Juli

Landsstævnet i Haderslev er omsider slut, og 14 dages hårdt arbejde er overstået, med dobbeltjob forstås - først i Haderslev ved halv otte tiden og arbejde der til sidst på eftermiddagen, derefter retur til Børkop og arbejde med at lægge dagens fotos og historier på skytternes hjemmeside om aftenen. Landsstævnet - det nåede jeg ikke at opleve....

Mandag 3. juli kørte jeg den sidste tur til Haderslev i forbindelse med oprydningen, lidt før frokost var Ida samlet op derhjemme, og så gik det mod Odense. Efter en lille fælles shoppingtur blev hun efterladt i gågadens mylder, og jeg skyndte mig tilbage til bilen for at køre til Go Fishing og købe kajak.
Mit held var, at jeg fik snakket med Erik Kyrping, som er fyldt med gode råd, og efter efter diverse prøvesidninger fik jeg købt en helt anden kajak end den, jeg havde forestillet mig. I stedet for en 14 fods sit-on-top blev det en 12 fods traditionel kajak til fiskeri, da den har en fin størrelse til fjordfiskeriet, som han hjalp mig med at surre fast til tagbøjlen. Tak til Erik for hjælp og gode råd. Jeg tror, jeg har husket de fleste, og jeg advarer - det er bare så skægt, både at sejle og at fiske fra den.

Lidt efter aftensmaden fik jeg båret kajakken ned til stranden. Da jeg havde været oppe for at hente pagaj og svømmevest, stod han der, naboen, den pensionerede tandlæge.
- Skal du ud at sejle kajak?, spurgte han.
- Ja, jeg har lige købt den, og nu skal den prøves, svarede jeg.
- Har du prøvet det før?
- Næh, aldrig.
- Tror du godt, at du kan?
- Det får vi se i løbet af ti minutter!
Vi blev enige om at more os begge to. Han kunne stå og se på, og more sig, når jeg væltede, og jeg ville sidde i kajakken og more mig, indtil jeg væltede. Der blev masser af morskab, bare ikke på den måde, for kajakken er utroligt stabil, og det er alletiders måde at få motion på. Og bad. Når man sejler uden sprayshirt imod østenvindens bølger, glider de fleste af, men lur mig, om ikke der altid er nogle, der snyder mig og sender vandet i et sprøjt ind over mig, plus vandet der drypper fra pagajen. Erik Kyrping, du har fuldstændig ret - i løbet af ti minutter er man dus med den, og resten er ren fornøjelse.

Jeg har også prøvet at fiske med blink fra, en lille times tid i solnedgangen, og havde hug af nogle hornfisk. Nu har jeg listet fluestangen i bilen, og jeg synes, at jeg er rask nok til at starte op igen.

Onsdag 12. juli blev bilen pakket sidst på eftermiddagen, og så gik det afsted mod Lindø Holm med kajakken på taget. Nu skulle Æbelø-turen realiseres. Jeg havde taget nogle træningsture ugen forinden for at prøve distancen, og det var gået meget godt. At prøvedistance ikke svarede til den reelle tur derover, når man skulle langt uden om øerne på grund af det lave vand, er så en helt anden sag.

Ved Ved Æbelø holm rigges stangen til	Havneplads over højvandsgrænsen
Camp og tørring af tøj	Man bliver hurtigt Æbelø-fan med sådanne solnedgange
Solen går ned - op mod revet	Æbelø fyr i den lyse nat

Vejret var strålende, og jeg lod sprayshirtet ligge i bilen- det ville være for varmt - og så måtte jeg tage det vand, der ville komme fra pagaj og bølger. Og der viste sig at være bølger, som slog ind over dækket, men alt var pakket vandtæt, så det gjorde ikke noget. Trolling efter kajakken med Æbelø Holm og Æbelø gav dog ingen fisk, og rundt om Æbelø til nordsiden var bølgerne for store til at jeg ville fiske. medens jeg roede. Jeg gik i land nær Skibssandet. Det var lækkert for første gang siden operationen at rigge fluestangen til, og selv om jeg stoppede efter en times tid for ikke at lægge for hårdt ud, så var det rigtigt rart at være fluefisker igen. Spinnestangen blev hentet frem, og i solnedgangen fik jeg en ørred lige over målet. Et par undermålere blev genudsat. og en enkelt lidt større røg af ud for min lejrplads.

Fiskeriet ebbede ud, og jeg tog mit regnslag på, lagde mig i sandet ved siden af kajakken og døsede hen, da det lød som regndråber faldt på regnslaget. Det viste sig at være tanglopper, som ramte regnslaget.
Jeg vågnede ved, at en lystfisker gik forbi og begyndte at snakke til mig, men jeg havde da fået sovet et kvarters tid, regnede jeg ud. Fandeme om han ikke fangede den fisk, jeg havde tabt, en smuk ørred på 50 cm efter hans buede målebånd, så 45 passer nok bedre.
Jeg kunne lige så godt fiske igen, nu var jeg blevet vækket, men selv om flagermusene fløj, så bed fiskene ikke. Jeg skiftevis fiskede og kiggede ud over vandet, men der var ingen fisk at se på overfladen. Henad halv fire sad jeg i kajakken og ville op til fyret for at fiske der. Vandet var roligt, og jeg kunne derfor se og undgå de store sten nær kysten.
Inde på stranden gik et dådyr og to mufloner, som dog flygtede op ad skrænten, da jeg kom ind mod strandbredden. Ude på revlen havde jeg nogle kraftige hug, men ingen fisk blev siddende. De var for tunge til at være hornfisk. Krogene blev skærpet endnu en gang gang, og et enkelt hug mere blev det til, inden fiskeriet igen ebbede ud.

Ved femtiden begyndte jeg hjemturen, denne gang på vestsiden selv om vinden i nattens løb var vendt og gav pålandsvind her, men bølgegang til følge. Kajakken er imidlertid utrolig stabil, og jeg ikke det mindste nervøs ved det. Turen gik planmæssigt ned til Brådet og Æbelø Holm. Turen rundt om Dræet var en dræbende lang tur i meget lavt vand, nogle steder måtte jeg baglæns om udenom sandbankerne, nogle steder måtte jeg trække kajakken over. De sidste 300 meter ind til bilen må jeg gå med kajakken på slæb, og jeg var godt træt, da jeg kom op til bilen. Og hvad så jeg der? Mine bilnøgler liggende på forsædet. Enten havde jeg ikke fået låst bilen, hvad ikke ligner mig, eller også må jeg have tabt nøglerne, som en venlig og ærlig person derefter har lagt på sædet. Hvis det sidste er tilfældet, så hermed tak - det ville have været meget besværligt at rekvirere ekstra nøgle.

Hjemme igen blev alt læsset af, kajak og bil spulet ren for mudder, og en træt mand fik taget sit morgenbad, inden han gik i seng. Træt og øm efter anstrengelserne, men glad, for Æbelø er skøn og rig på oplevelser.

Lørdag 22. juli var vinden gået i vest, og om aftenen tog jeg kajakken hen til Lille Afrika, med sprayshirtet på så jeg undgik at blive våd allerede inden fiskeriet. Turen derhen varer 20-30 minutter, og jeg har prøvet den nogle gange. Onsdag gik det galt for mig derhjemme, ikke sejladsmæssigt, men med fiskestangen. Jeg havde fået bundbid, og kajakken gled ubesværet over til stedet, hvor mit blink havde sat sig fast. Da jeg greb ud efter linen, kom en bølge, som løftede kajakken og derved spændte stangen for meget, så meget at den brækkede. Det var godt nok den første stang, som har haft et lovende navn, "Paradise" hed den, en lille Kinetic stang til 4-22 grams kastevægt.
Jeg har endnu ikke haft modet til at prøve fluefiskeriet fra kajakken, da jeg gerne vil være sikker på mig selv og fortrolig med kajakken, før jeg vover forsøget, men jeg tror såmænd ikke, at der kan ske noget ved det. Kajakken driver dog så hurtigt for vind og strøm, at en form for anker vil være nødvendig, og selv om Erik Kyrping har foreslået en 2,5 liters dunk fyldt med sand, tror jeg, at valget falder på et lille foldeanker, som jeg brugte det i flyderingen. Kajakken er utrolig stabil, og jeg har været ude at sejle i hårdere vejr, end jeg havde troet muligt, og selv om kajakken har fået en del vand indenbords fra bølgerne, når jeg har sejlet på langs ad dem, er den alligevel stabil, omend vandet gør den mindre manøvredygtig. Havde jeg brugt sprayshirt disse gange, havde det været problemløst.
Lørdagen var en sløj aften, og der var ikke et hug, eller en fisk at se, bortset fra marsvinene, som jagede tæt på mig, og selv om jeg prøvede flere gange, så lykkedes det igen ikke at fotografere nogen af dem, kun den blanke havoverflade kom i kameraet. Det har jeg prøvet nogle gange efterhånden. Marsvin må være kamerasky.

Mandag 24. juli kørte jeg til Brejning Hoved ved 20-tiden. Og fik omsider hilst på Kaj ved sommerhuset. Medens fruen var travlt beskæftiget med at plukke hindbær, var Kaj ved at grave kartofler, og vi fik en hyggelig sludder, inden jeg gik ned til stranden, med en hyggelig hilsen fra dem i rygsækken.
En lille ørred fra årets tilgang, små 25 cm, henne under klinten var aftenens eneste kontakt. En dejlig aften var det, og vinden lagde sig meget ved 10-tiden. Digesvalerne havde travlt med at fange de sidste insekter, inden mørket kom, og flagermusene tog over. Hvor svalerne skal bruge hele dagen til at fange insekter for at få nok at spise, kan flagermusene nøjes med en god times tid - så effektivt er deres "insektradar". Hejren stod på pynten længere henne, inden den fløj væk i tusmørket.  Var der ingen ørred at se på overfladen, var der alligevel hektisk aktivitet, da småfiskene kom til overfladen i takt med, at solen gik ned, og de sprang til begge sider, når linen blev taget ind.
Havde lige fået de nye Scierra Dynatrack vadestøvler, og de er lækre at gå i - lige så gode som Patagonia-støvlerne, før sålen faldt af den ene. Kunststofhægterne til snørebåndene er det eneste, som måske ikke ser så solidt ud, men et eller andet skal vel også berettige den høje pris for Patagonia.

Onsdag 26. juli tog jeg om eftermiddagen igen til Æbelø. Nede ved ebbevejen var der andre med kajak, bl.a. en som min, men mest almindelige havkajakker, en rigget med to stænger til hhv. spin og agn.
Jeg lagde kajakken lidt inde i bugten ved nordre Bråd og fiskede lidt fra revet. Lagde mærke til, at der var masser af svaler omkring fyret. Det var digesvalerne, som havde flyve-træning af ungerne. Vakse og hurtige er de, ligner meget en fisk nedefra med den hvide bug, halefjer spredt lignende en halefinne, og vingerne nærsten gennemsigtige i solen. Svalerne havde masser af redehuller øverst på klinterne.
Først på aftenen ankom et par fyre, som tænkte på de kulinariske oplevelser, men manglede lighter til at tænde bålet med. Det klarede de ved at få tændstikker hos andre. Den ene viste sig komme fra Vejle-området, havde boet i Børkop, men boede nu i København.Riggede spinnestangen til og gik hen til næste pynt for at fiske ud mod fyret. Nåede dog ikke så langt tilbage, idet stangen knækkede, da jeg ville rive blinket fri af en sten. Disse superliner kan holde til mere end stængerne, det er anden gang på en god uges tid, at jeg knækker en stang. Det var den fire-delte Watermark, som jeg havde købt gennem abonnementet på Fiskefeber.
Fik en lille snak med gutterne på pynten. Selv om det er hyggeligt, så synes jeg nok, at vi var rigeligt med folk på bare det lille stykke, så jeg pønsede på at liste af.
Vinden løjede ikke af, og jeg pakkede kajakken for at ro ned langs vestsiden og fiske der, hvis jeg så fisk. Det gjorde jeg først ude på bankerne langs Brådet og Æbelø Holm, hvor jeg skræmte fisk væk på det lave vand. Trods en ihærdig indsats med flue lykkedes det ikke at fange med dem.  I det tiltagende mørke sejlede jeg forbi Dræet og satte kursen mod land, som jeg kunne se og defor ikke var betænkelig ved turen, men jeg ramte alligevel ved siden af, en god halv kilometer viste det sig, og jeg jeg vidste, at jeg skulle have en træbevokset lav klint til bagbord, padlede jeg videre til den næste, men det var forkert. Padlede derfor et stykke tilbage, gik i land og afventede solopgangens første lys. Godt halv fire kunne jeg padle videre og fandt ebbevejen og parkeringspladsen en kilometer tilbage.