September

September har som altid i de senere år været præget af danmarksmesterskaber i De Danske Skytteforeninger, hvilket for mit vedkommende betyder en masse arbejde, men også hyggeligt samvær med en masse mennesker, der bruger en væsentlig del af deres fritid på deres hobby. I år var første weekend fri, men de to efterfølgende uger gik derfor hovedsageligt med arbejde.
Et par ture på fjorden blev det til. Lørdag den 2. september kunne jeg fra kajakken følge to fiskekuttere, som trawlede fjorden igennem, først indad og så udad. Et par uger senere sad jeg igen i kajakken en aften og nød synet af en anden kajaksejler i solnedgangen.

Porten for enden af skovvejen

Sømærket

Efter cykelturen ad den stenede grusvej er det skønt at se porten ud til den forjættede strand. I år har jeg for første gang set sorte fasaner på Wedellsborg, og den er god nok, fjerdragten er blåsort. Revet har ikke givet noget særligt på de seneste par ture, enkelte undermålere, men ingen fisk med størrelse på. Et par hug med saft og kraft har der været, men ingen faste fisk.

Jeg var den 12. og 22. september, og det var stranden, som begge gange fascinerede mig. På stykket fra nedgangen mod højre hen til sømærket kom jeg vadende forsigtigt på de glatte sten med blæretangen, og pludselig kom en fisk på 60-70 cm roligt svømmende forbi mig måske fem meter fra mig, jeg fulgte den med øjnene, vendrte mig, og der kom een mere i samme størrel-se og samme adstadige tempo. Nu fik jeg travlt, og jeg fik fisk, og jeg tabte stort set dem alle igen, bortset fra et par tyskere, altså dem lidt under 40. Alt blev taget ved at kaste næsten parallelt med stranden, stående i kanten af tangbæltet helt inde ved land.

På den sidste tur mødte jeg en fluefisker, som kom gående fra pynten på den anden side sømærket, og han fortalte mig om Husby Strandvej, som han anbefalede mig at prøve. Da vandet var beskidt og tangfyldt på grund af vinden pakkede jeg sammen, cyklede hen til bilen og kørte derned. Da jeg gik udad, mødte jeg ham igen, denne gang for hjemadgående, og han udpegede pynten, hvor det dybere vand begyndte, og fiskeriet startede. Jeg prøvede lidt, men fangede ikke noget.

Imellem de to ture var jeg nogle gange ved Vognkær Enge i kajakken, og det var tydeligt, at der nu var kommet en vandtemperatur, som passede havørreden, og de var et herligt fiskeri, mest undermålere, men også fryserklare fisk. Omsider!!! Det havde jeg også ventet længe på. Den friske blæst gjorde det for risikabelt at bruge kameraet, og det blæste ind i mellem så meget, at jeg end ikke kunne smide anker for at mindske afdriften. Tricket bestod i at lægge kajakken uden for ålegræsset og kaste en lille Droppen-spinner hen over tangbælterne - det kunne ørrederne ikke stå for.

Lørdag den 23. blæste en frisk til hård østenvind, og jeg fik med besvær søsat kajakken, der er en pokekrs masse sten ved broen, og sejlede i medvind og høje bølger hen til Vognkær Enge. På trods af den stærke afdrift grundet vinden, kom der alligevel en ørred på 47 cm i kajakken plus en håndfuld genudsatte undermålere.

Søndag 24. kørte jeg igen til Husby Strand, tog hele oppakningen i rygsækken og gik helt ud til pynten på ydersiden af Wedells-borg Hoved, en lang tur som dog lønnede sig. Da jeg kom derud så jeg en anden fluefisker, og vi faldt i snak, da jeg havde fået rigget til. Han var venstrehåndet, men klarede problemer med vinden ved at vende sig om og lægge kastet baglæns. Det var han bedre til end mig, men nu havde jeg jo heller ikke problemet i dag. Efter ganske få kast sad den første undermåler på fluen, og lidt senere sad en halvmeters ørred, en smuk sensommerfynbo.

Jeg havde godt set Mortens stofpose, og jeg jeg viste billedet af min fisk, åbnede han posen for 67 cm og 3,6 kg. Så fylder en halv meter ikke meget ved siden af :-). Jeg fik ham senere til at tage fisken op, så jeg kunne tage billedet af ham. Smukt syn. Tillykke og velfortjent er den. Fik dagen efter en mail fra Morten: "Nuvel, mit endelige resultat igår (udover den, du så) blev 1 stk. på 55 cm. 2 stk. på 59 cm. og så én omkring målet."

Jeg puttede et par timer senere en tro kopi af min fisk ned i termoposen, og det er en helt rar fornemmelse at trække fryseposer over fiskene fra begge ender, inden de kom på frost.

Fredag 29. var sidste fridag, om aftenen skulle Ida hentes ved toget. Jeg læssede kajakken på bilen, kørte hen til shelteret ved Lille Afrika for at slippe for sejlturen. Ud for Madebækken lå afmærkningen efter et garn, måske var der druknet et marsvin i det, var min første tanke, fordi de lå så tæt på hinanden. Jeg roede derud, og da jeg kom derhen, kunne jeg se, at garnet var fjernet, og med en kabelstrip var der påsat en plasticpose med hilsen fra Fiskerikontrollen - rart at se, at de stadig kommer!

Fiskemæssigt tog jeg turen hen til garnene midt på Vognkær Enge og fiskede tilbage mod pynten, uden for fredningsbæltet, og det var det samme som sidst. Småørreder overalt, men trods alt også et par hjembringere. Det kunne lige lade sig gøre at fiske med drivankeret ude, men der var en kraftig afdrift med udadgående vind, så det var zig-zag hele dagen.