Fluelinen trækkes af hjulet i rolige bevægelser, al linen, helt ind til baglinen, for det er den årlige vaskedag. Lunkent sulfovand i håndvasken. Gudskelov man ikke er grejsamler, 3 hjul og fem spoler rækker fint for mig, i hvert fald i denne situation.
Linen vaskes omhyggeligt, tørres grundigt af – jeg bruger knægtens håndklæde, for hans fingre er sjældent rene, før de tørres, og så ses skidtet fra fluelinen kun, hvis man er opmærksom på de tynde sorte streger på håndklædet. Når man nu ikke kan finde en tilpas stor blød bomuldsklud…
Linen lægges ud i bløde ringe på gulvet gennem flere værelser, så den kan strækkes godt ud, inden den rulles op på hjulet igen. Samtidig får den en beskyttende hinde af det rensemiddel, der følger med ved køb af linen. Egentlig skulle det have været gjort ved sæsonens afslutning, men her i januar er det ligesom mere inspirerende, det gør vinterpausen kortere, og det sætter lidt gang i fantasien.
Rent hardwaremæssigt har købet af den lille tredelte klasse 2 stang været højdepunktet. Grejfabrikanterne har normalt en boblende fantasi i navngivningen af stænger, men denne gang er det det kikset. Yellow Line. Det kan man da ikke kalde en stang. Nå, men når man nu ikke har råd til at købe en Green Line. Og navnet passer. Gul og nostalgisk grim som en forældet glasfiberstang. Chiquita blev den omgående døbt af Erik. Så nu går jeg og vifter med bananen.
Men suveræn. Når man som jeg går mest ved de små vestvendte åer, så er det bare en nydelse at arbejde med det lette grej. Og vel kan den lægge line ud. Rigeligt endda. I en pibende vestenvind har jeg gået ved Omme Å og har banket linen gennem vinden. Det er okay, men dens force er det elegante fiskeri krydret med små finesser.
Det stille pusleri med rengøring af fluelinerne og klargøring af grejet får tankerne tilbage til åen, som med ét er nærværende og levende. Oplevelserne kommer væltende frem, små og store imellem hinanden. Det har været et godt år. Hvert år.
Eftersommerens aftenfiskeri nyder jeg og har et par favoritsteder. Forsigtigt opstrøms langs træerne, så fiskene ikke skræmmes. Mange er der ikke kommet her, for der er kun en svag sti gennem vegetationen. Svært tilgængelig og derfor ikke ret befisket. Lodsejeren kommer her, for der ligger jævnligt en ruse i vandet. Hvor hans ruse er, er sikkert også det bedste fiskeri. Han må jo vide det.
En tidlig aften på vej mod åen. En bil med trailer på jydekrogen holder i vejkanten ved broen. En jovial bonde ser vurderende på mig, afgør tilsyneladende med sig selv, at jeg er harmløs og spørger til fiskeriet. Det er unægtelig lidt tidligt at snakke om, her før jeg er begyndt. Om løst og fast går snakken, også om det ufremkommelige stykke opstrøms. Jamen, hvorfor jeg da ikke bare går på den anden side af engen, inde ved skovskrænten i stedet for ude ved åen. Næh, vi skal jo have respekt for vores lodsejere og kun færdes, hvor det er tilladt.
Det viser sig at være vores lodsejer, jeg snakker med, så jeg tager fiskekortet frem, præsenterer mig og siger, at som nyt medlem er det rart at møde den, man er gæst hos.
Og rusen, den er hans. Han er ved at være godt træt af det dårlige fiskeri. Gang på gang er der ikke andet end aborrer i hans ruse, Jovist giver det da en ørred indimellem, men det kunne være me-get bedre. Vestjyden i ham fornægter sig ikke. Men det rigtigt, og jeg har flere gange fanget aborrer på vådflue derude. Det er ikke altid, at det bedste fiskeri er ved lodsejerens ruse. Han er i øvrigt også lidt træt af, at nogen smider hans ruse op på land. Den er faktisk lovlig.
Hvor stykket opstrøms ender, står skiltet ved afvandingsgrøften. En hel masse forbudt og ny ejer. Jeg har mødt ham, et surt apparat, som påstår at vi tyvfisker på hans stykke. Jeg tror nu ikke, det passer. Skiltet passer fint til at stille stangen op ad, mens forfangsspidsen skiftes, og fluen bindes på. Herfra er der et godt fiskeri nedstrøms, svært med fluen på grund af den tætte bevoksning med træer og buske, og langt de fleste steder er det umuligt at fluekaste på traditionel vis, men alt kan lade sig gøre, hvis man vil.
Fiskeriet er godt, men grøden gør, at man mister mange fisk. LDR som det kaldes i belæste kredse. Long Distance Release. Heldigvis har de nye forfangsmaterialer betydet, at linen ikke knækker så slet som tidligere. Min tidligere uvane med tynde og meget lange forfang er afløst af en mere snusfornuftig længde og en tykkelse op. Så går det bedre.
Der er en overvægt af bækørreder, flere er op mod de 40. Smukke fisk. Der er ikke meget, der er kønnere end en bækørred. De genudsættes, med ønsket om at andre også må glæde sig over at fange dem. Og regnbuer, fede og fulde af spræl. Min kone forstår ikke lystfiskere, der kan finde på at sætte fiskene ud igen. Hvorfor fanger du dem så? Med mellemrum tager jeg derfor en fisk med hjem til fruen, og så er der ikke problemer med at få lov til at tage af sted igen. Mit fisketegn kalder jeg disse regnbuer.
Det er endnu lyst, men skumringen og den første mørke er den bedste tid, der kommer liv i åen, fiskene er ikke så sky, og de tager villigt fluen. Her er det, det er sket. Et stykke længere nede. Det er endnu ikke mørkt.
Næsten usynlig for fiskene, træerne bag mig giver skjul, med rolige bevægelser rullekastes fluen skråt nedstrøms. Kastet stoppes med et lille nøk og giver slæk line, som giver fluen lidt længere drift, ikke meget, men nok. Vårfluen må gerne streame lidt, faktisk tager de fleste fisk fluen, når den med et vip af stangen trækkes under vand og begynder at svinge ud fra bredden, inden stangen løftes og linen i et loop rulles ud i næste kast. Jo, jo, bananen er en Loop-stang.
Helt inde under brinken, ikke elegant, men med et tydeligt plask klasker fluen ned på vandet. En lille meter driver den, så trækkes den væk fra bredden. Bølgen fra fisken er tydelig, og den kroger stort set sig selv. Stangen løftes, og der er ingen tvivl om, at den er en af store. Tungt rusker den rundt ved bunden, men går hel-digvis ikke i grøden, hvor den er næsten sikker på at vinde kam-pen. Mit held, for jeg kan kun gå et kort stykke opstrøms og slet ikke nedstrøms for at følge fisken.
Omsider kan jeg kane den ind over nettet. En bækørred på cirka en halv meter, messingskinnende, flot med de røde pletter, basker den i nettet. Forsigtigt lægger jeg stangen, griber om fisken og tager den op af nettet.
Et kraftigt slag med halen. Den klassiske historie. Et kraftigt slag med halen, og fisken ryger ud af hånden på mig og ned i sivene. Jeg smider nettet, træder ned fra brinken, bøjer mig hurtigt ned og når lige at stryge fisken over ryggen, da den glider ud i vandet. Et plask, og den har genvundet friheden.
Et forsinket plask. Det er fra min flueæske, som ryger op af lommen og nu driver nedstrøms. Op på brinken igen, rundt om træerne, men æsken er ikke at se.
Har du fundet min flueæske, så har du nu forklaringen. Og fluerne kan du roligt bruge, de er måske ikke så kønne, men de er effektive.
Georg Christensen - 2003