25. april 2010 Hvor er de tynde
Det styrker selvbevidstheden at genudsætte nedfaldsfiskene, men enten er min hukommelse meget dårlig, eller også er fiskene i år meget længe om at komme i kondition. To på små 80 cm er blevet genudsat, så store har jeg endnu ikke fået dem ved godt huld, og jeg har endnu ikke taget fisk med hjem. Det er uhørt. For en uges tid siden stod jeg med fluestangen neden for sommerhuset og fik i få kast tre undermålere, som blev genudsat, fik kort efter endnu en tynd fisk på 60+ og genudsatte den selvfølgelig. Naboen stod inde stranden og råbte ud: Hvad fan...., sætter du den ud igen? Ja, den var for tynd, råbte jeg tilbage. De tynde skal også spises, svarede han. Nej, det skal de ikke. Jeg håber, at de to tyske fisketurister tog ved lære af det. Jeg snakkede lidt med dem, de skulle fiske i en uge, og jeg ønskede dem god ferie, dog med en erindring om mindstemål og genudsætning - nu havde de jo set, hvordan det skulle gøres :-)
3. april 2010 Tag os nu sammen - fred nedfaldsfiskene
Endnu en gang ser man eller hører om lystfiskere, som tager nedfaldsfisk med hjem, blot de har fået lidt sølv på siden, og uanset at de er alt for tynde. Når vi ikke selv kan styre os, må der desværre regler til.
15. februar 2010 Beskæmmende få begrænsninger i ålefiskeriet.
I seneste nyhedsbrev fra fiskepleje.dk beskrives de nye regler for ålefiskeri, og det er beskæmmende, at lystfiskere og fritidsfiskere ikke totalt freder de sidste rester af ålebestanden. Her er et uddrag af de nye regler:
Lystfiskeri
Bekendtgørelse nr. 1199 skelner mellem lystfiskere og fritidsfiskere. En lystfisker er defineret som en person, der anvender en stang med snøre og krog eller lignende lette håndredskaber. Lystfiskeri efter ål er ikke berørt af forvaltningsplanen og må udøves hele året i både ferskvand og saltvand og fangsten må hjemtages.
Fritidsfiskeri - saltvand
En fritidsfisker, der fisker i saltvand må, efter de nye regler, fortsat højst anvende 6 redskaber af gangen af følgende redskabstyper: Krogliner á 100 kroge, kasteruser (enkelte eller dobbelte) hvoraf én af ruserne må være en rejepæleruse, tejner, garn (højst 3 stk).
En fritidsfisker må ikke længere anvende en pæleruse, anvende ruse i perioden 10. maj - 31. juli, sætte krogliner i perioden 1. maj - 30. septembe, stange og blusse ål.
9. februar 2010 Jeg længes efter tøvejr
Nu har det været vinter længe nok. I dag på en eftermiddagstur til Lille Afrika tog jeg nogle fotos, ses som slideshow på forsiden. Flot er naturen, isbunden og frossen, hele bugten dækket af is, med måger trippende rundt, men på den anden side af pynten var der isfri striber ved Vognkær Enge, de var optaget af svanerne.
27. januar 2010 Et nyt websted er blevet til
Så skete det. Mit gamle websted lavet i Dreamweaver har ligget stillet meget længe, fordi templates og index kollapsede og var næsten umulige at vedligeholde. Nyt skulle der til. I processen med at konvertere mit websted til Joomla kom jeg til et punkt, hvor jeg syntes, at det væsentligste var overført, kalenderne og fortællingerne, og hvor jeg kunne starte det nye websted op. Alt det gamle blev derfor slettet, undtagen min backup, og det nye blev uploaded, så nu er det sket.
Kig dig om. Kommentarer er velkome.