Fisketure indeholder bagudrettet det meste af det, jeg har kunnet genskabe fra det gamle websted, og der er mange måneder, som mangler, og en del er sorteret fra. Det har, for mig i alt fald, været lidt morsomt at læse det ældste igen, sikke meget der er sket, sikke en udvikling jeg har været igennem som menneske og lystfisker. Gemt i en enkelt måned kan man finde forklaringen på, at jeg i dag er inkarneret kystfisker i stedet for at liste afsted på åbrinken.
Det er min hensigt at fylde på fisketurene, måske ikke i takt med at de finder sted, og selv om der vil blive skevet om fisk, så er det mere fordi jeg vil fortælle om en oplevelse, måske bare sige at der egentlig ikke er noget at sige, men at se det store i det små, er en gave for de få, og denne gave er jeg ubeskeden nok til at sige, at jeg har fået.
Store fisk. Nej, såmænd ikke. Jeg er en middelmådig lystfisker, som ganske fisk hvert år fanger de fisk, vi kan spise, og lidt til, men jeg brillerer ikke med de store fisk, du kan se i fiskebladene, og når jeg lander en havørred over 60 cm, så er jeg glad og tilfreds. Der er mad til fire personer, og hvis vi bliver flere, kan vi jo bare tage en mere op af fryseren. Jeg har fået enkelte større, som er gået til rygning hos fiskemanden i Vejle, men det har som spisefisk ikke været så indbydende som den veltilberedte, ferske fisk. Rent spisemæssigt finder jeg ørreden på omkring de 50 cm langt den bedste fisk.
Middelmådig. Det vil jeg gerne betegne mig, hvis man skal se på fiskene. Middelmådigheden skal dog ikke strækkes til også at omfatte grejet, og en af fordelene ved at blive ældre er, at børnene er flyttet hjemmefra, behovet for anskaffelser til hus og hjem er blevet mindre, og der er penge til at kæle lidt for grejet. Derfor har Sage Xi2 og Hardy Zane været favoritterne, og på det seneste er Orvis kommet til med deres fabelagtige Helios stang. Der er en langt større glæde ved at fange beskedne fisk på sublime grejer end ved at køre dem hjem på middelmådigt grej. Middelmådig, men ikke på alle områder.
Georg Christensen