De jyske åer var det eneste, jeg havde i hovedet, da jeg bosatte mig i Horsens efter syv år i Nordsjælland, og alle ledige timer blev tilbragt ved åerne - alt for få selvfølgelig på grund af et arbejde, som de første tre år lagde beslag på al min tid, så jeg dårligt kendte begrebet fritid. Det jævnede sig dog med tiden, men i mange år var det med fravalg af familien, når jeg valgte at tage på fisketur, og det gav mig - som mange andre - en mere eller mindre kronisk dårlig samvittighed. Men fiskes skulle der.
Det var Gudenåen, Ansager Å og Skjern Å efter ørreder og stallinger, der var de foretrukne steder. Jeg var så heldig at kende Gunnar Lawcock fra Ke-Fluer og Jens A. O. Olesen fra Horsens, og jeg kom ret hurtigt med i et par konsortier med fiskevand ved Gudenåen og Skjern Å. Min ven fra det sjællandske, Erik Jepsen, blev også medlem, og jeg har haft mange skønne oplevelser sammen med ham.
Nogle år senere blev fiskeriet droslet lidt ned, men gammel kærlighed ruster ikke, og der blev taget hul på nye fiskevande, Holtum Å, Omme Å og Grindsted Å kom til, stadig efter ørred og stalling. En kollega, Henning Bendtsen, introducerede mig til Fremads stykker ved Holtum Å, og har man først gået en sommerdag på fluestykket, så er man solgt. Så det var jeg.
Vandløbene vedblev at være mine yndlingspladser, udvidet med pragtfulde ferieture til Sverige sammen med Erik Jepsen, og jeg troede ikke, at det skulle ende anderledes. Men det gjorde det. En dag med tusindbrødre-stallinger ved Grindsted Å fik mig til at bestille et kystfluesæt hos John Petermann, og det blev en mærkbar omlægning, som gjorde, at å-fiskeriet langsomt men sikkert blev afløst af fluefiskerie ved kysten, også foranlediget af at min kæreste har et dejligt lille sommerhus ved Vejle Fjord. Så i stedet for at køre 60 km til år, kan jeg nøjes med at gå 60 m ned til fjorden, eller køre kajakken derned. De seneste år har jeg kun sporadisk fisket i åerne. Men måske tipper det igen.
Georg Christensen