Maj

Tirsdag 2. maj stod vinden i sydvest drejende syd, og det var et pragtfuldt forårsvejr. Der var dekreteret fisketur af hjemmestyret med påbud om ikke at komme hjem uden fisk, men det skulle vel også være en smal sag her i begyndelsen af maj. Jeg tog til Fællesstykket i håb om, at et par tidlige hornfisk måske skulle være kommet.

Startede til venstre for parkeringspladsen, og der blæste en frisk rygvind, som gjorde kastene lange og ubesværede. Prøve først med Salty Finn, derefter med børsteorm, og til sidst med Salty Finn igen. Men ikke et hug, og ikke et eneste tegn på fisk. Da jeg vadede ind, stod et par andre fluefiskere på parkeringspladsen, og vi fik en hyggelig snak, inden jeg kørte til Lille Afrika.

Da jeg holdt derude ved otte-tiden, var vinden løjet fuldstændig af, og der var kun få krusninger og svage bølger, men et herligt vejr. Jeg fik en snak med tre roere i turkajakker og senere med en havkajakroer, fik lidt tips og ideer til køb af kajak og udstyr. Først da solen var nede i horisonten kom der lidt liv, omend det kun blev til et par følgere, der vendte i en hvirvel foran mig. Det fik sat gang i dikkeværket, men de var væk og kunne på trods af ihærdig kastning ikke lokkes frem igen.

På trods af fruens udtrykkelige besked måtte jeg returnere til hjemmet uden fisk. Men ikke uden oplevelser. På de seneste ture har jeg haft marsvin tæt inde på mig, jeg så svaler i dag, bøgen er sprunget ud. Det er herligt at leve. Så herligt, at jeg har lavet mig en manillaseddel med teksten "Begrav mig ikke. Jeg er kun skindød" - efter inspiration fra H.C.Andersen. Den vil sætte på min storetå, når jeg skal opereres på tirsdag.

Erik Groth og Ida på skoventreprenørmesse på Wedellsborg.

Ida med skulptur lavet på messen

Wedellsborg fredag 5. maj. Det lykkedes på trods af alle odds at blive frædig til atstikke af fra arbejdspladsen ved frokosttid, og godt et parkerede jeg på messeparkeringen lige før skoven inde på godset. Heldigt, da min cykelslange gik itu, da jeg ville pumpe cyklen.
Først lidt hygge med Ida, som godt nok havde travlt som værtinde ved Dansk Skoventreprenørforening, en tjans hun havde sammen med hendes mindst lige så travle chef, Erik Groth, som i vanlig suveræn stil klarede stort og småt. Derefter blev den store taske taget på ryggen, og jeg gik ned mod stranden. Det lykkedes at få en lift med en firehjulmotorcykel det halve af skovvejen.
Der var en rimelig kraftig sydøstenvind, som tiltog til hård vind i løbet af eftermiddagen. Revet gav intet i det vejr, men et stykke henne ad kysten nær nedgangen fik jeg en forårskåd ørred på 48 cm. Den havde maven fuld af store rejer.

Fællestykket, lørdag 6. maj. Fruen har bestilt hornfisk, ukuelig som sidste år. Det var stadig en frisk østenvind, så jeg anså det yderste af Fællesstykket som det bedste bud på klart vand, og var deruden henad kl. 16. Ved enden af græsset lå to unge damer i læ af hybenkrat og mand, indhyllet i dyner, og alligevel påstod de, at de nød det. Men skulle sådan to havfruer ikke sidde til pynt på de to store sten lige nede i vandkanten?
Fællesstykket gav ikke et eneste hug, og jeg kørte til Lille Afrika, eller rettere Vognkær Enge, for at fiske fra revlen hen til pynten. Var derude i små tre timer, inden jeg sluttede henad halv ti, og da var solen længst nede bag horisonten, men det var stadig lyst. Et par tyskere til genudsætning, nogle få hug og tre eller fire følgere gjorde det til en fornøjelig aften. Fruen var til fødselsdag, så der var ingen hastværk. Hornfisk blev der dog ikke til, og vi må nøjes med ørreden fra dagen før, og den er på frost.

Hav det godt. Jeg er væk i nogle uger og vil savne jer og vandet.