Efterårsørred

Taget på en rejeflue ved Borgmesteren Kajakture til Wedellsborg holder jeg meget af Bugten i efterårssolnedgang

En skæv bølge afslører den, da jeg ud af øjenkrogen bliver opmærksom på den, og kort efter ser jeg den igen, da den ruller i overfladen, uden helt at bryde gennem bølgerne, skaber trykbølgen en forstyrrelse i bølgerne, som umiskendelig viser, at det er en ørred med størrelse.

På næsten samme sted ser jeg den igen, og nu er jeg klar: Fluen lander en smule for langt ude, pokkers er min første tanke, fordi nu lander fluelinen lige oven i fisken, men sekundet efter har den vendt og tager fluen, kontant og kroger sig selv. Jeg behøver blot at løfte stangspidsen for at konstatere, at den sidder der. Karakteristisk for disse efterårsfisk springer den ikke, men rusker tungt, næsten som man husker torsken fra dengang den var en kystnær fisk, tungt og med udløb, som den selv sætter længde og speed på, men den kommer længere og længere ind mellem udløbene, og til sidst udtrættes den bare på forfanget med rusk og korte udløb, inden den er inde ved nettet. Men nej, også denne er farvet. Fluen vrides ud, medens fisken stadig er i vandet, og den står et øjeblik ved mit knæ, inden den med et slag af halen forsvinder udad nede ved bunden.

Efteråret er en fantastisk årstid for fluefiskeren. Ørreden bliver ikke mere fit for fight end nu, og den kan efterhånden fiskes hele dagen. Hugperioderne varierer, men finder man en dag det rigtige tidspunkt, kan man på det pågældende sted følge fiskene dag for dag, fange dem på de samme steder, indtil man har været væk nogle dage, så man må kredse sig ind på det igen. Genkendelighed, forudsigelighed og alligevel med overraskelse kan man kigge ud over bølgerne for at få øje på fiskene, man ved hvor de skal være, men måske er de et andet sted, og måske ser man dem slet ikke.

Småfiskene lige omkring målet er der mange af, og deres vilde fight skaber tit forhåbninger om større fisk, men ender ud i en forsigtig løsladelse. Hvor nogle synes, at fiskene går forsigtigt til fluen, oplever jeg tit, at de kroger sig hårdt og dybt, og det er trist at genudsætte en mindre fisk, som sandsynligvis vil dø efter at være kroget i gællen, en tynd blodstribe viser det, men jeg håber, de klarer sig.

Ørrederne springer også helt ud af vandet, men de viser sig mere i overfladen, hvor de ruller eller vender, og laver en hvirvel eller anderledes bevægelse i bølgerne. De er der, og de kan som regel nemt spottes. De blanke fisk får hen på sommeren en svag farve og bliver til smukke, velproportionerede fjordørreder, inden de får farver i gydedragten og ændrer sig fra blankfisk med løse skæl til hårdføre fisk, der er klar til gydevandringens strabadser. I fjorden tager de villigt fluen, og de giver en sej og tung fight, inden de kan genudsættes. Mange er pæne fisk på 50-65 cm, i den øvre ende af de fisk jeg fanger. Kun sjældent har jeg haft heldet til at lande fisk over 65 cm, men håbet er der altid. Heldigvis tager fiskene sjældent skade, fordi de nu i gydedragten kan tåle at blive håndteret under udtagning af krogen. Det er i al fald min undskyldning for at fortsætte fiskeriet, selv om de fleste fisk er farvede og skal genudsættes, og der er trods alt stadig blankfisk iblandt. Det er chancen for dem, der skaber spændingen ved fiskeriet sidst på efteråret.

Fluerne er generelt mindre her om efteråret, hvorimod farverne veksler fra næsten farveløs til hidsig rød, bestemt af vandets klarhed, lyset og tidspunkt på dagen. Næsten alt er rejefluer, med Pink Baitfish som undtagelsen, lyse rejefluer og Pattegrisen i størrelse 6 og 8. Alle er ubelastede, og jeg bruger Partridge-kroge til de letteste fluer og Mustad-kroge til de andre, min favoritkrog er Mustad’s Allround O’Shaug, som jeg synes kroger bedre end Partridge’s Sea Streamer. Og holder bedre. Partridge-krogene ruster hurtigere under kropsmaterialet, og man skal huske at afprøve dem, så de ikke knækker i krogbøjningen under fiskeriet. Men de fleste fluer går nu til, fordi jeg sjusker for meget med mit bagkast og pløjer fluen gennem stenene på bredden, eller hænger i bevoksningen.  Der skal også sættes fluer til, så der er behov for at sidde ved stikket og binde nye.

Blæst og regn er typisk for årstiden, vandet piskes op, og tangen kan drille overalt. Det urolige vand løsner det visnende tang, og der kan til tider drive så meget, at det næsten er umuligt at fiske, eller vandet farves brunligt af bundfældet ler uden for skrænterne. Alligevel er fiskene her, og er man på pletten på det rigtige tidspunkt, så er fiskeriet forholdene til trods givtigt og spændende. Jeg har stået ved Brejning Hoved i en vestenhyler, som næsten lagde fluelinen parallelt med kysten, og har alligevel fanget fisk helt inde under land, hvor skidtet drev og de skidentfarvede bølger brækkede. Her kan der umuligt være fisk, har jeg tænkt, men så hugger den. Måske skaber høfderne, stenene og muslingebankerne de gode fiskemuligheder her, når betingelserne ellers ser ringe ud. At være her er den første betingelse for at fange noget. Så er det op med hætten, så man er beskyttet, når vindstødet sender fluelinen i en skæv vinkel, så fluen ryger faretruende tæt forbi, eller ind i mellem banker hårdt ind i nettet på ryggen af mig.

Fiolinerne kan ikke blive længere, og hvor irriterende det end kan være at mærke fluen glide op ad fiolinen, for måske til sidst at sidde fast, selv om den for det meste svupper fri, så er det ved fiolinerne, at ørrederne står. Ålegræsset visner og kommer drivende i mindre stykker i overfladen, lodrette står de tit, med et par centimeter over vandoverfladen, dykkene op og ned som en penneflåd til medefiskeriet. Pænt folder de sig sammen om fluen ved krogbøjningen, og fluen skal mange gange renses, fordi det ikke slipper ved blindkastene.

Efterårets vejr kan være drillende, og det gælder om at være ved kysten, så snart mulighederne byder sig. Der er en sikker proportionalitet mellem timerne ved vandet og antallet af fangede fisk. Blæsten kan drille, tangen kan drille, bølgerne kan være hårde, men bare man kan kante sig ud i vandet og lægge fluen ud, så er chancen der.  Når det ene lavtryk afløser det andet, kan det ikke nytte at vente på pænt vejr, og jeg tager tit af sted, bare en time eller to, når jeg kommer tidligt nok hjem fra arbejde. Så kan det godt være, at tidevandet og strømmen ikke er optimalt, men for det meste fanger jeg da fisk, og så er det okay for mig. Helt sikkert kunne jeg fange mere, hvis jeg planlagde mit fiskeri efter forholdene, men det spiller nu ikke den store rolle for mig. Det at være der, og naturligvis det at fange fisk, det er et, der betyder noget.

Mange fisk har jeg set, før jeg fanger dem. At se fisken, at planlægge hvordan den skal fanges, lægge fluen ud til fisken, og opleve at fisken hugger, det er for mig den store oplevelse.

Georg Christensen - 2008