Mickey Finn

En lille håndfuld fluer har fulgt gennem de fleste år som fluefisker, og Mickey Finn er en af dem. I KE Fluers mønstersamling er originalen bundet på en vådfluekrog med vinge af svingfjer, hvor farverne i fjerstriberne blev ”strøget” sammen med fingrene. I hæftet med hårvinge og streamers var materialevalget, som det kendes i dag: Flad sølvtinsel som krop, oval sølvtinsel som rib, og tredelt hårvinge af kalvehale indfarvet gul, rød og gul.

Den engelske fluefiskertradition var fremherskende i 60’erne, og fluerne var de gode, gamle mønstre med en nostalgisk beæret aura af splitcane og tweed over sig. Og mønstrene havde navne som kunne sætte gang i fantasien om alle disse mægtige forbilleder, der havde båret fluefiskeriet frem til det udviklede og forfinede stade, det var på i de tider. Fiskerne var også dengang delt op i puristerne, som var på niveauet lige under Vorherre, de almindelige tørfluefiskere og nederst i hierarkiet var vådfluefiskerne. I forhold til i dag manglede kun put-and-take fiskerne, for sådan noget stads fandtes slet ikke.

Giv mig en March Brown, og jeg kan altid fange en bækørred. Giv mig en Wickhams Fancy til stallingerne og Mickey Finn til regnbuerne, så kan det ikke gå helt galt, når vi snakker vådfluer. Nej, det er for vildt, for outreret, langt fleste mønstre var imitationsfluer, eller var de? Joh, så længe vi holder os til tørfluerne, så var de, men de samme fluer blev jo også bundet som vådfluer, og her holdt imitationen op. Uanset hvad, så var det spændende verden fuld af myter og forventninger, som nok kunne gribe og fastholde en nysgerrig skoledreng.

Mickey Finn lå slet ikke så langt fremme i flueæsken som i dag, for de var trods alt lavet til amerikansk steelhead-fiskeri, men til vinterfiskeriet efter regnbuer var den altid fremme. Og det var vinterfiskeri, dengang sæsonen startede 1. februar, tit så koldt at linen frøs fast til stangøjet. Jeg havde næsten lov til at pjække fra skolen denne dag, så jeg kunne mødes med andre derude ved Knabberup, og det var ligesom jeg voksede lidt, når jeg åbnede sæsonen sammen med de voksne, der drak både øl og brændevin, og tillige røg tobak.

Når vi begyndte at fiske, skiltes vi for at gå alene, og jeg stod der med min blå Laplandia 9 fod klasse 8, otteren var det mindste, man kunne købe til vådfluen, et Delta-hjul og en synkende line – og kiggede ud på åen. I flueæsken lå alle fluerne med de velkendte navne, og så nogle spraglede, Cardinal, Alexandra – og selvfølgelig Mickey Finn, som mange gange tog fiskene. Men som Gunnar Lawcock altid sagde det: - Den flue, du fisker mest med, er den flue, du fanger mest på. Og den sandhed er eviggyldig.

Senere, i 80’erne hvor jeg var tilbage i Jylland efter nogle år i det nordsjællandske, startede sæsonen i Ansager Å, og nu skulle posen fyldes med de tilladte tre regnbueørreder, så der var frisk fisk efter vinterpausen. Derfor blev det stykket lige neden for dambruget. Normalt er dette stykke meget ufremkommeligt med lårdybt mudder, men ved sæsonstart var det nemmere, især når frosten ikke var gået af jorden. Efter en besværlig tur helt op kunne stangen stilles op mod hegnspælen, det var tid til en kop termokaffe og en smøg, inden fiskeriet startede. Denne rygepause gjorde, at det hele faldt lidt til ro, og de nære fisk rørte på sig.

Erik Jepsen kom med fluen, der for en tid satte Mickey Finn ud af spillet, Skycomish Sunrise, og det var en velfangende flue, men den tog noget længere tid at binde, med dobbelt hackle bl.a., og for en både travl og doven fluebinder var det udslagsgivende. Så meget bedre var den trods alt ikke. Efterhånden, som beholdningen forsvandt i træer og knækkede forfang, overtog Mickey Finn igen pladsen i flueæsken. Når vinteren kom, blev de farvestrålende udenlandske kataloger studeret nøje for at finde nye ideer til næste sæsons fluer, og der blev bundet mange, men alle, næsten da. er de gledet bagud i glemselens tusmørke, hvorimod de klare gule og røde farver stadig er i flueæsken. Et tidligt forår løb jeg ind i en havørred i Holtum Å, troede jeg da, men da fisken omsider kom til overfladen viste det sig at være en regnbueørred på godt 60 cm – sådan én burde slet ikke findes i Holtum Å – og den blev ikke taget på Mickey Finn, men på en rød punker, og det gav omsider lidt variation i flueæsken, for nu binder jeg de større, belastede Mickey Finn’er både i normaludgaven og i punkerudgaven. Den sidste holder farverne, men laves ved at påbinde hårbundter bagfra og frem mod krogøjet skiftevis i gul og rød.

Punker-Finn Salty Fin

En slidt og halvrusten Punker-Finn fra saltvandsflueæsken. I 2004 genoptog jeg kystfiskeriet med flue, og min første fluefangede fisk blev taget på Mickey Finn – naturligvis, fristes man til at sige. Det var en hornfisk, som ingen chancer havde for at undslippe, da laksekrogen var banket igennem næbbet på den.   Jeg fik hurtigt bundet en god portion forskellige fluer, både efter egen fantasi og efter nogle mønstre i avisen, og på alle turene sad Mickey Finn på sin vante plads i flueæsken. Og den blev brugt. Og den fangede fisk. Den seneste variant er Salty Finn, som en Mickey Finn med epoxy hoved og øjne, og den blev første gang afprøvet ved Brejning med to under og en over. En uges tid senere var jeg derude igen, og efter en halv times fiskeri kunne jeg gå op til bilen og ringe hjem: - Hvis jeg nu køber spinat hos Spar, kan det så nå at tø op til aftensmaden? – Hvorfor det?, spurgte Ida. – Joh, så vil jeg lægge en havørred ovenpå. – Jamen så lægger jeg straks en flaske hvidvin på køl, var svaret. Det blev nu ikke en havørred, men laks der kom i ovnen. Få kast efter havørreden landede jeg en laks på lidt over de 60 cm. Sidst i oktober 2004 stoppede testen brat, da stangen knækkede i et bagkast. Det havde de godt ikke set før i butikken, at en Sage knækkede i bundstykket, men det er jo ingen trøst, når man er blevet landbundet og vandtemperaturen vadbar. I vinterens løb skal flueæskerne fyldes op igen, og nogle mønstre er sikre, et par stykker helt sikre… Der ligger såmænd nok et par farvede kalvehaler på bordet nogle gange.

Tak for fluen

En aften Ida og jeg går tur ude ved sommerhuset, står der en fluefisker ved sin bil, der er parkeret ved Hagen, og vi snakker selvfølgelig lidt. Da vi kører hjem, sætter jeg en Salty Finn på mit visitkort og klemmer det fast ved gummilisten på sideruden. Nogle dage senere kommer nedenstående som mail med billede vedhæftet. Så er der noget ved at forære sine fluer væk

Goddag Georg Mange tak for fluen. Efter mange fluekast og mangt en time ved kysten, viste fluen sit værd. Efter at utallige smolt havde dummet sig og troet, at fluen var et rigtigt fødeemne, var den endelig en ørred, der lavede sin hidtil størte bommert. Men som jeg læste på siden, er det ikke store eller mange fisk der imponere dig, men oplevelser. Dette var en god oplevelser. Det gav en flot, tyk fjordørred, der kæmpede flot. Der knytter sig også en god historie hertil, at mine fiskekammerater havde fisket det meste af formiddagen og jeg fisker en halv times tid. Ad almindelig respekt prøvede jeg fluen, og den fik sin chance. Vandet var grumset, og netop under disse forhold tror jeg den er god. Jeg vil lige binde nogle eksempler selv og lægge dem i flueboksen så er jeg er bedre udrustet. Måske jeg måtte forære dig en flue i dag. Men tak for hjæpen, og jeg håber vi ses ved fjorden en dag. Vi er jo begge lokale. Thomas Hansen

Salty Finn har gjort det igen
Også denne gang vil jeg starte med at sige tak for fluen du forærede mig ? Den kan fange fisk! Jeg ved virkelig ikke hvor mange hornfisk og havørreder jeg har fanget med den flue for enden af forfanget, men det er utallige. Jeg har for længst opgivet og tælle dem.
Nu passer det ikke helt hvad jeg her skriver, da den originale flue du gav mig for længst er slidt op.

Hornfiskene er jo hårde ved fluen med deres lange næb og skarpe tænder. Men som jeg havde lovet satte jeg mig ved fluebindingsbordet og bandt par stykker af Salty Finn. Salty Finn er jo egentlig bare en videre udvikling af den kendte Mickey Finn og er nem at binde.
Det er en ting jeg holder af ved Salty Finn og gør at den opfylder mine krav til en god kystflue som er følgende: Fluen skal være nem og hurtig at binde, være relativ holdbar og skal kunne bruges mange steder og under forskellige forhold. Det opfylder Salty Finn.
Nå, tilbage til historien jeg vil fortælle om. Torsdag den 2. juni stod jeg ved kysten ved Vejle Fjords sydside. Forholdene var perfekte, overskyet, optræk til regn og en let vind fra vest ? syd/vest. En god vind til en højrehåndsfluefisker på sydsiden af fjorden. Forholde var jo perfekte og jeg var ikke i tvivl om hvilken flue der skulle bruges. Jeg var relativt tidligt ude så jeg startede fiskeriet efter havets lurendrejer ? Hornfisken. Det blev da også til et par flotte stykker af slagsen da fluen pludseligt blev stoppet bravt ca. halvvejs inde under den hurtige indtagning. Det var som om tiden stod stille et øjeblik.
Det blev hurtigt afbrudt af skumsprøjt, plasken og en flot fisk hængende i luften forankret til mit forfang. Det vidste tydeligt at det ikke var en hornfisk der havde taget fluen denne gang men derimod en dybtgående sølvblank havørred. En spændende og nervepirrende fight var begyndt og jeg vidste det var en af de bedre fisk denne gang. Det havde fisken jo allerede afsløret ved sit flotte spring. Nu kunne man kun håbe oddsene var på ens egen side og ikke på fiskens. Jeg håbede desuden krogen sad godt fast samt linen ville holde den lovede brudstyrke.
Den flotte hun fisk forærede mig en fantastisk flot fight og kæmpede bravt for dens liv. Dens grådighed blev dog dens skæbne. Det er til dato min største fluefangede havørred på kysten. 3.5 kilo og 65 cm fanget på flue ved Vejle Fjords Sydside 2. juni 2005. Hvis du kan genkende stedet ud fra billedet håber jeg vi ses på kysten.
Lystfisker hilsener
Thomas Hansen, Gårslev

 

Efterskrift:
Fluer er et modefænomen. Jeg lavede Salty Finn af to årsager. Dels er Mickey Finn farverne altid gode, og der kan næsten altid fanges fisk på den. Dels var det et stunt, som havde til formål at gøre mig kendt blandt de andre fiskere ved fjorden, og det lykkedes mig på denne måde, og gennem kalenderen, at få en række bekendtskaber, hvoraf jeg regner en del af dem for at være mine venner. Det kan lyde beregnende, men sådan var det faktisk ikke ment, men det gør altid tingene nemmere, hvis man huskes for et eller andet positivt, og det var det da at forære sine fluer væk.

Salty Finn er stadig i min flueæske, og den bliver stadig brugt, men ligesom alle de andre medløbere kan heller ikke jeg fiske uden pattegrisen i dag, for få år siden skulle det være hvide fluer, i dag som oldemors undertøj, sådan skifter mode også med fluerne, men rejefluer har alle dage været gode, og forretningerne med fluebidngsgrej skal også have en omsætning. Final Shrimp, Kobberbassen og andre minimalistiske fluer har vundet frem som modvægt mod den omstændelige pattegris, og der kommer nok et par nye DVD'er, som sætter nye fluer på dagsordenen.

Georg Christensen