Februar

Den lille bro ved muslingepynten

Mørkholt Hage i solskin

En weekend uden vind – det kan næsten ikke passe, og dog var det den skinbarlige sandhed. Januar blæste væk, men første dag i februar blev der lige til en times tid ved Brejning Hoved, og jeg havde så travlt med at komme ud af døren, at jeg glemte at få linekurven med. Det viser jo med al tydelighed, at jeg er helt ude af træning, men det gik såmænd alligevel.
Et par stykker stod ved en bil derude. Lige kommet eller kørende. De havde fisket på hovedet og ville nu køre ind til Andkærvig, så pladsen var fri til mig. Den veltjente Xi2’er blev rigget til, og et øjeblik efter stod jeg ude ved skuret. Det var højvande og Hippie Hansens sten var helt under vand. Jeg satte en lille pink baitfish på og vadede ud til den anden side af stenen. En svag fralandsvind hjalp på kastene, og det gik fint uden linekurv. Havde et forsigtigt hug, eller måske strejfede fluen bare en sten. Ved det ikke med sikkerhed. Mødte Kaj fra sommerhuset og fik en hyggelig sludder med ham.
Om eftermiddagen var vi ved sommerhuset og gik ned til stranden. Her kom de to fra formiddagen kørende, men da der i forvejen stod flere ved Mørkholt Hage og fiskede, smuttede de igen. De havde heller ikke fået noget i vigen. Den ene dag i sol. Den næste dag i sne. Det er et koldt, omskifteligt februar-vejr. Selv om vinteren ikke har været hård med megen sne og dagsfrost, så har vinteren alligevel været koldere, og vandtemperaturen lavere end året før. Jeg målte det til knap to grader med den udsikkerhed, der måtte være med den lille skala på temometret.
En uge senere var jeg ved Lille Afrika, hvor et tyndt lag grødis dæmpede overfladen, og først henne ved revet var der isfri. Jeg kunne så fiske langs iskanten i takt med, at isen smeltede væk i solen. Det blev til små to timer uden nogen tegn på fisk, men i læ for vinden var det næsten forårsagtigt.

Fuglebroen

Mørkholt Hage

Hele ugen frøs det om natten og dagstemperaturen kun lige over nul. Fredag vågnede vi op til sne og glatte veje, men om eftermiddagen havde solen brændt det meste væk igen.
Lørdag var det et fantastisk flot vejr, og jeg tog til skydeterrænet. Det var herligt, desværre var vandet mudret, og det blev kun til to små fisk, men fisk var der dog. Søndag en tur til Vejle og hjem langs Ibæk Strandvej, og nu var det is et langt stykke ud, og isbæltet fortsatte udad, hvor vi kørte op ad serpentinervejen. Det er dejligt at tænke på, at nu er der kun to uger til den første forårsmåned.

For en del år siden overtog Ida sommerhuset ved Mørkholt Hage. I udhuset stod et gammelt bord, bygget i solidt træ, omend tidens tand havde gnavet, en zinkbelagt bordplade med hul i midten, og herunder kunne man stille en spand til fiske-affaldet. Idas far satte i mange år garn og havde derfor fået lavet bordet og kunne nu bekvemt rense fiskene udenfor. Vi kunne ikke nænne at smide bordet ud, der var så mange minder knyttet til det, men efterhånden stod det for meget i vejen, og vi ville forære det væk. Den forespurgte takkede glad, men glemte herefter alt om det.
En efterårsdag for et par år siden satte vi bordet i bilen, kørte ned til det gamle fiskerhus for enden af Vognkærvej og satte bordet af ved gavlen. Ugen efter var det blevet sat op ad muren, og vi glædede os over, at det ikke var gået til grunde. Så var det pludseligt væk, nå ja, ting kan jo ikke holde evigt, men en dag var det sat op igen, denne gang inde under halv-taget, klodset op og klar til brug i den kommende sæson. Det glæder os hver gang vi ser det.

Isen er væk, sneen er væk, og frosten er blæst østpå. Det er helt tilforladeligt vejr, og dagene er blevet længere. Vi kører tit ned til stranden og går en tur langs vandet. Broerne er tæt besat af fugle, yderst sidder skarvene nervøst og letter, når vi nærmer os. De har endnu ikke vænnet sig til menneskene, underligt i betragtning af at vi ikke gør dem noget - selv om det ikke er lysten hertil der mangler. Inderst sidder mågerne og hilser os med deres hæse skrig, de letter ikke, men holder øje med os, mens vi går forbi. Der er tilsyneladende ingen rangorden, de sidder blandet mellem hinanden, store og små. De allerinderste stolper er tomme, det er alligevel for tæt på land.
Vandet er vinterklart, og koldt, temperaturen ligger på cirka tre grader, men lysten til at tage kajakken vokser, når det ser så indbydende ud, men lufttemperaturen skal lidt op også, den ligger kun lige godt og vel over frysepunktet. Man er nødt til at være forsigtig, når man er ude alene. Der er ingen lang tid at overleve i, hvis det skulle gå galt.

Lørdag blev der tid til et par timer ved stranden, og turen gik til Brejning Hoved, det var lavvande med en pæn indadgående strøm, så der burde være mulighed for kontakt med fiskene, hvis der var nogen.
Jeg fiskede fra Kajs sommerhus hen til den anden side af Hippie Hansens sten, uden overhovedet at se eller mærke noget. En kop varm te ved bænken, med honning og rom naturligvis, gav ny energi.
På vejen tilbage gav jeg tilslag til et trægt hug, men trak blot en klat tang ind, det var lavvandet over myslingebanken og jeg havde kun ramt en sten. Lidt varme gav det dog.
Søndag morgen var jeg ved skydeterrænet, vandet var noget uklart, og da finregnen en kort tid blev afløst at sol, kunne jeg se, at vandet var gulligt langt ud. Alligevel var der fisk, og jeg kunne genudsætte en nedgænger på cirka 60, tynd men næsten blank, og uden megen spræl. Den bliver fin om et par måneder.
Frosten var gået af jorden, og der havde været flere skred på skrænten.