I klarhedens lys kan man se tilbage på 2005, mindes og glædes, året har budt på mange gode oplevelser med turen til Sverige som det naturlige højdepunkt. Erik og jeg får måske ikke fisket så meget, men vi får oplevet en masse, når vi kører rundt, og det er vores måde at gøre tingene på. Det er naturligvis med det for øje at kigge på nye fiskepladser, at vi kører rundt, men vi har nu sjældent været så heldige, at insekterne er der, og demed at fiskene er der, det har mest været på det jævne - eller noget derunder - men udsigten og naturen er der, og der venter altid en ny oplevelse rundt om det næste sving på vejen. Det er også at møde vennerne deroppe, også at væmmes lidt ved mødet med Klünders raserende flok kursister, når de stormer ned til åen og lægger den fiskedød for nogle timer. Sart fiskevand kræver en stille fod.
2005 har været præget af impulsive, korte fisketure til kysten, hvor jeg er kørt, når lejligheden har budt sig, og tiest naturligvis i sommermånederne med udgangspunkt fra sommerhuset. Glæden over fiskeriet har mange gange været overskygget af irritationen over de mange garn, både de lovlige og de ulovligt satte, og i eftersommeren har det været helt galt ved Brejning Hoved, som har været nærmest hegnet inde af ruser ind til strandbredden og flere hundrede meter garn på langs, sat ved første revle og klart inde på ulovlig afstand, af ham i den hvide jolle med indenbords motor fra Brejning Havn. Han bor i Børkop, det må være en givtig forretning at fiske ulovligt, når man kan gøre det hver eneste dag, måske en statsfinansieret fisker på overførselsindkomst. Jeg ved det ikke. Begrebet fritidsfisker har dog fået en noget hul klang.
Det har til gengæld været en glæde at komme på Borgmesteren, hvor jeg har mødt mange nye fiskevenner, som jeg har nydt at snakke med. Jeg tager næsten altid ud alene, og ved Brejning og Vognkær Enge mødte jeg nogle, men ikke nær så mange som her, hvor der næsten altid er andre fiskere, og Borgmesteren er blevet synonymt med det sociale fiskeri, hvor snakken mellem os vægtes lige så højt som fiskeriet. Det har været nogle gode måneder.
Omsider fik jeg mødt nogle af de andre fra fluefiskersiden, da vi holdt fællestur til Fællesstykket. Jeg er ikke meget for det skulder ved skulder fiskeri, men vi var ikke flere, end vi kunne være der uden at genere hinanden, og det var en god dag med et elendigt fiskeri. Så alt var som det skulle være.
Åen har haft færre besøg af mig, men det har mest ligget i, at den overvejende del af fisketurene har være korte, spontane ture, og med 60-70 km til åen bliver det sjældent impulsivt, men kræver en vis kalendermæssig tilrettelæggelse. I år er det min absolutte hensigt at besøge Holtum å og andre åer noget tiere end sidste år.
2005 har igen været et år, hvor mine fiskevenner har fyldt meget i mine tanker, de levende som de døde, og det har gang på gang slået mig, hvor tit jeg egentligt har Preben Torp Jacobsen i mine tanker, underligt har jeg tænkt, men det er det vel ikke, når man tænker på hvor meget, han fyldte, da han levede. Selv om de nok ikke kan mærke det, så er det at tænke på dem noget af det, som knytter os sammen i venskabet, minderne om det vi har haft, forhåbningerne til det som kommer, og tanken om hvad ville du råde mig til i denne situation, er nogle af de mange ting, jeg tænker på, når jeg har vennerne på nethinden. Det er jeg taknemmelig for.