Stille og roligt, og selvfølgelig alt for langsomt efter mit hoved, var jeg ved at komme mig efter en stor operation. Det var en mærkedag, da jeg den sidste fredag i maj tog min lille spinnestang og gik ned til stranden neden for sommerhuset for at fiske efter lidt hornfisk. Dog måtte jeg stoppe efter et kvarters tid og vendte lidt forpint tilbage til sommerhuset. Sidst på eftermiddagen prøvede jeg igen, og misandten om det ikke lykkedes at fange en hornfisk. Det fik humøret op.
En aften i begyndelsen af juni kørte jeg til pynten ved Lille Afrika. Der var hug i de første fire kast, medens jeg stod inde på strandbredden, men ingen blev siddende. Det bliver fedt, tænkte jeg, gik ud henne ved pynten og begyndte at kaste med et lille 15 grams blink, rødt og gult, og satsede på havørred. Det gjorde jeg en times tid, inden jeg kørte hjem igen.
Der er i løbet af måneden blevet til tre ture mere til pynten, og det har givet lidt hornfisk, når jeg har rigget til det. En enkelt under-måler er blevet genudsat. En tur til Brejning Hoved var helt resultatløs, vandet var lavt og stadig faldende, og det drev med skidt i overfladen, men alligevel havde jeg et kraftigt hug, men fisken hoppede ud af igen.
Lørdag 17. juni kørte jeg til Borgmesteren og var derude ved 20:30-tiden. Der holdt en enkelt bil i forvejen, og da jeg kom ned til stranden, gik en fluefisker ud i vandet. Da jeg kom derhen, det var svært på rullestenene og værkede noget i sårene, vadede jeg ud til ham. Ejgil hed han, og selv om han kom ofte herud, havde vi ikke set hinanden før. Hyggelig at snakke med.
Jeg gik hen til de væltede træer og begyndte at fiske. Nogle få hornfisk fulgte blinket, men først ud for den trætte fyr skete der noget. Et kraftigt hug, en rulning i vandoverfalden og væk var den. Det fik sat gang i dikkeværket, og jeg fiskede intenst efter den, men den kom ikke igen. På min lette spinnestang mærker alting stort, så det er ikke sikkert, at den var så stor, som det føltes.
Fik lige sludret lidt med Ejgil på tilbagevejen.
Jeg savner min fluestang, men jeg kan ikke bevæge sig så meget endnu, uden det gør ondt.