Sölvbäckeströmmen

Fra Tännas kørte vi til Funäsdalen, handlede lidt ind i ICA, hævede penge, fik tanket bilen og købt fiskekort, inden vi kørte videre for at fiske i Sjudalselven. Vi kørte opstrøms forbi Bruksdalsvallar-ne, kørte flere steder ned til elven for at besigtige den, inden vi kørte tilbage for at fiske på et roligt stykke af elven.

Erik har tilsyneladende en præference for elvstykker, hvor strømmen er rolig og overfladen klar, som en sø eller langsomflydende dansk å, baseret på erfaring fra tidligere ture går jeg ud fra, og det er også det letteste at spotte fiskene her.

Vi fik rigget stængerne til. Omsider! Det er lørdag eftermiddag den 21. juni, og vi har været her siden onsdag, endnu uden at have fisket. Ganske vist købte vi et fiskekort torsdag formiddag i Idre, kørte meget rundt og kiggede på forskellige stræk, men fisket fik vi ikke, det var regn og småskidt vejr. Så det føltes rart at have fluestangen i hånden. Der er ikke mange insekter i luften eller på van-det, få døgnfluer og enkelte vårfluer.

Jeg vadede over elven, hvor jeg kom ned til den, og næsten med det samme så jeg en ringende fisk ovre ved den bred, hvor jeg var kommet fra. Satte en tørflue på, Rackelhanen som virker til det me-ste, og fisken steg til fluen, men det lykkedes mig ikke at kroge den, og den stoppede med at ringe. På de næste10-15 meter ringede flere fisk, men ingen af dem ville tage fluen. Gik lidt opstrøms uden at se flere ringende fisk, prøvede lidt med nymfe nedad, men uden resultat.

Vadede tilbage over elven og snakkede med Erik, som ikke havde set noget at fiske efter, og vi be-sluttede at pakke sammen og køre til Storsjöen for at fiske i Sölvbäckaströmmen den næste dag. Jan og Peter har tidligere været her, og de har fortalt om et rimeligt fiskeri, så det glæder jeg mig til. De vil tilbage hertil og forventer at komme senere på dagen.

Turen gik over Mittådalen til Ljungdalen, op over Flatruet, en tur vi næsten havde kørt dagen før på sightseeing i regnvejret. Farvel til Tännas, farvel til Tänndalen, farvel til Funäsdalen, vi kom onsdag eftermiddag i regnvejr og først i dag lørdag er det klaret op, kun med få korte byger, og det har væ-ret en trist oplevelse. Vi har kørt meget rundt for at få tiden til at gå, men det er ikke det, vi er kommet efter.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Storsjöens fiskecamp, kører ind og kigger på det, og kører ud af området igen. Via sms’er får vi at vide, at Peter og Jan næsten er ved Storsjöen, og at de vil overnatte der, så vi vender tilbage til fiskecampen. Over et par kopper kaffe i restauranten bliver vi enige om at leje et par hytter, og starte aftenen med at køre ud til Sölvbäckaströmmen for at fiske. Hytten bliver lejet, og der bliver købt fiskekort, og så går det af sted, med Jan og Peter foran som vejvisere, og Jan kører frisk til, det går med stor fart ad elendige grusveje, og en lille halv time senere er vi der. Der er biler ved de fleste steder, og ved Elgdan, som egentligt var målet, holdt både biler og en autocamper, men ved Björnhån er der plads til to biler, så der parkerer vi.

Stængerne bliver rigget til, og vi går ned til vandet. Björnhån starter i et stryg med meget hurtigt vand, som deler sig ved en ø, og på den første del ved åen kan man vade næsten over elven. Jeg går lidt nedstrøms til et lille stryg, hvor der er store sten, og der kan vades lidt ud i elven. Med megen forsigtighed fordi jeg ikke kender området. Det viser sig, at man kan vade helt over elven her, hvad Jan gjorde senere, men jeg var forsigtig og prøvede ikke på det, første gang på dybt vand med strøm og store sten. På begge sider af stryget var der meget dybt, og det så lidt for farligt ud. Erik stod oppe ved indløbsstryget, Jan midt imellem, og Peter var gået nedstrøms, hvor han kunne vade langt ud.

Efter nogen tid vadede jeg ind og gik op til Jan, snakkede lidt, inden jeg gik op til Erik, som stod inde ved bredden og kastede. Gik lidt opstrøms og prøvede, snakkede derefter lidt med Erik om at vade ud i det flade vand lige neden for stryget. Han ville ikke prøve, men vidste at det var vadebart, så jeg vadede ud i det. Når man har stået der lidt, kan man spotte fiskene, og det gælder om at få øje på dem i det øjeblik, hvor de ringer, for på grund af strømmen er ringen væk med det samme. Det lykkes at få kroget og landet en bækørred, en lille fisk på knap 30 cm, men sikke en kondition den var i, vel på grund af den hårde strøm de lever i. Jeg fik ikke landet flere fisk, men havde flere som tog fluen, men som blev tabt igen. Alt på ret kort line i strømrenden inde ved øen.

Vadede ind mod land og snakkede med Erik om det, og tilbød ham pladsen, men det var han ikke interesseret i, så jeg vadede ud igen. Ret kort tid efter holdt fiskene op med at ringe, og lidt senere blev vi enige om at køre tilbage til hyttebyen. Nu måtte det briste eller bære, og jeg vedtog med mig selv, at nu skulle der ikke koges mere aftensmad, før vi havde fanget og spist en fisk. Det blev en dåse tun til et stykke brød som aftensmad.

Ved elven havde jeg fået nogle ideer, som skulle omsættes ved fluestikket, og jeg bandt nogle lyse tørfluer på Tiemco 206BL, emergers, ganske simple: krop af Light Cahill flyrite, sedgevinge af Cinnamon CDC-fjer, og en lille dusk hvid polyvinge foran for sigtbarhedens skyld. Der havde væ-ret en klækning af små, lyse døgnfluer, og jeg kunne måske få chancen for dagen efter at afprøve mine teorier om, at i det hurtige vand, ville fiskene gå efter en emerger snarere end efter en klækket dun. Med tanke på at en emerger ville være et lettere bytte end en flue på overfladen. Under alle omstændigheder har fisken kun ganske kort tid til at reagere i, når strømmen er så hurtig.

Næste morgen er vi tidligt oppe, får hurtigt gjort hytten ren, og er klar til afgang, så vi endnu en gang kan følges med Jan og Peter.. Alle pladser er stadig optaget, det er midsommer-weekend, og svenskerne er i stort tal taget til elvene, uanset at vejret har været dårligt, og der står autocampere og campingvogne overalt. Vi ender som aftenen før med at parkere ved Björnhån, og vi fordeler os næsten som om aftenen. Peter går igen nedad og har til hensigt at gå et længere stykke ned mod Elgdan.

Jeg vader ud, men der er ingen ringende fisk, så efter en kort tid vader jeg ind til bredden igen, går op til bilerne og et stykke nedad vejen, inden jeg går ind gennem skoven for at komme ned til elven. På vej langs bredden skræmmer jeg en gedde, som står og soler sig helt inde på det lave vand ved græsset. På pynten, hvor Peter vadede ud aftenen før, stopper jeg for at tage bestik af situationen. Det ser ud, som om det kun er ganske små fisk, der ringer, så det er uden større forventninger, at jeg vader ud. Det småregner, og ind i mellem blæser det noget, så det er ikke de bedste betingelser. Der driver nogle døgnfluer og vårfluer, og de tages villigt af fiskene.

Jeg sætter traditionsbundet en Rackelhanen på, men ingen fisk rejser til den, så jeg skifter til den nye emerger og rejser flere fisk. En tilsyneladende lille fisk tager fluen, og jeg giver et forsigtigt tilslag, som sætter gang i sagerne, og efter et stykke tid og en ilter fight lander jeg en stalling på omkring de fyrre cm, så man skal ikke lade sig snyde af, at fiskene ringer forsigtigt.

Et par mindre stallinger følger efter, og så ebber det ud i klækningerne. Fiskeriet er slut. Gik længere nedad, rundt om svinget, men der var kun enkelte sporadisk ringe på det langsomme vand, å jeg gik tilbage gennem skoven, op til bilen for at spise.

Erik kommer op, og lidt efter kommer Peter gående, Han har været helt nede ved Elgdan ved udlø-bet i søen, og der havde været fire svenskere dernede. Da han var på vej tilbage, kom svenskerne kørende, så nu var der ledigt dernede, og det havde været godt. Vi besluttede derfor at køre derned, på Eriks forslag med Peter og jeg siddende på pickup’ens låg, og det gik tåleligt ad den hullede og ujævne vej.

Vi fik rigget til igen og fulgtes med Peter ned til elven, hvor han forklarede om fiskeriet på netop dette sted, og det ville have taget os lang tid selv at finde stederne og metoderne. Vi skulle vade ud i det lave vand ved stryget ved udløbet i søen. Her var der store sten, og strømmen dannede et tydeligt V-formet bagvand, hvor fiskene stod. Også her gjaldt det om at spotte fisken, når den var oppe for at tage insekter på overfladen, for ringene var væk i strømmen med det samme, og somme tider kunne man høre den, når der kom op og ringede, men for mig slugte strømmen alle lydene.

Det var let. Fiskene viste sig tydeligt, og når man så dem, skulle man være klar til at kaste, så man kunne dække fisken med det samme, inden den flyttede sig. Strømmen var ret kraftig, også i det roligere bagvand, så fluen skulle kastes præcis med tilstrækkelig slæk til uforstyrret drift. Fiskene steg villigt til fluen, men jeg tabte alle og landede ikke en eneste. det gjorde Peter og Erik heller ikke, men det gør jo ikke mine evner bedre. I den kraftige strøm burde det være let at holde dem på de modhageløse kroge, men det var det tilsyneladende ikke.

Peter og Erik kastede tørfluen nedstrøms og dækkede de fisk, der ringede. Jeg kastede tværs over strømmen og dækkede de fisk, der stod på kanten til det rolige bagvand ind mod søbredden. En stalling tog fluen, gik ned og derefter op i et spring, og så var den væk – til Peters kommentar om, at det var da en pæn fisk. De ser ikke så store ud, når de ringer eller tager fluen, og det snyder lidt, at de pludseligt viser sig at være noget større. Jeg knækkede forfanget på flere, som med vægt og strøm gik ned med fluen i det øjeblik, jeg gav tilslag. Den kombination var for stor en belastning, men modsat var den også nødvendig for at kroge fisken. Alle de mange gange jeg lod strømmen og linebuen være tilstrækkeligt, var fisken tabt med det samme. For lidt og for meget, og det var van-skeligt at finde situationens rette tilslag. Ivrigheden spiller naturligvis også ind. Fluen kommer dri-vende meget hurtigt, fiskene flytter sig hele tiden, og når fisken kommer uventet, giver man uvilkår-ligt et øjeblikkeligt og kraftigere tilslag.

Efter et par herlige timer kørte vi fra Elgdan og vendte tilbage til Björnhån, hvor Jan var blevet til-bage, uden at vi i øvrigt havde fortalt ham, at vi var kørt, men han vidste da i det mindste, at Peter om formiddagen var gået ned til Elgdan. Han kom snart op fra elven, og havde fisket til de sjældent ringende fisk og havde fået nogle få, men pæne fisk.

Erik og jeg besluttede at stoppe for at køre til Idre og finde en hytte der. Peter og Jan ville have aftenfiskeriet med, overnatte i hytten ved Storsjöens fiskecamp og tage til Storåen ved Idre den følgende dag. Vi ankom til Idre hen under aften og endte med at tage en hytte samme sted som første nat deroppe.


Georg Christensen - 2004