Vinteren 2005-2006 var en af de slemme, Jyllands-Posten skrev 7. marts 2006:
Vinteren har bidt sig fast med udsigt til op mod 15 graders frost sidst på ugen. Allerede nu er vinteren blandt de to-tre koldeste i 20 år.
Afdelingsmeteorolog Stig Rosenørn fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI: »Vi skal mindst tilbage til vinteren 1995-96 for at finde en ligeså kold vinter med ligeså meget sne - måske skal vi helt tilbage til vinteren 1986-87,« lyder det fra Stig Rosenørn, der er én af de personer, der ved mest om det danske vejr. Begge disse vintre havde vi i modsætning til i år isvinter i Danmark.
Det blev et år med en voldsom oplevelse. Jeg havde i et par år haft polypper i blæren, og en undersøgelse på Skejby havde påvist, at det var ved at udvikle sig til blærekræft. Jeg skulle derfor gennemgå en stor operation, hvor blæren, prostata og lymfeknuder blev fjernet, og der blev lavet en urostomi - jeg blev posemand for resten af livet. Det skete i begyndelsen af maj, og herefter fulgte halvanden måneds genoptræning, så jeg kunne være klar til at arbejde ved landsstævnet i Haderslev. Det gik, men det var hårdt.
Den første gang jeg tog fiskestangen, gik jeg en formiddag ned til stranden, men måtte opgive og gik hjem igen. Samme eftermiddag gik jeg dog derned igen og fangede en hornfisk. Det var et bevis over for mig selv på, at jeg nu var på rette vej.
Det blev et år med en god oplevelse. Samme dag som det sidste grej fra landsstævnet i haderslev var sendt afsted med en vognmand, kørte jeg til Odense sammen med Ida, og jeg købte en 12" Heritage kajak hos Go Fishing. Den skulle bruges til fiskeri selvfølgelig, men den skulle også bruges til genoptræning af mine mavemuskler efter operationen. Kajakken er en af de bedste ting, jeg har sat penge i, og jeg har haft stor fornøjelse af at sejle rundt i den. I bagklogskabens lys skulle jeg måske fra starten have købt en anden type, men jeg var glad for den, ligesom jeg blev glad for den sit-on-top model, jeg købte året efter.