Mine flueæsker

Fredningstiden er begyndt, bilen er tømt for sit faste grejdepot og alt er sat på sin vante vinterplads. Jeg kører jævnligt direkte fra arbejde ud til åen og har derfor grejet liggende i bilen det meste af tiden. Ulempen er en til tider generende lugt af råddent mosevand, hvis jeg ikke har fået gjort skridtstøvlerne gjort ordentligt rene, når jeg kører hjem.

Den første månedstid efter sæsonens afslutning får jeg mig aldrig taget sammen til at klargøre grejet til vinteropbevaring, for nu hvor fiskeriet er slut, er der masser af havearbejde og andre ubehageligheder, der skal klares.

I takt med at vejret bliver dårligere, er der også tid til at ordne grejet, pakke det pænt sammen, om end med en lidt skidt samvittighed over, at det ikke med det samme bliver klargjort til næste sæson. Dambrugsfilmen sidder stadig på fluelinen, hjulene er ikke renset og smurt, men pyt, der er stadig alt for længe til, at sæsonen starter igen.

Efter nytår kribler det efter at komme i gang igen, og det er tid at sætte sig ved fluestikket for at fylde æskerne op til den kommende sæson. Jeg har to måder at gribe det an på, rationelt eller humørmæssigt, også lidt afhængig af mængden af tilbageblevne fluer, af tilfredsheden med sidste sæson, af om jeg er tilpas rabiat, når jeg kigger i æskerne.

Enten piller jeg hovedparten af de gamle fluer ud, putter dem i små æsker (og smider dem ud et par år senere), eller også sorterer jeg de dårligste og mest slidte fra. Så enten fylder jeg den tomme æske med nye fluer, med nye ideer, nye mønstre og gamle kendinge, eller også supplerer jeg æskens indhold ved at fylde hullerne op. Jeg har – heldigvis – kun en vådflueæske, en nymfeæske og en tørflueæske, plus lidt småæsker til reservefluer.

Punker kalder jeg mine Matuka-lignende vådfluer til det tidligste forårsfisker. Ikke min egen opfindelse, den er gammel, og sidst så jeg bindemetoden vist med et billede af en hårvinget flue i Sportsfiskeren. Jeg tog metoden til mig, og samme vinter lavede jeg en stribe mønstre for at afprøve det. Polarræv, egernhale, kalvehale var de foretrukne materialer. Bundet på laksekroge str. 6 og 8, og nogle med guldperler.

De blev testet med succes, og den knaldrøde punker fik et ekstra plus, da jeg fik en regnbue på godt 60 cm – eller halvanden gang den forventede max. størrelse i den lille vestjyske å, hvor fiskene er store, når de er på den anden side af 30 cm. Vi hæger om bestanden og tror, at det er derfor, at vi jævnligt fanger bækørreder omkring de 40, genudsatte og muligvis de samme der fanges igen. Hvis det er de store fisk, der tæller, så ville vi fiske et andet sted.

Her er det totaloplevelsen, der fæstner sig i sindet, naturen, åen, restriktionerne til kunstagn eller flue, en rimelig fiskebestand, og ikke mindst venner og fiskebrødre man møder derude. Det bliver kun bedre af den stille ofte indforståede snak ved brinken, hvor dagens situation og tidligere oplevelser diskuteres, over en kop kaffe, eller en øl og måske lidt tobak (hvis man stadig tør det i vores minimal-tolerance samfund).

Hvornår er fisk store? Og var de egentligt større i de gode gamle dage? Guldsmed Lind fra Horsens og dyrlæge Albert Andersen fra Skanderborg grundlagde stallingbestanden i Gudenåen, da de transporterede stallinger fra Skjern Å i mælkejunger, pumpede luft ned under hele turen for at ilte vandet, og udsatte dem i Gudenåen. Stallingerne overlevede som bekendt. Tak for det. Der er gået mange historier om stallingerne i Gudenåen, men jeg er sikker på at kende den rigtige. Jeg havde fornøjelsen at interviewe Valdemar Lind et par år før han døde, og her fortalte han bl.a. om flytning af stallingerne og grundlæggelse af den bestand, vi værdsætter i dag.

Jeg fik endvidere lov til at kopiere hans dagbøger, og det var interessant læsning, hvor jeg fik indblik i en verden ved Gudenåen, med lystfiskere og fiskemetoder som forlængst er borte. Og fiskene var bestemt ikke større end i dag, når man ser på bækørreder og regnbuer. Pæne fisk omtales de, når de er omkring de tredive, og det overraskede mig en del, for der var langt til det paradisiske fiskeri, man forestiller sig, at fortiden kunne rumme. Andre, som Svend Såbye har haft det ved Omme Å, har oplevet et betydeligt bedre fiskeri, så måske har det været de lokale forhold, der har været afgørende for fiskeriet.

Som et kuriosum vil jeg nævne deres fiskehytte, hvor de havde nedgravet nogle brøndringe ved terrassen. Her var der altid køligt, og her sørgede brugsuddeleren fra Hårup af sig selv for, at der altid var øl og brændevin. Det var ærlige mennesker dengang, men mon ikke de pralede lige så meget, som vi gør det i dag.

Fiskemetoderne var f.eks. geddedukker som er selvfangende apparater, man røgtede efter behov. Et stykke træ påbundet en line og agnet med levende fisk, og det drev så rundt i søen, indtil det blev fisket op igen med eller uden fangst.

Når vi i dag er forvænte og kun rynker på næsen af fisk i den størrelse, så må det være fordi vi er vant til put-and-take lignende tilstande, hvor udsætningerne af fangstklare fisk gør, at vi rimelig tit kan fange større fisk. Fiskebladene, som i den grad fokuserer på største fisk og flest fisk, bærer en del skylden for, at mange lystfiskere får den opfattelse, at det er det eneste, der tæller.

Endelig har mange en snert af tyskermentalitet, hvor alt kan bruges, bare fiskekortet betales tilbage. Tyskere, hollændere og belgiere havde i mange år en ulækker mentalitet, hvor de tog alt hvad de fangede, også undermålere, og transporterede det hjem i store kølebokse. Måske er de stadig ulækre, jeg ved det ikke, for jeg møder dem ikke, hvor jeg kommer. Det er også derfor jeg kommer der, hvor jeg gør. Jeg sender straks en tak og hilsen til søens folk, altså dem ved put-and-take’rne, for de har trods alt gjort noget godt for å-fiskerne, ved ikke at belaste vandløbene.

Størrelse er ikke alt. Nej, men det er alligevel det, vi husker. Hvor mange fisketure kan du huske klart, når det er de dage, hvor fiskeriet har været dårligt eller bare på det jævne, sammenholdt med de ture der har givet usædvanlig fangst. Naturligvis husker man turene med de store fisk. Det er altid det usædvanlige, der fæstner sig i hukommelsen.

Tilbage til punker-fluerne. De gav gode fangster, men ikke mere end almindelige fluer, så i flueæsken er de nu reduceret til få mønstre, hvor en punket Mickey Finn har den største tiltro, men det har Mickey Finn jo altid om foråret.

Den er simpel at binde. Læg en tynd underbevikling af blytråd eller kobbertråd, det er til vinterfiskeri, og den skal ned til bunden. Læg en bevikling med bindetråden ned til krogbøjningen, så bly eller kobber ikke skinner igennem huller i krops­beviklingen. Bindetråden er en meget tynd rund sølvtinsel. Læg et par be­viklinger til støtte for første vingesegment. Klip lidt gul kalvehale af og bind det på med tre stramme tørn tinsel, klip lidt rød kalvehale af og bin­de det på med tre stramme tørn tinsel. Slut af med gul oppe ved hovedet, læg to tørn tinsel, bind en sort bindetråd på, og bind det hele fast med nogle tørn. Lav derefter et hoved på fluen, whipfinish og lakér.

Vådflueæsken har altid nogle få faste. Det er til marts og måske lidt af april, indtil der kommer gang i det ”rigtige” fiskeri. Det er til synkende line eller intermediate, det er til langsomt fiskeri nede ved bunden, og da bækørreden på denne årstid ikke er ved fuld huld efter gydetiden, så er det direkte møn­tet på regnbuerne, eller stallinger hvis det disse vandløb.

Mickey Finn har siddet der i mange, mange år, den har fulgt mig, fra jeg startede med fluefiskeriet tilbage i 60’erne. Vi er gamle venner Mickey Finn og jeg, så uadskillelige som Anders And og Mickey Mouse, og den har været bundet i utallige varianter, senest den omtalte punker-version, som har vist sig rimelig effektiv, men på den anden side – det har alle de andre udgaver jo også været.

Til det helt tidlige fiskeri har den altid været uovertruffen, og den har i årenes løb givet mange regn­buer til spisefisk. Fisket dybt i hullerne, taget hjem i små ryk, eller nulret hjem med nymfegrebet, sidder regnbuerne der altid. Hvis forholdene da er til det, for vårens flom med nougatbrunt vand og høj vandføring kan umuliggøre fluefiskeri med mit normalt lette grej, og så venter jeg, indtil forholdene bedres.

Mange år har jeg gået helt op til dambruget ude ved Ansager Å, neden for plantagen. Med megen forsigtighed, for man var virkelig på gyngende grund, og derfor kom der ikke så mange her, dengang før der blev fældet, for træer og bevoksning helt ude ved åen vanskeliggjorde både færden og fiskeri. Til gengæld gav det skjul, og det kan være særdeles vigtigt ved vinterens nedstrømsfiskeri.

Her kunne jeg liste fluen ud i hullerne, forsigtigt og tit ved blot at fire line ud, tit kun med plads til et lille rullekast der blot kunne lægge fluen over til modsatte bred. Åen er lille, så det er forsigtighed der tæller. Her har Mickey Finn altid været sikker for mig og dødelig for regnbuerne. De små portionsfisk angreb fluen med vildskab og krogede næsten sig selv, de store med en mere passende vintertræghed. En for voldsom bevægelse, eller trykbølger når man hurtigt måtte redde fodstillingen i den mudrede, bløde brink, og man så kun skyggerne forsvinde over sandbunden. Så måtte man må bringe sig i position ved det næste sted, hvor der var mulighed for fisk.

Det er mange år siden, jeg har droppet fjervingerne og er gået over til hårvinger, hvis jeg overhovedet sætter vinger på. De ”nye” (mange er nu halvgamle) materialer har ændret fluerne, og de har givet andeledes muligheder i fluemønstre og opbygning. Plastikfluer kalder jeg dem, men effektive er de.

Det er ganske morsomt at sammenligne fluemønstrene fra 60’ernes klassiske fluer med mønstrene fra de seneste år, men bortset fra forårets store vådfluer er det med samme mål, nemlig at matche tanglopper, døgnfluelarver, vårfluelarver osv. Selv om materialerne har ændret sig, så er Gold Ribbed Hare’s Ear, March Brown og Red Tag stadig lige effektive, men de nye materialer giver mulighed for nye måder at opbygge fluerne på, og det giver i sig selv inspiration til nye mønstre eller variationer over gamle kendte temaer.

Tanglopper er en gammel lidenskab og vel nok den flue, jeg har lavet i flest variationer, og hvis jeg skulle løbe tør for inspiration, så kunne jeg være sikker på, at Erik – som er utroligt vidende og aldrig har opnået mindre end ekspertviden i alt, hvad han har foretaget sig – havde læst om eller set en ny måde at lave dem på. Der var ikke så meget fokus på tanglopper dengang, blandt lystfiskerne altså, for ørrederne spiste dem i lige så stort tal som nu, og tanglopper var og er en altid givende flue at fiske med.

Gennem nogle år var udviklingen beskeden, for jeg havde jo egentlig fundet den optimale flue, som jeg bandt den på daværende tidspunkt. Først med lys latex hen over ryggen, så man med ribben kunne lave en leddelt krop, og senere med mørk latex. Latex kunne afhængigt af hvor meget, det blev strukket ud, give nogle fine farvevirkninger fra kropsmaterialet under det. Der var ikke så mange specialkroge, så jeg brugte en stor Mustad special sproat, kortskaftet og med opadvendt øje. På den formede jeg kroppen med sysilke ved at føre den frem og tilbage oven på krogen, inden der kom dubbing på, og kroppen gav samtidig fluen vægt, så det ikke var nødvendigt at belaste den. Det var faktisk eminente fluer.

Der er rige variationsmuligheder, for det naturlige forbillede findes i mange størrelser og mange farver, dog med oliven og brun som det fremherskende. Jeg har til stalling­fiskeri om vinteren brugt enorme tanglopper, så selv en halvblind stalling på lang afstand ville kunne læse menukortet. Og de vir­kede. Det kan selvfølgelig være, at en hvilken som helst anden vådflue også ville have virket, men tangloppen gjorde det altså også.

Jeg har i min reserveæske stadig et udvalg af gamle tanglopper, og æsken kommer frem, når alt an det svigter. Gammel kærlighed ruster ikke. Måske kærligheden ikke er gensidig, for fluerne i denne æske skal slibes inden brug.

Kroppen har i flere år været en dubbing af brune og oliven farver. Benene er for det meste lave af brune agerhøne fjer eller olive hønehackler, klippet i et V, som bindes på to-tre gange i kropsleddene. Somme tider et palmerhackle som klippes ned på ryggen. Ryggen har været genstand for mange eksperimenter, lys latex, mørk la tex, klar plastik, kunstbast, andre nye materialer, og lim.

Første gang jeg så lim anvendt var i Norge, hvor Staffan Lindstrøm viste forskellige måder at bruge det på. Han var en mester i at bruge det og bandt nogle sedge-imitationer, hvor han formede ryggen ved at trække smeltet lim ud. Samme metode kan med succes anvendes på tanglopperne, og limen har den egenskab, at farven fra kropsmaterialet skinner igennem og giver det et trans­parent udseende.

Erik og Torp havde aftalt at mødes med Staffan ved Numedals Lågen. Jeg blev inviteret med, og det var en oplevelse – når det frases at fiskeriet var elendigt på grund af regn og årets første sne. Billedet fra turen er en vis Torp Jakobsen, som står og lader sit vand. Han opdagede aldrig, hvorfor vi andre var ved at dø af grin. Han kiggede ned ad bukserne, der var ikke nogen uheldige spor, men han stod intetanende ved siden af et skilt, som advarede mod, at vandstanden var reguleret og kunne stige uden varsel. Samme Jacobsen tog fra andendagen sin termokande med i seng. Den havde været fyldt med rom til hans te, men der var uheldigvis gået svind i den første aften, hvor vi andre sad ved fluestikkene og gik senere i seng.

Når jeg åbner min nymfeæsken, er det et rimelig kedeligt syn, kun en enkelt flue med kulør, resten i afdæmpede naturfarver. Til gengæld har jeg mine reservefluer, og her er der fluer med farve. Det er denne æske, som folk får lov til at kigge ind, hvis de spørger til, hvad jeg bruger af fluer. Blandt nymferne ligger kun tamponen – undskyld piger – som jeg kalder den. En flue kun bestående af fluoriserende rød chenille, som jeg fisker som nymfe, og tit som en hvorfor-ikke-flue når fiskene ikke rigtigt vil tage, hvad jeg serverer for dem. Jeg har også bundet den med rødt hackle eller rødt palmerhackle, men så forsvinder særpræget, den ultimative enkelthed. Man kan jo heller ikke kalde en flue med palmerhackle for tamponen, vel. Nærmere for en flaskerenser.

Tanglopper, tamponer og derudover nymfer i diverse udgaver, hurtigtsynkende, synk­ende og flydende for at dække ethvert behov. Der er ikke blandt nymferne noget opsigtsvækkende, og jeg er i bund og grund en meget traditionel nymfefisker, opstrøms eller nedstrøms afhængigt af forholdene. Nymfefiskeriet er puristernes undskyldning for at dyrke et solidt vådfluefiskeri, for der er kun begrænset forskel på at fiske nedstrøms nymfe og på at fiske med vådflue. Never mind, fornøjelse ved det er der i alt fald.

Opstrøms nymfefiskeri er tit et fiskeri i blinde, man ved, at fisken er der, men det kan være vanskeligt at spotte den, vandets klarhed er nærmere uklarhed, strømforhold og grøde, der er et utal af forklaringer på, at man ikke ser dem. Når man kender sin å, ved man, hvor de er, og det er derfor et kvalificeret blindfiskeri.

Første problem er at afslutte kastet med en blid landing, og det kan med en tungt belastet nymfe være noget af en udfordring. Plasker nymfen i for tæt på fisken, risikerer men enten at skræmme fisken, eller nymfen når i bedste fald ikke at komme ned til fisken, men driver væk for højt oppe i vandet. Det gælder om at kaste så præcist, at nymfen lander så langt oven for fisken, at den når ned og er i korrekt drift, når den passerer fisken. Det er sjældent kastelængden, der volder problemer, da man kan komme ret tæt på fisken uden at skræmme den, hvis man færdes blot nogenlunde roligt. Hvis man ikke skræmmer fisken, kan man kaste til den længe nok til, at man har haft alle chancer for at fange den.

Hvilken teknik skal man så bruge? Den traditionelle med at indfedte en del af forfanget, eller den moderne med indikator, nymfefiskeri med prop ynder jeg at kalde det. Den traditionelle metode med at holde øje med forfangets bevægelser har altid været min foretrukne – det er nok derfor, at jeg ikke fanger flere fisk, ned jeg gør. Ikke at jeg er utilfreds, for nymfefiskeri er spændende og intenst. Når man i vore vandløb for det meste ikke kan se fisken, man kaster til, men kun aner, at forfanget stopper lidt op, måske ser et glimt, hvis fisken vender efter nymfen, så er tilslaget ofte refleksbetinget, eller gives fordi man ved fisken burde stå der, hvor man giver tilslaget.

De dage hvor nymfefiskeriet rigtigt lykkes, er der dage hvor tilslaget kommer af sig selv, man kroger fisken uden at være bevidst om, at man gør det. Fiskeri på rygmarven så at sige. Det er dage, hvor alt går op i en højere enhed. Man bliver helt euforisk. Uanset om fiskene har størrelse eller ej, det er teknikken og dens udførelse, det går på. Det er dagen, man lever på, den dag det ikke lykkes.

Metoden med bite indicator er ifølge dens tilhængere utrolig effektiv, en tungt belastet nymfe i drift og tilslag, så snart bite indicatoren stopper op. Det er effektivitet i højeste potens. Det vil jeg også prøve, og i år skal det være, de andre år har det kun været sporadiske tiltag, som hurtigt er blevet forladt, fordi det ”rigtige” nymfe­fiskeri trækker mere. I år har jeg købt en pose indicators, selv om jeg lige så godt kunne nøjes med et stykke poly bundet på forfanget. Mennesket er jo skruet sådan sammen, at hvis man køber sig en smart dims til en skyhøj pris, så må det nødvendigvis være godt, og så er man følgelig meget mere indstillet på at bruge det. Derfor min pose med farvede kugler.

Jeg har også bundet nogle nymfer, der kan bombes ned til bunden. Så burde det bare være at kaste opstrøms, tage line hjem, og holde øje med proppen, være vaks til at give tilslag ved mindste antydning af, at proppen stopper eller går under. Man fisker masser af grøde, men får også fisk. En enkelt række i nymfeæsken er det blevet til. Skulle det slå an, så er de hurtigt bundet.

For en del år siden lånte Erik mig en video med Roman Moser om nye måder at anskue døgnfluen på, fra nymfe til tørflue. Det satte en hel masse tanker i gang, og nye ideer udviklede sig. Fra Gud­en­­åen kendte jeg nedstrøms tørfluefiskeri, hvor det var en selvfølgelighed på disse stræk, men Moser havde nye ideer til fluer, og hans emergers viste sig at være eminente til nedstrøms fiskeri. Det brugte jeg en del tid på at udvikle i min egen stil tilpasset de steder, hvor jeg fiskede. Hans Goldkopf-nymfe blev senere verdensberømt. At det var trættende efter­hånden at se ham fange den ene store fisk efter den anden, og hver gang høre speakeren fremhæve hans enorme dygtighed, det var så en anden sag. Kommerciel har man lov til at være, især når man har noget at have det i. Og det havde Moser.

Fluerne er simple at binde, og materialerne er billige. Jeg har prøvet at tilpasse farverne til det, jeg synes passer til mine fiskevande, og det er fluerne ikke blevet ringere af. Her er en hurtig emerger. Tag en let tørfluekrog, sæ t hale på, lav en krop af f.eks. fly-rite dubbing, bind lidt lys polygarn på som vinge og klip det ned til en kort dusk, tænk på at det er en emerger, bind et hackle på nedenunder, slut af med forkrop og hoved. Polyen gør, at fluen er langt mere synlig. Med nutidens bindematerialer og et godt tørfluemiddel kan man holde alt flydende.

En anden lige så simpel. Tag en let tørfluekrog, sæt hale på af CDC, lav en krop af f.eks. fly-rite dubbing, bind en dusk CDC på som vinge, slut af med en lille forkrop og hoved. Farvevalg og størrelse varieres efter lyst og temperament. Ofte sætter jeg også her en tot hvid poly på som toplanterne.

Det kan ikke være simplere! At lave en flue som kan fange fisk.

De fleste indvendinger går på, at man skræmmer fiskene, når man fisker nedstrøms. Det gør man også ind i mellem, men for det meste kan man sagtens kaste til samme fisk flere gange uden, at den er blevet skræmt. Man skal fiske med et passende langt forfang, og man skal stoppe fluens drift bag ved fisken, og før linen er nået ned i fiskens vindue. Så lader man fluelinen svinge til side, løfter langsomt stangen for at trække linen hjem og er klar til næste kast. Emerger-fluen svupper som regel under overfladen og trækker derfor ikke striber, når linen tages hjem til næste kast. Fluen sættes på vandet med slæk forfang, så den ikke streamer med det samme. Jeg slutter tit kastet med løftet stang, så jeg kan give line, mens jeg begynder at fire løslinen i hånden ud.

Det kræver lidt tilvænning at dyrke nedstrøms tørfluefiskeri, og her gælder som ved så meget andet, at fanatisme ødelægger alt. Jeg skifter mellem nedstrøms og opstrøms afhængigt af forhold og humør, og frem for alt i hvilken retning jeg er på vej. Er jeg på vej nedstrøms, er det let at skifte flue mellem nymfe, emerger og tør, og er jeg på vej opstrøms, er det lige så let. Hvorfor så pointere det? Fordi der er skabt en kunstigt behov for, at det er nødvendigt at skifte forfang, at indfedte og affedte forfang, for at omstille sig til fluevalget. Det er en trend, som grejhandlerne sætter umådelig pris på. Jeg nøjes som regel med at skifte flue, fordi jeg bruger et standard forfang, som vel nærmest kan betegnes som letsynkende, med en lang spids, som jeg jævnligt skifter på grund af slitage. Mit normale grej er en let stang med flydeline. Al balladen med en masse forskellige forfang er jeg sprunget over.

Emergers fisker jeg lige under eller i overfladen, og det er tit fluens aktuelle tilstand, der afgør, hvor den fiskes. Virker det ikke på den ene måde, så lægger jeg et kast mere og prøver i en anden dybde. Et induced take, hvor man et øjeblik løfter stangspidsen lidt, så fluen hæver sig i vandet, kan ofte få fisken til at tage fluen. Størrelse og bevægelse er afgørende for at få de større fisk, de små regnbuer ryger som altid på alt, der bevæger sig.

I sommervarmen undgår jeg mange gange de små fluer, for i en del af mine vandløb er der mange skaller, og de tager alle små fluer. Indimellem kan det være morsomt ”at pilke” skaller. Da sætter jeg en lille flue på, fanger en skalle, dræber den og smider den bagud på engen til de, der vil have den. Man kan nogle gange fange mange skaller i det samme sving, og det kan være sjovt tidsfordriv.

Rackelhanen er en anden flue, som jeg hovedsageligt fisker nedstrøms. Det har gennem mange år været min absolutte favoritflue til aftenfiskeri, og jeg bruger den naturligvis også meget om dagen, men stort set altid nedstrøms.

Den er utrolig nem at binde. I originalmønstret laves kroppen af dubbing, som klippes af polyen (den samme som til vingematerialet) i små længder og dubbes på krogen. Vingen bindes på i et ét stykke, den ene side først, og så foldes vingen bagover og den anden side påbindes. Vinkel og spredning regu leres med bindetråden ved påsætningen. Til sidst laves en lille forkrop af dubbingmaterialet.

Jeg holder mest af den originale mørke, som Boström beskriver den, vel mest fordi den var den første jeg bandt, men også fordi det er en effektiv flue. Jeg binder også med andre farver for at matche de naturlige vårfluer.

Rackelhanen kastes skråt nedstrøms over til modsatte bred, med bugtet line og forfang for at sikre fri drift. Somme tider det modsatte, for det sker, at der med fordel kan fiskes med en let streamende flue, prøv at kigge på vårfluerne og se hvor meget aktivitet, der skaber på vandoverfladen.

Når fluen er drevet forbi fisken, trækkes den under vandet ved at løfte stangspidsen, og den svinger ind mod egen bred, klar til næste kast. Med lidt øvelse og nogen forsigtighed skræmmes fisken ikke, og man kan kaste flere gange til samme fiske uden at skræmme den. Hvis fisken ikke tager fluen, kan det være en god fidus at trække fluen under vandet oven for fisken, så fluen plopper under på kantens af fiskens vindue, altså dens synsfelt, og det kan tit få fisken til at tage fluen.

I dagslyset skal det ske med forsigtighed, for den pludselige bevægelse af flue kan forårsage, at den streamer kraftigt, indtil den dykker, og det kan skræmme fisken. Fluen skal kunne synke hurtigt, derfor intet eller kun lidt tørfluefedt, og evt. en sparsommere dresset flue. Om aftenen er det tit en fordel, at fluen streamer, inden den dykker, for at vække fiskens opmærksomhed.

En anden suveræn vårflueimitation er de Bruin’s caddis, den usynkelige flue. Den har også en krop af dubbing, men har tillige et palmerhackle, som klippes ned foroven og forneden. Den holder sig flydende under næsten alle forhold. Den fisker jeg hovedsageligt opstrøms, fordi jeg gerne vil have min flue til at dykke, når jeg fisker nedstrøms, og det gør de Bruin’s ikke. Til gengæld er den en superflue til opstrøms tørfluefiskeri, og bundet i forskellige farver og størrelser kan den imitere både vårfluer og landinsekter. Jeg fandt mønstret på Internettet på en norsk hjemmeside, og nu har den fået plads i min flueæske.

Tørflueæsken indeholder gengangere fra nymfeæsken, for begge steder har jeg emergers og vårfluer, ikke fordi jeg ikke kan bestemme mig, men fordi fluerne er robuste og kan tåle at sidde i clips eller foam, hvorimod de ”rigtige” tørfluer naturligvis skal opbevares i rum. Den gamle Wheatley holder åbenbart evigt og den har været i brug et kvart århundrede. Clipsene er fyldt op med emergers, vårfluer og enkelte nymfer. Det er altid rart at kunne nøjes med at tage én flueæske med sig.

En overgang, som varede adskillige år, var det sagen at have en vest, rummelig, med masser af lommer, små lommer til dimser og flasker, store kasselommer til flueæsker, inderlommer, ryglommer, så man kunne medbringe alt, og plads til også at hjembringe fisk. Min hjemmedesignede yndlingsvest fik tilføjet underlommer, som jeg kunne trykknappe på nederst på siden af vesten. Så var der også plads til regnjakke, termokande eller fisk.

På et tidspunkt indtraf en mere realistisk holdning til behovet for her-og-nu-artikler ved åen, og minimalismen har langsomt fået overtaget, så det nu mere drejer sig om at have så lidt som muligt med til at dække det nødvendige behov under fiskeriet. Der er ikke mere, end det kan være i lommerne på min jakke, og om sommeren er det kun nødvendigheden af fangstnettet, som gør, at jeg tager vesten på. Jeg har ingen rygring i mine skjorter. Nettet vil jeg have, for jeg synes man har pligt til at kunne tage fisken nænsomt ud af vandet, og mange steder er det umuligt at nå ud til fisken, og der er et teleskopnet en praktisk ting.

Vi har i konsekvens af den nye holdning diskuteret og undersøgt, om man kunne få skjorter med tilpas store brystlommer, for så var det ikke nødvendigt med mere. Fangstnettet kan man klare ved at montere en elastiksnor til at tage over skulderen, så hænger det ikke i vejen og er stadig inden for bekvem rækkevidde. Vi har fundet hver vores modeller. For år tilbage havde mange af os en creel, men i takt med at vi pålagde os selv restriktioner med catch-and-release, så forsvandt creelen, og dermed grejdepotet og pladsen til mad og drikke.

Vesten overlevede længe, for vesten var lige som synonym med fluefiskeren. Eksklusiviteten blegnede lidt, da Ib Renée Cairo tonede frem på skærmen iført vest, og i takt med at flere og flere grupper tog vesten til sig som et praktisk og smart beklædningsstykke, så var det ikke længere vores uniform. Nu kan man risikere, at der var hvem som helst man mødte, og nu kunne man ikke længere over afstand vinke til en vestmand i forvisning at træffe en fluefisker. Der kan næsten være en nøgenhed i at være iklædt vesten, en anonymitet hvor kun diverse navne indikerer tilhørsforhold til de rigtige grejmærker og den rigtige fiskeform.

En skjorte med plads til en flueæske eller to, tørfluefedtet, et par forfangsspidser og en klipper. Det bør være tilstrækkeligt.

Tørfluerne er et magert kapitel. Match the hatch, godt nok ikke hos mig. Der er ikke meget tørfluepurist over min flueæske, og entomologien har ikke rigtigt vundet indpas, ingen direkte imitationer, her er der intet, der er god latin.

Der er hovedsageligt faldskærmsfluer, sorte, brune og grizzle hackler, forskellige kropsmaterialer som giver farvevariationerne, og alle med en polyvinge, der giver synlig­hed på van det. Vindsurfere har jeg tit kaldt dem. Fluer i forskellige størrelser til for­skel­lige situationer og klæk­ninger. Hertil nogle få kendte mønstre, som jeg mest har bundet for sjovt, når jeg trængte til afveksling ved fluestikket.

Min læremester Gunnar sagde, at hvis han skulle nøjes med en enkelt flue, så ville det blive en Iron Blue Dun i str. 14. Det var i fjertiden med naturmaterialerne, og fluens farvesammensætning gjorde, at den var anvendelig i både lyst vejr og mørkt vejr, fordi lyset gav den liv.

Lyse fluer til lyst vejr, og mørke fluer til mørkt vejr. Fluefiskeriets grundregel. Som med den tyske grammatik er der ingen regel uden undtagelser.

Han sad på brinken med gamle Olesen på den ene side og mig på den anden side. Juni måned med grødebankerne helt op i vandoverfladen på stryget. I renden over ved den anden side var vandet dybere, og her stod stallingerne tæt inde ved bredden.

Det var før reguleringen af kanotrafikken, som paradoksalt nok medførte en voldsom stigning i antallet af kanoer. Udlejerne havde inden reguleringen anskaffet så mange kanoer, at de havde noget at handle med. Men forventningen om nedskæringer holdt ikke stik, og derfor var antallet af kanoer højt, også efter reguleringen. Sådan forlød det i alt fald.

Stallingerne var flere og større. Majfluerne var aftagende, stallingerne havde skiftet fødeemner og tog hovedsageligt mindre døgnfluer. Der var altid nogle, der ringede konstant nok til at kaste til dem.

Gunnar kunne siddende lægge fluen præcist i renden, når det skulle være, og det skulle det. Selv om det mere var et afbræk i snakken, når der blev kastet til et vak. Snakken gik mest på oplevelserne ved Gudenåen, da det nu en gang var her, vi var. Begge havde de fisket i mange år her i åen, mens det var første år for mit vedkommende. Så der var meget at suge til sig, både af historier og fiskepladser.

Det var de sidste år, hvor de klassiske fluer dominerede min flueæske. Herefter skiftede først materialer og senere mønstre over mod nutidens fluer. Materialerne blev først en teknologisk udskiftning af naturmaterialer, som effektiviserede de gamle mønstre. Fik tørfluerne til at flyde og vådfluerne til at synke.

Det er ikke kun en vis konservatisme, der får mig til at fastholde naturmaterialer som hacklefjer og hår, det er i højere grad fordi, der endnu ikke er kommet bedre kunstmaterialer. En anden sidegevinst ved ”plastikken” er, at lugten af rådne dyr i fluebindingsmaterialerne er mindsket væsentligt.

Faldskærmsfluerne, vindsurferne, har i mange år haft fast plads i flueæsken, og det vil de sikkert forsætte med. Der er stadig super hanenakker i mine materialer, som giver mange, mange hackler endnu.

Hver sæson binder jeg nogle helt traditionelle tørfluer, men det er aldrig dem, jeg fisker mest med. Lidt imitation af landinsekter er der også af og til, men heller ikke det er det store hit, for så fisker jeg mange gange med en Rackelhane i stedet for. Fisk, der tager landinsekter, går tit efter størrelsen, og her er en større vårflue ikke ueffen.

Der er også en god del dovenskab i det, og et stænk af oprør mod entomologisternes akkuratesse og detaljerigdom, som går langt ud over det, der interesserer mig. For dem synes fiskeriet tit kun at være midlet til at dyrke og udstille et latinsk eldorado.

Enhver er salig i sin tro. Det er jeg også i min, og mine holdninger til fiskeriet afspejles i mine flueæsker. Afslappet, lidt konservatisme iblandt modernismen, ingen hidsige udskejelser, men en tryg hvilen på en basis af erhvervet viden med tro på fremtidens glæder.

Georg Christensen - 2002