Skanderborg Sportsfiskerforening blev jeg medlem af i sidste del af 70'erne, på foranledning af den daværende formand Jens A. O. Olesen, og det var dengang et pragtfuldt fiskevand med en utrolig flot bestand af stallinger.
Foreningen går tilbage til 30'erne, og havde bl.a. overdyrlæge Andersen og guldsmed Lind blandt sine tidlige medlemmer, og det er disse to, der tog initiativet til at indføre stallingen i Gudenåen, idet de fra Skarrild transportede levede stallinger i mælkejunger, som de under køreturen pustede ilt ned i med en cykelpumpe. Stallingen fra Skjern Å trivedes fint i Gudenåen og blev til den berømte bestand af stallinger, som Per Sovinsky lavede sine flotte film om, optaget længere oppe ved Voervadsbro. Guldsmed LInd var en gæv mand, da jeg lærte ham at kende, var han langt oppe i årene, havde fået sat det ene ben af efter koldbrand på grund af sukkersyge, men en venlig mand, som jeg fik lov til at interviewe på bånd om stallingerne i Gudenåen og andre ting. Tiilige fik jeg lov til at kopiere hans dagbøger, hvori det også var beskrevet. Kopierne forsvandt, da Jydsk Fluefisker Laug gik i opløsning.
Fiskebestanden er i dag ikke noget at prale af, og det er fouroligende, at bestanden er gået så voldsom tilbage. Amtet lavede for år tilbage en regulering af det bedste stryg ved at opsætte strømkoncentratorer, som skulle mindske bredden og forøge dybden ved aflejringer ved brinkerne. Det lykkedes også, og de første år var stallingbestanden fin, men nu er det skidt. Om det er årsagen ved jeg ikke.
Føvling Fluefiskerlaug er stiftet af Erik Jepsen, som først købte en plantage ned til Gudenåen og senere bosatte sig i Føvling, som blev et omdreningspunkt for mange fluefiskere og jægere. Lauget holder sit sommertræf ved Gudenåen ved Eriks sving, når vejret tillader det, og med tilflugtsmulighed i hytten, når vejret er for dårligt. Lauget er håndplukket af Erik for at sikre en sammensætning af fluefiskere, som både kan hygge sig sammen, kan tilføre hinanden inspiration og kan fiske sammen. Preben Torp Jacobsen var et naturligt midtpunkt, vidende, videbegærlig til det sidste og altid villig til at lære og belære, et fantastisk menneske som tit dukker op i mine tanker den dag i dag.
Lauget havde de første år efter Prebens død lidt svært ved at finde egne ben at stå på, men de seneste år har vi ligesom fundet os til rette, og alle har været glade for at mødes. Det vil forhåbentligt også fortsætte, selv om Erik nu har bosat sig på Sjælland.
Georg Christensen