom. For sjov råbte jeg til dem, om de ikke kunne se, at der var optaget. Det kunne de og tog det som en spøg. Da jeg kom efter forlod stedet og gik forbi sommerhusene, blev stenen med det samme optaget. Joh - der er noget dragende ved den.
Ude på revlen var der også springende fisk, små fisk, men fiskeriet var vanskeligt på grund af det høje ålegræs, så dte blev ikke til noget denne dag. Men spøjst at det har ændret sig, siden vandtemperaturen er faldet. Væk er de store springende fisk, og kun de små er tilsyneladende tilbage. Nå, det skal nu nok ændre sig. Vi får se på onsdag, om det stadig kun er en børnehave.
Lille afrika. Onsdag 21. september. Vinden var skæv, og jeg kørte først til Brejning Hoved, men forlod det efter en halv time for at køre til Lille Afrika, hvor vinden stod lidt bedre ved pynten - selv om det ikke var meget. Mine waders bliver stadig mere utætte bukserne hurtigere våde. Det var højvande, og der var et enkelt hug, men ellers intet. Nu er det bare at vente, indtil jeg får tid i næste uge.
Nye waders - juhuuu. Mandag 26. september. En hurtig tur til Århus for at hente et pr Simms-neoprener hos Petermann Fishing. Det er ved at være for koldt til at gå rundt i våde bukser. En hurtig afprøvning ved Lille Afrika. Joh, de er gode nok. Det specielle er, at de ikke er samlet i skridtet, men på lårene, og det burde gøre, at de ikke bliver utætte af det kendte problem med, at når bukserne er presset sammen af vandtrykket, så kan de ikke holde til, at man tager et langt skridt - i det lange løb.
Borgmesteren. Tirsdag 27. september. En hård weekend med arbejde til langt ud på aftenen skal kompenseres med et par fridage, og i dag arbejdede jeg hjemme indtil frokost, hvorefter jeg kørte til Brejning Hoved. Her stod ørredgarn i flere hundrede meters længde på revlen fra skuret og rundt om hovedet. Gid fanden havde dem, de bidrager ikke med en krone til vedligeholdelse af bestanden, men tyvfisker hvor de kan. Det er igen ham fra Brejning i den hvide båd med indenbordsmotoren
 Ole |
 Finn |
Jeg kørte ud til Fællesstykket, kiggede lidt og fortsatte til Borgmesteren. Her var der godt fyldt op med biler, og det lignede nærmest en fiskekonkurrence, da jeg kom derned. Fik allerede på parkeringspladsen nogle tips af en, der kom samtidigt med mig, og nede på stranden mødte jeg et par stykker, den ene med hund - det er tilsyneladende trendy her - og han, Hans, havde en havørred på 62 cm i posen. Vi fik en god snak, inden jeg vadede ud for at fiske.
Der var springende fisk, og det så godt ud. Jeg fisk et kraftigt hug og havde kort varigt fisken på, men så den ikke, og så var den væk igen. Havde også en medløber, som vendte tæt på mig.
Fik en snak med med Ole og Lars (var det sådan), som holdt pause sammen. Begge havde hund med, og det fungerede meget fint, sagde de, og hundene elskede det.
Med lavvandet stoppede fiskene. Regnen kom, men satte heller ikke gang i det.
Henad seks-tiden stoppede jeg og gik hjemover. Fik en snak med Arne, der havde fisket langt ude på revlen. Han havde tabt et par pæne fisk. medens vi stod ved broen. kom Ib hen til os og spurgte mig drillende, om jeg havde forladt Lille Afrika, hvor jeg ellers altid var. Og det havde jeg jo. Borgmesteren var et positivt bekendtskab, og jeg kommer snart tilbage.
Hans har været der. Onsdag 28. september. Kørte til Fællestykket først på eftermiddagen og fiskede hen til udløbet, men havde skidt på det meste af tiden. Fortsatte derfor til Borgmesteren, hvor Hans var på vej hjem. Med to fisk i posen. Helt ufortjent selvfølgelig. Ole kom også forbi på vej hjem. Det skyldes nok regnvejret, som kom kort efter, endda med lidt torden.
Begyndte fiskeriet lidt efter broen, og fik snart en undermåler, som jeg tabte ned i linekurven, hvor den fik snoet skydelinen til en sammenfiltret klump. Det tog lang tid at få det viklet fra hinanden igen. Fik kort efter et kraftigt hug på kort line, og sekunder efter sprang en stor fisk, 60+, ud af vandet og forsvandt i et plask. Det blev også det sidste hug.
Vandet blev mere og mere beskidt, og til sidst pakkede jeg sammen og kørte til Brejning Hoved ved seks-tiden. Her var vandet klart, men vinden forsvandt, og det blev havblik. Ikke et hug.
 PH - Poul Henning |
 Arne |
Sikke en dejlig dag. Torsdag 29. september. Arbejdede hjemme fra tidligt til henad ti og kørte så til Borgmesteren, hvor der allerede holdt flere biler, deriblandt en tysker. Mødte Poul Henning, eller PH som han kaldes af venner, og vi fik en hyggelig sludder. Nu er det ved at være for koldt til at stå i tynde skridtstøvler, sagde han, og det må jeg give ham ret i. Formiddagen gav kun nogle få, forsigtige hug, og efter et par timer gik jeg tilbage til nedgangen og ud på revlen. Den store sprang et par gange, men var langt uden for rækkevidde. Derefter hjemme nogle timer for at arbejde og lige aflevere en fødsdagsbuket til Bodil, pap-svigermor.
Sidst på eftermiddagen tilbage til Borgmesteren. Jeg kunne se Arne langt ude på revlen. Fiskede fra broen og udefter. En fisk tog fluen, men slog sig fri i snerlerne. En fisk lavede en hvirvel ind i fiolinerne, fluen landede lige ved siden af i næste kast, og fisken tog fluen i en vending, men var desværre fejlkroget. Yderligere et par stykker huggede på de første 100 meter, men den store fra i går var ikke til at finde.
Arne kom gående sammen med Thomas, som dog havde travlt med at komme til fiske og derfor ikke tid til at snakke. Jeg fik dog fortalt Arne historien om Thomas og Salty Finn. Vinden, som tidligere var gået i vest, blev stående, og vandet blev lidt beskidt inde ved kanten. Det blev kun til en undermåler inden for den store, som desværre er uden for rækkevidde, men det er et flot syn, når den springer. Jeg fulgtes med Arne tilbage til bilerne i tusmørket. Sikke en dejlig dag i dag.
Farvel septembers undermålere. Fredag 30. september. Dagene går ofte anderledes end planlagt. Jeg havde forventet at tage til Århus til Petermann Fishings fødselsdag for at hilse på dem og alle de andre venner, der ville dukke op, men min kollega, Benny, meddelte, at hans flishugger var repareret, og at han om eftermiddagen ville hugge flis hos min søn. Da sønnemanden ikke kunne være hjemme, så måtte jeg jo deltage. Det gik hurtigere end forventet, og der blev tid til en aftentur til Borgmesteren. Det havde andre også fundet tid til, og der var rigelgit med fiskere derude. En stille aften, ikke den opfriskende søndenvind, som de havde lovet. Næsten som sædvanligt blev det kun til tyskermålere, du ved de fisk, som tyskerne hævder er 41 cm, men som på danske målebånd kun ville være 35 cm. Et farvel til septembers mange undermålere og alt for få over målet.