Jeg har parkeret i indhakket ude ved Lille Afrika, bekvemt tæt på stranden. Det er en sen aften i begyndelsen af juni, og jeg er alene herude – det har endnu ikke været varmt længe nok til, at vandet har badetemperatur, og solbaderne er for længst kørt hjem. Det sker, at der på dette tidspunkt kommer folk ved den primitive camping, og det er årsagen, at jeg ikke parkerer deromme. Der er endnu en times tid til, at det bliver mørkt, og jeg er gået op til bilen for at få en kop kaffe, og slå en streg, i omvendt orden. Varmen fra taget har tiltrukket insekter, flyvemyrer ligner de, men ikke helt, og bagdøren bliver lukket, medens jeg drikker kaffen nogle meter væk fra bilen.
Så kommer den piskende hen ad vejen, men stopper brat, da den ser mig, og forsvinder lige så hurtigt væk igen, med halen krummet ind under maven. Underligt. Hunde plejer ellers nok at ville snakke med mig. Lidt krogbøjet er han, med et viltert gråsprængt fuldskæg, mager og i godt brugt tøj. Han kommer gående med hunden i snor, undskylder at den løb frit, og fortæller om den, at han har overtaget den efter vanrøgt, og at den meget forskræmt ikke tør nærme sig fremmede. Derfor var den stukket af igen, da den så mig.
Vi fik meget forsigtigt hilst på hinanden, hunden og jeg, hvorefter vi holdt en passende afstand fra hinanden. Hunden gjorde i alt fald. Han er førtidspensionist og bor herude. Jeg har set ham andre aftener, hvor han er kommet gående med hunden, og hvor jeg har stået på revlen og fisket. Joh, en enkelt ørred har det da givet, og hornfisk, men det har ikke været det store. Jeg har nu heller ikke fisket her så mange gange endnu.
Det er siden blevet til mange aftener i juni og juli, og ”ketcheraftenen” husker jeg helt tydeligt. Jeg har altid syntes, at det ser lidt fjoget ud at gå rundt med et kæmpenet på ryggen. "Mine fisk kan sagtens være i mit net", har mit udsagn været, "og når de engang ikke kan, så kan vi snakke om et større net."
En aften efter kaffepausen vadede jeg ud gennem bæltet af ålegræs, og efter nogle få kast kom hugget, hårdt og kontant, fast fisk og en hård fight, hvor fisken flere gange sprang ud af vandet. Den var stor. Omsider kom den ind over nettet, men kunne ikke komme i og gled af netrammen igen. Lidt senere endnu et forsøg, og igen gled den af, og kort efter slog den sig fri af fluen og forsvandt. Jeg turde ikke vade den på land, da den så skulle trækkes gennem et bredt bælte ålegræs, som gik helt op i overfladen, og det fandt jeg for risikabelt. Måske skulle jeg have vovet forsøget.
Henne på campingpladsen var der ved trolling aftenen efter blevet taget en havørred på 85 cm, cirka her hvor jeg havde tabt min, så måske mit gæt på omkring 70 cm var lavt sat, hvem ved? De efterfølgende dages søgen efter storfisken var naturligvis forgæves. Nu har jeg et større net. Så må jeg se fjoget ud også, og om det nye net må man sige, at en almindelig målsørred fylder ikke meget i posen.
Han fortalte med store armbevægelser om kæmpeørreden, der lå på bordet til lit de parade aftenen før.
Han er en spøjs fyr, harmløs, men påståelig, og en selvbestaltet vogter af fredningszonen ved bækken. Husk nu, at her er fredet fra 15. i niende. Jeg har selv snakket med Fiskerikontrollen og fået at vide, at det er rigtigt, og at de vil tage på kontrol herude. Husk nu, at du skal forbi pynten, før du må fiske. Og så videre. Han kunne snakke længe om det, og min høflige tålmodighed kunne fordampe med ordene, så jeg pludseligt ville vade ud igen. På revlen er der fred.
Bækken løber ud i bugten, som er lavvandet, mudret og fyldt med tangbælter. I sæsonen står åleruserne tæt herinde. Der er fisk i bugten, masser af fisk, og man ser dem tit bryde overflade i jagt efter føden. Undermålsørreder for det meste, mange hornfisk og selvfølgelig også større ørreder. Sidst på sommeren står ålegræsset højt, og det kan være umuligt at fiske her, fordi skidtet fra tangen ligger som uigennemsigtigt svæv i vandet, så fiskene ikke kommer ind under land sådanne dage.
Bækken er en lille, sølle streg med ringe vandføring om sommeren, og udløbet er konstant stoppet af ilanddrevet tang, som sort og rådnende ligger i en bræmme langs bredden inde i bugten, og udløbet er i virkeligheden kun vand, som siver ud gennem tangen. Det er svært at forestille sig, at der skulle være ørredyngel, der passerer her, men det gør der.
Amtets biologer har kortlagt vandløbene for ørredyngel, og deres arbejde har medført nogle særlige fredningsbestemmelser for Vejle Amt, der som en sidegevinst har medført, at de nye udvidede fredningsbælter ikke gælder her i amtet. Tak for det! Biologernes undersøgelser har påvist, at bækken er yngleområde for havørred, og det skal vi respektere.
Måske skal vi være glade for selvbestaltede naturvogtere som hundevagten, og måske er der ind imellem behov for, at vi lystfiskere erindres om, at andre end vi sætter pris på naturen. Der er andre kyststrækninger end ved udløbene. Vi skal alle være her, og vi skal alle kunne glæde os over oplevelserne i naturen. Hundevagten er måske ikke så tosset endda.
Georg Christensen - 2004