Juli-camp ved Harrild

Den sidste weekend i juli 2003. Pakning i løbet af eftermiddagen, det var ikke så meget, lidt mad, en kande kaffe og skiftetøj, og lige omkring Børkop for at hente kassen med gas og tilbehør, afsluttet med et lynindkøb hos Fakta, så beholdningen af kildevand var i orden. En sidste telefonsamtale med Henning lød på meget grøde, men mulighed for tørfluefiskeri i renderne.

Første stop ved broen, det med grøden er rigtigt nok, den ligger fladt henad vandet over det meste af åen, enkelte fisk ringer, så det er okay.

Næste stop parkeringspladsen, en dame står med bagen op og samler vilde hindbær, medens manden sad på bænken og drak kaffe. Bænken. Jamen den var jo ny. Den gamle faldefærdige bænk med så mange minder var nu udskiftet med en ny af samme type, det offentlige havde været der, men det var nu også i orden, for den gamle var pilrådden, svampet og ved at være noget ulækkert at sidde på og ved. Det blev til en snak med ham om løst og fast, og det viste sig, at han kun havde fisket med flue nogle få år, hvad hans udrustning og udseende til dels også viste. Han spurgte til mit kontrafej på bilen og morede sig over ideen, og vi kom til at snakke websites lidt.

Sidste stop ved campingpladsen, hvor stammen i afspærringen heldigvis ikke sad fast, og hængelåsen kun til pynt, så den var lige til at fjerne, hvorefter bilen kunne køres ind, afspærringen sættes tilbage på sin plads, og nu var der kun tilbage at vælge teltpladsen, som blev ved den inderste plads med bålsted og bænke. Teltet blev slået op. Under arbejdet kom en fluefisker gående, han havde været nede ved Classonborg det meste af dagen og ville nu ud for at få aftenfiskeriet i Holtum Å med. Vådfluer, store vådfluer, sad på hans fiskevest, og det er kraftig kost i en lille å som her, men det ville jeg naturligvis ikke diskutere med ham, men nøjedes med at antyde, at det nok ville blive vanskeligt med vådfluen i den megen grøde, men det mente han nok at have styr på.

Lejr i et hjørne af pladsen

Aftensmad friskgrillet regnbueørred

Efter at teltet var rejst, blev madpakken fortæret og den sidste kaffe drukket, inden jeg kørte op til det øverste stykke, som Henning havde sagt, var det nemmeste at fiske på. Det blev den lille gule Loop-stang, og selv om det er en 2-3’er, blev den rigget med en DT4F’er, fordi kastelængderne er så korte. Det blev i åndbare waders, fordi jeg regnede med at skulle i vandet for at kunne fiske. Der var sket meget, siden jeg var der sidst, hylden var afblomstret selvfølgelig, og de vilde hindbær var modne med små med søde bær, og stien ned til ådalen var tæt bevokset.

Der var ikke mange insekter på vandet, og ingen fisk ringede. Grøden stod højt, og vandet med, der forsvandt meget af fluestangen, når jeg målte vanddybden. Sivene langs bredden hældte langt ud over vandet, så det var lidt besværligt at kaste, men iført waders behøver man jo ikke at tage så store hensyn til, om man synker i vandet, så fiskeriet foregik stående på de yderste siv, og uden at der skete noget ved det.

Der var ikke én eneste fisk, der ringede på det lige stykke, og først oppe efter svinget var der et par ringende fisk, regnbuer viste det sig, og i fin kondition i sommervarmen. Det var dybt vand at vade i, selv heroppe på de normalt flade stræk gik vandet til livet.

Oppe ved træet kom tørfluen af, og så gik det nedstrøms med nymfe, fisket dybt i renderne mellem grøden, og det viste sig at være en god ide, for fiskene gik villigt til nymfen, når de da ikke blev skræmt af nymfens nedslag, men mest mindre fisk, kun et par større som hurtigt satte sig i grøden og slap fluen. De dybe partier var lette at fiske med nymfe, og det var også let nok at fiske i renderne, men vanskeligt at få fisken op i overfladen, så den kunne fightes, i grøden endte det næsten altid til fiskens fordel.

Parkering nede ved broen, hvor et par fisk ringede nedenfor, som de plejede, her står der næsten altid fisk. Gik opad mellem træerne, og i svinget spottede jeg en ringende fisk, gled ud i vandet og kastede til den, men uden succes. Vandet var dybt her, og det var langsommeligt at vade i den høje grøde, så derfor op på bredden igen, for langsomt at gå opstrøms. Der var kun få fisk at kaste til, og helt oppe kom nymfen på igen. Kun få meter nedstrøms fra skiltet, som afgrænser stykket, ringede en fisk, og i et af de første kast sad den der, og den blev fightet hårdt, endte i græsset, blev aflivet og kom i posen som fisketegn til næste gang. Nået ned midt på stykket var det ved at mørkne, og jeg stoppede for at køre ned til teltet.

Bilen blev parkeret ved siden af teltet, og der var stadig lys nok til at fiske herude i det åbne land, og hvorfor ikke prøve handicapstykket? Der kommer næsten aldrig nogen her, jeg har i de to år stykket har været reserveret til handicappede aldrig set nogen hernede, og det kunne være spændende at se, hvad der stod af fisk i de kunstige sving, som blev lavet i forbindelse med nedlæggelse af stryget.

Åens overflade spejlede himlen, og man kunne en gang imellem svagt se linen lægge sig på vandet, men ellers var det så mørkt, at kastene foregik i blinde. Fiskeriet var okay, og flere fisk steg villigt til fluen. Da fluen til sidst sad fast i græsset på modsatte bred, og forfanget knækkede, stoppede jeg fiskeriet og gik tilbage til teltet.

I campen blev der tændt gaslys, og det flakkende lysskær satte en hyggelig stemning. Natmaden var en MiniMeal, som jeg havde lært at sætte pris på i Sverige, en lille sød sag som man heldigvis ikke skal indtage til daglig. Det er lækkert at campere, også når man er alene, men den meget kaffe havde sat sit vanlige spor, og det varede nogen tid, inden jeg faldt i søvn, med urets alarm stillet til 03:30 var der udsigt til små tre timers søvn. Som ved turen til Sverige havde jeg heller ikke denne gang medbragt en pude, og det var en fejl, det selvoppustelige liggeunderlag er ikke behageligt for hovedet, der skal som minimum vikles et håndklæde omkring, eller man skal have en pude med – husk det næste gang, Georg

Lidt over halv fire vågnede jeg, kom hurtigt i tøjet og ville lave kaffe, men ak, den lighter, som skulle ligge i campkassen, havde jeg jo givet til Ida, så der blev ingen kaffe, for jeg havde ikke lyst til at eksperimentere med at tænde gas ved gaslampem eller bilens cigartænder. Morgenmaden bestod af brød med makrelsalat og kildevand, en hidsig menu til at blive vågen på, men på sådanne ture kan man klare meget, som man bestemt ikke ville indtage derhjemme.

Som gårsdagen sluttede med tyvfiskeri, startede dagen med tyvfiskeri, og det er nu ikke det værste fiskeri at dyrke, så længe man altså ikke bliver taget i det, og man har det vel sådan med fiskevand, at hvis man alligevel er der, så kan man jo lige så godt prøve det, og hvad pokker, jeg sætter jo alligevel fiskene ud igen. Der er fisk nok dernede på handicapstykket, og der er efterhånden kommet flere gode standpladser, bl.a. ved de store sten som er lagt ud i åen, og der står rimelige stallinger hernede.

Da horisonten fik farve, gik jeg opstrøms på modsatte bred, men der var stort set ingen fisk at se, og der var ingen fisk, som tog fluen. Faktisk var det ret elendigt. Vejret ændrede sig, og ved halv seks tiden begyndte det at regne. Ved broen vendte jeg om og fiskede nedstrøms på den anden side, men stoppede da regnen tog til. Teltet var godt vådt, men der var ikke udsigt til bedring i vejret, og teltet blev pakket sammen og skulle opslås til tørring derhjemme. Campen var ryddet, og jeg kørte op til det øverste stykke.

I betragtning af regnen startede jeg helt oppe med nymfe nedstrøms, og det var et rimeligt fiskeri med mange hug og flere landede fisk, som alle blev genudsat. Hele stykket blev fisket igennem uden at se eller mærke større fisk. Midt på det lige stykket ringede Henning, han kom desværre ikke, for han havde lidt problemer med ondt i hovedet, men der var heller ingen grund til at køre herud, medmindre man da havde meget stor trang til regnvejr, måske kunne det rent faktisk have hjulpet ham og hans festlige efterdønninger.

Kørte ned til skovstykket og gik helt op for at fiske nedstrøms med nymfen. Regnen tog mere og mere til, linien klæbede, forfanget klæbede, og det var ret besværligt at fiske, men fiskene tog villigt alt, hvad der blev kastet ud til dem,, så den gamle tese om, at det er godt at fiske i regnvejr, blev endnu en gang bekræftet. Et par fejlkrogninger blev på trods af størrelsen puttet i posen til fisketegn. De få timers søvn, den megen regn, de våde ærmer, hvor vandet tapløb fra fingrende, når man stod og fiskede, alt det gjorde til sidst, at jeg stoppede fiskeriet nede ved broen og gik op til bilen for at pakke sammen.

Det var sådan set okay, for så kunne jeg køre direkte til Århus og hente Tor, inden Tour de France var i Paris, men nej. Lommen i min jakke viste sig at være vandtæt, for den var fuld af vand, og nede i vandet lå mobiltelefonen og bilnøglerne, og den var død. Jeg tog batteriet af og rystede vandet ud af telefonen, tørrede den med en klud og håbede på at kunne tørre den med en hårtørrer, så den duede igen. Uden forudgående opringning virkede det omsonst at køre til Århus, og jeg satte kursen mod Børkop. Jeg kan anbefale Simms-jakken, den er af en suveræn kvalitet, den er vandtæt, men der er to væsentlige mangler – der mangler d-ring på ryggen, hvilket kan undre ved en fiskejakke, og der mangler ventilationshuller i bunden af lommerne, så vandet kan løbe ud.


Georg Christensen - 2003