Ørreden

Forsigtigt pakker vi bækørreden ud af folien og lægger den på en tallerken. Skindet løsnes og fjernes. Kødet skilles omhyggeligt fra benene, rygstykkerne kan skubbes ud fra midten uden at få de små sideben med. Halestykket er tilsvarende let at fjerne, og kødet kan let løsnes fra bugbenene. Så kan finnebenene fjernes, rygraden trækkes af, og nederste halvdel ligger klar til deling. Hvad man med omhu gør fra starten, gør måltidet til en endnu større nydelse. Der er ikke megen romantik i at pille fiskeben ud mellem tænderne, eller for den sags skyld sidde og kløjs i dem.

Ovnstegt med spinat var stillet mig i udsigt, men en ny overraskelse. Ovnstegt med et drys dild, serveret til en tynd, foldet æggekage og med ristet toast. Det fremhæver ørredens fine smag, og det orangerøde kød står flot til æggekagen. En moselvin kompletterer retten.

Der er fordele ved at være lystfisker, man kan tillade sig at være kræsen med fisken og med omstændighederne. Der er nu noget om, at en ørred fanget på tørflue smager noget bedre end ørreden, der bare er taget på vådflue. Om end nok kun for fiskeren selv.

Presset på vores vandløb er stadig stigende, på trods af put-and-take søernes store succes. Jeg er så heldig at være medlem af foreninger, hvor de dele af fiskevandet, som jeg fisker ved, er forbeholdt fiskeri med kunstagn eller fiskeri med flue.

Det højner moralen meget, at der ikke er et rend af madfiskere – for nu at sige det rent ud – for det kan intet vandløb holde til, medmindre kontinuerlige udsætninger af store fisk sikrer, at der er fisk nok til posen. Det er der ikke noget i vejen med, det er bare to forskellige slags verdener, hvor jeg har valgt mine oplevelser, og andre har valgt deres.

Jeg værdsætter også de fisk, jeg fanger, og nyder synet af dem, inden de genudsættes forsigtigt. Jeg værdsætter også de fisk, jeg tager med hjem, for mere kunstigt skal det heller ikke være, end at man med god samvittighed kan tage en fisk med hjem, når man har lovet det på hjemmefronten.

Men hvis trangen bliver så stor, at man fisker til fryseren, så bør man tænke på, at åen kun har en begrænset kapacitet, og uden fisk er den ikke særlig attraktiv. Hvis man vil være posefisker, så er det helt i orden, bare man er det ved de vandløb, der baserer sig på udsætninger.

Den kreds af fluefiskere jeg omgås, er en selvbevidst ”hellig” gruppe, der som en naturlig del af fiskeriet praktiserer det som catch-and-release, i bevidstheden om at fiskene skal overleve og kunne fanges af andre på et senere tidspunkt. Snyder du andre for den oplevelse, snyder de sikkert også dig for en tilsvarende oplevelse. Når bestanden skal være selvreproducerende, så må man værne om den.

Af forskellige grunde anses catch-and-release af mange for snobberi. Misundelse, snæversyn og en smule griskhed. Lad os nu få lov til at have nogle strækninger, hvor vi kan praktisere fiskeriet på den måde, som vi finder mest hensynsfuldt og bevarende. Der kan næppe gå noget fra nogen, eftersom vi stort set ikke tager fisk med hjem.

Det må derfor være misundelsen over, at vi tillader os at have en holdning til naturen, der gør, at der ses skævt til os. Ikke at det påvirker os synderligt, for vi ved, at det er os, der har ret, os der har de rigtige holdninger. Og vi håber, at de andre bliver klogere med tiden.

Dambrugene supplerer, om end i stadig mindre grad, ufrivilligt med udslip af regnbueørreder, og dem tager vi hellere end bækørreder. Når de har gået tilstrækkeligt længe til, at kødet har fået en smuk farve, så er de særdeles velsmagende, og noget helt andet end de slatne foreller, der ligger i køledisken hos fiskehandleren eller i supermarkedet. Det er også herlige fisk at fange, og mange af mine helt sublime oplevelser har været med en regnbue på fluen.

Jeg kalder dem for mit fisketegn. For hvis jeg med mellemrum tager en portionsørred med hjem til konen, så er hun ikke sur over, at jeg er ude at fiske og giver mig gladelig lov til at tage af sted igen – derfor betegnelsen mit fisketegn. En fejlkroget fisk er oplagt, størrelse næsten underordnet, hvis gællerne bløder, eller fisken af andre årsager sandsynligvis ikke kan overleve.

Men jeg tager selvfølgelig også en fisk med hjem til middagen, når jeg har mulighed og behov for det. Det er herligt at servere en pæn ørred ved selskabelige lejligheder, og der er lidt flere muligheder i tilberedningen, når fisken har en vis størrelse.

Det er et festmåltid at få serveret en veltillavet ørred, og selv min kone, som ellers nok holder på sine meninger, har måttet sande, at vildfisken har en ganske anderledes god smag i forhold til dambrugsfisken. ”Årh, det er bare snobberi”, lød hendes bemærkninger til at begynde med, når jeg kommenterede smagen af dambrugsforellerne.

Helst undgår jeg helt at spise dem, men der er jo lejligheder, hvor man er nødt til både at spise dem og også komplimentere værtinden – hvis mand tydeligvis ikke kan være lystfisker… Nu har min kone indset, at der er forskel, og nu forbliver det ikke ukommenteret, hvis der skulle være en blegkødet regnbueørred i mit fisketegn.

Jeg har mødt flere, der stadig anser regnbueørreden for at være et fremmedelement i vores åer, men nu har vi snart haft dem så længe, at vi må regne dem for danskere også. Det tidlige forårsfiskeri efter regnbueørreder gør det værd at tage til åen i den periode, hvor bækørrederne er slatne efter gydetiden. Da er regnbueørrederne i fin kondition og tager villigt fluen.

Ved et par foreninger, hvor jeg tidligere var medlem, var fredningstiden ikke frivilligt forlænget, og her kunne man midt i januar dyrke fiskeriet efter vinterørred, regnbuer, og jeg har gennem flere år hentet årets første ørreder her. Udslip fra dambrug, men mange gange med så lang tid i åen at det dambrugsprægede var borte, kødet var blevet rødt, finnerne hele, og med et sundt udseende.

Det var fisk, som var værd at fange, både til årets første friske fisk på spisebordet, men også for fiskeriets skyld, for det var fisk i god kondition, og fisk som det kunne være både vanskelige og sjove at fange.

De tidlige regnbueørreder forkortede vinterpausen, hvilket var særdeles velkomment, for trangen til at fiske er altid størst, når det ikke kan lade sig gøre.

Selv om det ikke praktiseres meget mere, så findes der stadig vandløb, hvor man kan vinterfiske efter regnbue og stalling, og det kan have sin charme også at være ved åen på den tid af året.

Ved Gudenåen har jeg dyrket vinterfiskeriet efter stalling, og med en vigende ørredbestand har risikoen for at tage bækørreder været stadig mindre, men en del genudsættere har der altid været. Med forsigtig behandling kan det sagtens praktiseres uden at skade fisken.

Vinterfiskeriet er et anderledes fiskeri end sommerens, for det er med synkende line og store fluer. Monstertanglopper og ditto nymfer på str. 4 og 6, taget hjem helt nede ved bunden, har givet succes. Det var dengang, hvor Wickham’s Fancy af Gunnar Lawcock var udnævnt til stort set den eneste fantasiflue, som stallingerne tog, men jeg har nu fanget mange ellers træge stallinger på andre vådfluer.

På en meget tidlig forårstur fangede min dengang lille datter en stalling på en Droppen-spinner, så stor at det var til en broncenål fra ABU. Det med små fluer som et must til stallinger, har aldrig rigtig fænget hos mig.

Jeg har taget store stallinger om vinteren, og genudsat de fleste igen selvfølgelig. Og i al slags vejr. Flere gange med godt fiskeri i en sludbyge, men slud betyder vel også bare, at temperaturen er over frysepunktet, og varmere vejr har givet bedre fiskeri. Jeg foretrækker dog det gode vejr og undlader gerne den masochisme, jeg synes, at det er at fiske i dårligt vejr.

Vinterfiskeriet kræver forsigtig færden langs åen, for der er ikke mange skjul for fisk og fisker, og en meget stor del af fiskene tages helt inde under egen bred. Vel nok fordi fluen der præsenteres i længere tid end ovre ved modsatte bred, hvor fluen kun er i den korte tid, inden den svinger ud mod åens midte.

Den bedste ørred. Det er friskfanget og tillavet ude ved åen. I røgeovnen eller i folie på bål. Desværre er det alt for sjældent, at jeg gør det i dag. Når man ser de gamle videoer med Oliver Kite, giver det et kick at se, hvordan han tilbereder fisken ude ved åen, eller for den sags skyld bare laver sin te. Det giver indtryk af at hvile i sig selv, at være en del af naturen selv. Man snyder sig for en oplevelse ved ikke at gøre det selv.

Georg Christensen - 2002