Den store bækørred
En sommerdag pakkede vi telt og udstyr, og vi kørte til Ravning for at campere ved åen. Min ven, Murer-Arne, havde lånt sin fars bil, og nu ville han med ud at fiske. Arne var gået ud af skolen efter syvende, og han var blevet murerlærling i faderens firma. Arne var den eneste af flokken, der tjente penge, så han var lidt af en verdensmand, med vaner som vi andre skoleelever måtte vente med, men en herlig fyr og en god ven var han. Kørekort havde han, så snart han var gammel nok, og hans far havde en Opel Kapitän, som Arne lånte, når han ville – og ikke altid kun når han måtte.
Teltet blev slået op i skovkanten og kunne ikke ses fra hverken landevejen eller Vingsted Skovvej, som der havde slået sit skarpe sving op ad bakkerne. Vi ville mede ål om eftermiddagen og fiske om aftenen og om natten. Vi hyggede os med øl og medefiskeri i den tætte grøde, da min stang pludseligt bøjede sig, og jeg kunne kort efter trække en kæmpeål op på bredden. Vi havde aldrig tidligere fanget så stor en ål, og den var fed og tyk som en barnearm. Den blev slået ihjel, skåret op og renset, og så blev den i ungdommelig sejrsrus hængt op i en snor oppe ved teltet. Heldet var brugt op, og vi fangede ikke flere. Heldet var også brugt op, da vi kom op til teltet, idet ålen var oversået med fluer og spy fra fluerne. Hvor ulækkert. Vi kastede den langt ind i skoven.
Om aftenen riggede vi grejet til. Arne satte en spinder på i stedet for ålekrogen, og jeg riggede fluestangen til. Vi tog os noget at spise, drak et par øl og røg et par smøger. Arne gik nedstrøms med spinderen, og jeg gik opstrøms med fluen.
Jeg kastede til de fisk, jeg så, men det var ikke det store sus. Nogle ringende fisk var der dog, jeg fangede også nogle genudsættere. Ravning har altid været lidt lunefuld. Et par større fisk lod sig ikke lokke. Et godt stykke oppe vendte jeg om, det var en lun aften, og jeg nød bare at være herude i naturen. Fangsten var noget sekundært. Allerede som ung havde jeg heldigvis lært at værdsætte naturen i dens forskelligheder, og jeg sad på brinken, røg en cigaret og kiggede ud over ådalen. En svag dis var begyndt at komme, uden at genere i den lyse nat.
På vej nedover, et stykke oven for træet opstrøms broen, så jeg et vak fra en stor fisk, ingen tvivl om at den var stor. Jeg stod bomstille og fik den stedsat, da den ringede igen. Så skrævede jeg over hegnet, gik langt ind på marken, og langt nede ved broen gik jeg forsigtigt ud til åen igen.
Jeg sneg mig op i position, gav fluen et ekstra sprøjt tørflueolie, og kastede forsigtigt til fisken. Fisken steg roligt op til fluen og tog den uden tøven. Jeg nåede ikke engang at blive nervøs, satte krogen med et modhug, og så blev jeg nervøs – fisken gik ud af vandet, og hold kæft hvor var den stor. Aldrig har jeg fightet en fisk så omhyggeligt, så nervøst og så forsigtigt, og tiden føltes lang, selv om den sikkert gik dobbelt så hurtigt som normalt. Ned af åen, op af åen, frem og tilbage, men alligevel medgørlig. Efter lang tid kunne jeg liste den baglæns ind over nettet, og fik den på land, langt ind på land. Den var stor, meget stor, faktisk alt for stor af en bækørred at være, men en bækørred var det ikke desto mindre. Jeg slog den adskillige gange på panden, inden den holdt op med at bevæge sig, og det krævede endnu en cigaret for at få pulsen så meget ned, at jeg kunne tage fluen ud af kæben på den, og rulle forfanget ind. Der skulle ikke fiskes mere i nat.
Fangstnettet blev sat på plads på ryggen af fiskevesten, stangen i venstre hånd, et par fingre ind ved gællelåget, og så gik det majestætisk nedover for at finde Arne. Det gjaldt naturligvis om at se prof ud, se lidt nonchalant ud, men frem for alt se ud, som om man bare kunne det der, og at den ”bette” fisk nærmest var en selvfølgelighed.
Arne var fuldstændig ligeglad. Han lå nemlig op ad skråningen ved vejbroen – og sov. Så let skulle han ikke slippe. Jeg lagde meget forsigtigt fisken på hans overkrop, så hovedet lå ved hans hage, og så prikkede jeg ham på panden. Han vågnede meget pludseligt og gav et brøl fra sig, da han stirrede ned i munden på den døde fisk. Fisken rutschede af ham, da han sprang op for at fare på mig, som jeg stod der og skraldgrinede. Det hele opløstes i latter, vi fik os en øl og en smøg, og han fik historien om fisken.
Vi kiggede på den, var enige om at dette var den største bækørred, vi nogensinde havde set, og diskuterede meget, om det var en havørred, som var blevet stående i åen, eller om det var en moderfisk fra et dambrug, og jeg hældte mest til det sidste. Selv om der af og til blev fanget store fisk i åen, så var denne for stor til, at den havde kunnet være flere år i åen uden, at der ville være gået rygter om den.
Fiskeriet blev ikke genoptaget, solen stod snart op, og vi hyggesnakkede og døsede på brinken, indtil klokken var så mange, at vi kunne pakke teltet sammen og køre hjem, forbi bageren og til morgenkaffe hos Arne, inden jeg pakkede grejet på cyklen og kørte hjem.
Fisken led en krank skæbne. Sommervarmen var hård ved fisken, og da jeg var kommet hjem om formiddagen, så var storfisken blevet noget slatten og knap så køn at se på. Om ikke andet blev den beundret for sin størrelse. Familien bestemte, uanset den stolte fangers ønsker, at den kunne ligge på altanen, vi boede dengang på anden sal i Østerbos boligblokke på Jægervænget, indtil jeg fik den pakket behørigt ind, så den kunne smides i affaldscontaineren i kælderen. At spise den blev der ikke talt om. At gemme den på frost, så jeg kunne vise den frem til vennerne, blev heller ikke accepteret.
Målt og vejet. Bækørred, 69,5 cm, 3,255 kg, fanget den 9. juli 1966 på en Coachman tørflue str. 14 kl. 03:30 om natten. Alle data blev sendt ind til Vejle Sportsfiskerforening og til Cim på Berlingske Tidende. Foreningen overrakte mig på generalforsamlingen en lille sølvplakette for årets største bækørred, og den ligger den dag i dag blandt mine rariteter, anløben men læselig. Berlingske Tidende kvitterede med et diplom, som jeg limede på et papstykke med plastik om, og hængte den op på væggen.
Sidst på sæsonen fik jeg et brev fra Cim, som beklagede, at der lige var kommet en bækørred en lille smule større end min, så der blev desværre ingen tur til Namsen for mig. Den havde ellers set sandsynlig ud – dengang var der ikke udsætning af store bækørreder, og der var meget langt mellem fisk af den størrelse. Ordet ”snyd” hang i luften, men hvad pokker, jeg kunne jo ikke gøre noget ved det. Når det kommer til stykket, var det også unormalt at se så store bækørreder i Vejle Å, så mon ikke den bare har været smidt udenbords fra et dambrug på grund af sygdom eller andet, og så har jeg været den heldige til at fange den.
Diplomet har jeg, som du kan se, endnu, og når jeg ser på det, bliver oplevelserne levende igen – og helt sikkert ikke ringere med årene. Men egentligt var det også et klimaks, for jeg har lige siden sagt, at jeg fanger aldrig så stor en bækørred igen. Dengang var åerne mindre put and take-prægede end i dag, hvor man nogle steder udsætter store fisk til opfiskning, og ikke som dengang hvor man udsatte fisk til ophjælpning af bestanden. Det har betydet, at jeg har fokuseret på nydelsen og fornøjelsen frem for stræben efter den store rekordfisk, og det er i grunden ikke så galt.
Georg Christensen - 2008
