En skøn tur til Sverige

Lørdag 25. juni, godt halv syv, gik det mod Frederikshavn for at nå hurtigfærgen kl. 09:45. Efter en begivenhedsløs sejlads kørte vi ud af Göteborg ved tolv-tiden. Sverige lå øde hen på grund af midsommer-lørdagen, og vores sædvanlige indkøb i Mellerud stødte på en lukket ICA, og vi måtte vente til senere med at købe ind.
Da vi havde passeret Värmlandsporten, på vej op ad indlandsvejen, nød vi det svenske landskab, med sine store skove og fine udsigter. Jeg bliver aldrig træt af at se på det, og Erik kan heldigvis også nyde det, og det var en skøn køretur. Forbi Sälen og andre skisportssteder, til Särna, Idre og endelig Foskros henad otte.
Roland Svensson havde gæster med et par kartonner vin på bordet, stemningen var god, men vi fik da afregnet med vores bestilte hytte. Erik havde på forhånd reserveret tre dage, og det købte vi fiskekort til.
Hytten lå godt, vi fik pakket ud, åbnet den første flaske rødvin og hilste på Sverige. Der skulle endnu et par flasker til at skylle rejsestøvet af, og så gik vi til køjs.

Hytten i Fiskros lå nede ved vejen

Et af Storåens smukke steder

Dagen efter, noget tung i hovedet af for meget rødvin, var jeg nede ved elven for at se på den. Der var en god vandføring, men ikke mange insekter i luften eller på vandet.
Grejet blev rigget til, og jeg begyndte fiskeriet, med tørflue og med nymfe, og det gav en del fisk, de fleste ganske små. Erik kom ned og begyndte at fiske i det stille vand, hvor fiskene ringede mere konstant, og det gav en del fisk til ham også.
Neden for Foskros og oven for den øverste fos burde der være pæne ørreder, men den største blev Eriks på godt 40 cm, taget på en opstrøms tørflue. Vi fiskede i de vadbare stykker og snakkede lidt om at skræmme fiskene. Erik mente, at de større fisk skræmmes og forsvinder, når man vader op til dem, hvorimod jeg ikke mener ikke, at det betyder så meget, når man vader forsigtigt og bruger bunden og strømlæ som skjul.

Camp Storåen ved drømmesvinget

Peter klør sig - der er nok en der bider

Vi har fået en sms fra John, som fortalte, at de lå i lejr ved Storåen, og vi kørte op for at besøge dem. Der kom flere danskere til, og det viste sig efterhånden, at der lå nogle i lejr ved ruinen, og de var helt okay. Derudover havde Søren Klünder - ham der ikke kunne unde Preben Torp Jakobsen æresmedlemsskabet af Federation of Fly Fishers  - må han dratte om af skam - kursus for en gruppe, og de kom ustandseligt farende i en kortege på fire biler, ned til åen uden større hensyntagen til andre fiskere. Hele ugen havde vi "fornøjelsen" af dem.

Peter ville nedad for at fiske, og i varmen ville han afsted på New Zealandsk maner, altså uden waders. Han fandt dog vandet lidt køligt, da jeg mødte ham, hvor han var vadet over åløbet på tilbagevejen. Jeg så en enkelt god fisk på vejen ned, trådte den ud fra brinken, men ellers var det kun småfisk, der ringede forsigtigt - troede jeg, for jeg blev senere belært af John om, hvor forsigtigt de store fisk ringede, og da kunne jeg konstatere, at jeg nok var gået forbi mange store fisk både i år og de foregående år. Søørrederne ringer meget forsigtigt i det blanke vand, når de stiger til en flue, kun en lille ring på overfladen kan ses. Fisk gav det ikke noget af, men en pargtfuld tur var det.

Vi fandt et fint stykke Storå neden for Foskros, neden for en ø og oven for et stryg, hvor vi fiskede om aftenen. Bedst som vi stod i elven, kom tre andre fiskere stormende ned til elven, en vadede ud bag mig, en anden foran Erik, og begyndte at fiske. Vi tabte lysten, vadede ind og gik op til bilen. Det var svenskere, og det så nærmest ud som, vi havde taget deres plads. Nå, hvad pokker, det var blevet sidst på aftenen, og der ventede god rødvin i hytten.

Det lille udløb i Hällsjöen	Det store udløb med opgang af søørred
Bæverne har gnavet mange træer over inde i skoven	Resterne af bæverbyggeriet
En pigefisker - et sjældent syn	Små hytter i Alvdalen - de havde også endnu mindre

Vi kørte op ad vejen mod Tännas, så på elven, blæst, ingen insekter, så vi kørte retur. Vi fulgte Grövlan fra Idre op til Grövelsjöen, uden dog at finde bedre fiskeri. Men vi fik set en masse skøn natur. Det er et eller andet ved den naturen heroppe, som jeg ladrig bliver træt af at se på. Træer, træer , træer og dog er alle forskellige, farve, størrelse og facon, hele tiden forandreligt og dragende, hele tiden får man øje for nye facetter, for nye oplevelser.

Grov harr var, hvad Erik gerne ville se, og vi kørte over Tännas og Hede mod Veman, hvor der skulle være kapitale stallinger. Vi forespurgte om fiskeri og stugor i fiskecentrum, og vi endte med et dagkort. Ifølge korte skulle elven løbe tæt op ad vejen, men der var stort set ingen steder, hvor vi kunne se elven, og næsten alle steder endte stikvejene i private bebyggelser. De anvisninger, vi fik i fiskecentrum, var ikke til megen nytte, men vi fandt dog til sidst ned til elven, og misandten om der ikke stod en pige-fluefisker, et sjældent syn, og hendes ven var lige rundt om svinget. Vi riggede til og prøvede i den stride blæst. Der var masser af småstallinger, men ingen af de store.

Vi kørte opstrøms igen, fik set på Veman et andet sted, og endte med at køre mod âlvdalen for at se på forholdene der. På campingpladsen prøvede de først at lokke os til at leje en teltstuga, som er en hytteparodi, et tag med to klap-ned senge, hverken bord eller noget. Da jeg afleverede nøglen og afviste, havde de "tilfældigvis" lige fundet ud af, at der var en ledig almindelig stuga, som dog var sølle ved siden af sommerhuset i Foskros.

Østerdalselven

Der var mange steder med fine shelters

Vi kørte op langs elven og var mange gange nede for at se på lokaliteterne, men alle steder uden at se insekter og ringende fisk. Der er gjort meget for turisternes muligheder for overnatning, over en strækning på flere kilometre var der lavet primitive campingpladser med lokumsskur i skoven, shelters, bålsteder og brænde. Kørte forbi kraftværket og helt op til skydeterrænnet, tilbage igen og kørte så over mod Vesterdalselven ovre ved grænsen til Norge. Samme nedslående resultat. Mindeværdigt at vi så en trane med unger og en tjur. Et smut inde i Norge, retur, og så kørte vi tilbage til Foskros og lejede hytte til de sidste tre dage.

John figther søørreden

Genudsætning, men forgæves, så den blev hjemtaget

En aften tog John os med op til elghytten for at fiske søørred, som var trukket op fra Hällsjöen. Han vidste, hvor de stod, så vi satte os ned og ventede. Der var ikke mange insekter i luften, men omsider begyndte et par fisk at ringe, svagt og meget sporadisk. Det lignede små fisk, men John fortalte, at fiskene i det krystalklare vand tog fluerne meget forsigtigt, og jeg indså, at jeg mange gange har fejlbedømt fiskenes størrelse, nu hvor jeg fik syn for sagen. Et par timer senere var solen gået ned, og John mente, at nu var det tid. Han og jeg sneg os op på kastehold. To gange havde jeg et perfekt drev uden, at fisk reagerede på fluen. Tre gange skræmte jeg fisken, og jeg overlod den til John, som i tredje drev fik den.

John fightede fisken, landede den, målte den til 49 cm, og genudsatte den. Efter lidt kunstigt åndedræt svømmede fisken ned til bunden og blev stående. Lidt efter kæntrede den, og til sidste måtte John modvilligt fiske den op med nettet og dræbe den. Det blev dog til et fint måltid for ham og Peter med bålstegt ørred.

Tog dagen efter igen op til John ved lejren. Erik ville til Idre for at handle ind, og John og jeg gik nedstrøms, udvekslede erfaringer med fiskepladserne, snakkede lidt om ørreder og om meget andet.

Der var ikke meget at kaste til, men jeg ventede en god halv times tid på en rimelig fisk, som jeg havde skræmt i første drev. John var gået nedad, kastede til den store, jeg havde set nogle dage før, men missede, da den røg ud fra brinken for at tage fluen. En skam. Da vi kom tilbage, havde Erik taget grillkylling med til os, og det var særdeles velkomment.

Aftenturen var opstrøms op til ruinen, der var mange skønne pletter, men der var ikke en eneste ringende fisk, og vi havde ikke et eneste kast, men sådan er det, når man fisker på John og Peters måde.

Lørdag morgen pakkede vi sammen for at returnere til Danmark efter en pragtfuld uge heroppe. Som vanligt uden de store fisk, men fuldt af store oplevelser, så det har endnu en gang været en pragtfuld ferie sammen med Erik. Tak for det. Der vil blive tænkt tilbage, husket epsioder, genoplevet med levende billeder på nethinden. Som altid et af årets højdepunkter.