Lidt pral skal der være plads til...

Det er marts, dagen er råkold, men heldigvis en svag vind så temperaturen føles ikke generende lav, og det er frostfrit, selv om der stadig ligger gammel is mange steder i sivene. Her når solen endnu ikke ned. Den nye sæson er små tre uger gammel, og jeg har taget fri fra arbejdet sidst på formiddagen. Det er anden gang, jeg er her i år. Ingen biler. Kun gamle hjulspor på parkeringspladsen inde i skoven.

Desværre missede jeg sæsonpremieren og dermed pølserne i kartoffelkælderen, men andre forpligtelser vejede tungere. Det kunne have været morsomt at tage oplevelsen med, og derfor havde jeg også set frem til det. Måske jeg når det næste år.

At møde andre i foreningen kunne være meget hyggeligt, for det er ikke mange, jeg har truffet i det år, jeg har været medlem. Måske fordi jeg som regel kører videre til en anden parkeringsplads, hvis der holder for mange biler. Måske fordi vi er spredt over fluestykkets mange sving og nemt står skjult for forbipasserende oppe på kreaturstien ved hegnet. Måske fordi en halvdøv fyr, koncentreret på sine gøremål, ikke hører anråb uden væsentlig lydstyrke. Måske er det held, eller tilfældigt.

Første dag ved åen i år var kold, blæsende og det stak i fingrene af at arbejde med fluelinen. Handsker er vel kun for de blødsødne… Der var mange pauser med hænderne i lommerne for at få så meget varme, at der kunne fiskes.

Fiskene var træge, nogle få beskedne bækørreder, slatne efter gydetiden, glubske alligevel, den smukke legedragt var væk, og de var grimme uden huld med hoveder for store til den udhungrede krop. Grimme nærmest som en gammel kannibalørred. Regnbuer javel, kanonflotte i sølv og farver. De små hanner i vildskab til angreb på enhver stor flue i deres aggressionsfarver. Fingrene var våde og forfrosne af vand og fisk, heldigvis ikke så meget gang i det.

Men i dag er det lidt mildere. Tidligt forår er det grove grej fremme, min kraftigste, en gammel Fenwick klasse 6 hjemmebygget med det ergonomiske håndtag, som en overgang nærmest var mit varemærke - ornepikken blev det døbt af vennerne. Monteret med mit gamle Marquis og en synkende forwarder. Det kan magte en lang line, det gamle sæt. Ikke kønt og efterhånden ret slidt, men minderne man har i hånden er mange, og oplevelserne og vennerne er ustandselig i tankerne, når man fisker med det.

Som Erik sagde det, da vi kiggede på hans nye stang, en rigtig stang, splitcane selvfølgelig. Håndbygget fra den rå bambus af Preben Torp Jacobsen. – Det er jo ikke kun stangen, det er de to hundrede timer af hans liv, jeg har købt, det er hans personlighed og kærlighed til arbejdet, jeg har fået – så sandt og så smukt.

Mine kolleger skutter sig, da jeg kører, og siger at de foretrækker at holde sig inden døre i dag. Koldt er det, da jeg smider bukserne for at iføre mig fisketøj, skridtstøvler og varmt overtøj. Femogtredive års fluefiskeri, men stadig lidt febrilsk efter at komme i gang, hver gang jeg kommer til åen. Hjulet monteres på stangen. Resten klares som altid, når jeg står derude. En sidste tanke til kollegerne, for det første blik, hvor ådalen breder sig ud, når man træder ud af skoven og skræver over hegnet, siger, at det er mig, der gør det rette. Et kært gensyn. Hver gang. Nu står jeg så over for et af tilværelsens svære valg. Skal jeg gå til højre opstrøms? Eller skal jeg gå til venstre nedstrøms? Det bliver opstrøms.

Første gang jeg var her, på et gæstekort inviteret af Henning, gik vi opstrøms, satte os på skrænten, snakkede, tav, kiggede. For mit vedkommende i store drag at suge synet til mig, naturen heromkring har altid været noget særligt, og jeg har tidligere fisket lidt på dagkort længere nede. Heden, de lyngklædte bakker og ådalen er blevet hængende som et dragende billede, jeg må tilbage til, og det er jeg så kommet takket være Henning. Efter nogle års pause fik han inviteret mig med på fisketuren. Hooked – selvfølgelig, også lige med det samme. At jeg meget hurtigt er blevet medlem af foreningen, siger næsten sig selv.

Opstrøms. På skrænten ved svinget. Åen er massiv og blygrå. Vandet er højt, men ikke som vårflommen ofte gør det til. Der kan fiskes, og der kan gås langs åen ude på brinkerne, som stadig er frosne, Det ser bedre ud end i sidste uge, og det gør det jo altid, når vejret mildner sig i det tidlige forår.

Sommerhuset oppe på skrænten har også klaret vinteren. Skov- og Naturstyrelsen forstår at tage det bedste til sig selv, for jeg har forstået, at huset anvendes som sommerhus for medarbejderne Selv om vi kalder det for fluestykket på grund af restriktionerne, så gælder det kun for vores side. For det offentliges medarbejdere gælder andre regler. De fisker ikke alene med agn, men også med faste liner, som ligger ude hele døgnet og røgtes med mellemrum. Man er vel nødt til at vide, hvad man forbyder andre, så det er vel en slags vurdering af ulovlige fiskemetoder. Det er nok sat i værk af Auken, ham ved man ikke rigtigt, hvor man har.

Never mind, jeg fisker alligevel kun med flue, og de må såmænd gerne tage lidt fisk for min skyld. Mere hellige skal vi heller ikke være. Bag enhver fluefisker gemmer sig en rusten ormedåse. Fortrængninger og dårlig hukommelse er nærmere forklaringen hos de hellige purister, der ikke kan se andet end det forfinede fluefiskeri. Eller måske er jeg blevet mildere med årene.

Marquis’en klager sig, da jeg trækker linen af, lirker den gennem øjerne, skifter forfangsspidsen og vælger fluen. Jeg er gennem årene kommet til at sætte meget pris på de lydløse hjul, ikke fordi jeg tyvfisker, som jeg ellers spøger med, når folk spørger til min lille særhed. Næh, men uforstyrretheden og stilheden. Specielt jeg med min dårlige hørelse bør vel være den sidste til at prioritere tavse bremser så højt, men alligevel. Det er irriterende at høre på. At andre nyder det, må de om. Men jeg kan da høre det maleriske i deres historier, når fisken tager et vildt udløb, knarren hviner osv. Men alligevel.

Ida vil så frygtelig gerne have en fisk, og jeg tager ofte en med hjem. Som John Gierach skriver, gemmer der sig en sortsvedet stegepande bag enhver fisker. Mit fisketegn kalder jeg det. Når jeg har en fisk med hjem, er der altid tilladelse til at tage ud igen. Ofte får man i det hurtige vand en fejlkroget fisk, som har slugt fluen, og hvis først gællerne bløder, kan den lige så godt blive mit fisketegn til næste tur. Så ser jeg mindre på størrelsen, og jeg skal blankt erkende, at der også har været undermålere iblandt. De kan alligevel ikke overleve.

Der plejer at stå et par rimelige regnbuer på det lige stykke. Regnbuer og tidligt forår. Hvor svært kan det være? Mickey Finn på en laksekrog i størrelse otte plejer at gøre det let, så hvorfor ikke også i dag.

Metodisk og grundigt affiskes meter for meter. Et par træge hug. Joh, fisk er her da. Der fiskes på lang line, så det kræver opmærksomhed at kroge fiskene. Et vildt hug af en lille regnbueørred bekræfter fluevalget. Her behøves intet tilslag, en kort fight, og nænsom genudsætning. En halv times tid tager det inden svinget ved sommerhuset er nået.

Der skal stå fisk i det dybe høl. Linen er lang, diagonalt helt over til modsatte bred, fire line ud, så fluen kan komme ned, i nøk over åen. Enten hugger de, når fluen accelererer og svinger ud fra modsatte bred ind mod åens midte, eller i det øjeblik hvor linen er drevet helt over, og når den strækkes, løftes fluen opad. Det udløser hugget. Fraset de små regnbuer som kan jage tværs over åen efter Mickey Finn.

Med den lange line fiskes der om hjørner. Tre, fire kast hvor fluen slæber rundt om hjørnet helt nede ved bunden, inde ved egen bred er strømmen svagere, og fluen skal renses for skidt inden næste kast. Så sker det. Et voldsomt hug. Min gamle fiskeven, Gunnar, ville i sin maleriske stil have sagt, at der kom en hvirvel, som næsten tørlagde bunden. Hugget kommer på den anden side af svinget, så jeg ser intet, hører intet, men sekunder efter ser jeg sølvglimtet i det dybe høl og er helt sikker på, at jeg har en havørred, da den tonser opstrøms, rundt i svinget og forbi mig. Opstrøms og nedstrøms, mest nede ved bunden, tung og kraftfuld.

Jeg ser den ikke mere, før den er kørt træt og er klar til at blive nettet. Men adrenalinkicket får jeg, og jeg husker den absurde tanke på min læge, som siger, at blodtrykket er stresset opad. Det mærker jeg tydeligt, synes jeg, som pulsen banker. Det er en regnbue, blank, fed og rigtig flot. Ida er suveræn til fisk og fjerkræ, så der er ingen tvivl i mit sind, da jeg afliver den.

Den er også for stor til den lille å, ligesom en havørred på en eller anden måde også synes at være et fremmedelement her, og alligevel fanges der af og til en havørred, som har forvildet sig helt herop. Nej, lad os beholde åen som en vidunderlig strækning med et rimeligt fiskeri efter ørred og stalling, med en bestand af skaller og aborrer som er stigende efter fjernelse af opstemningen oven for det nedlagte dambrug. Skidtfiskene er fysisk svage og overlever yderst sjældent at blive kroget, men fugle og dyr er glade for, at der udlægges foder til dem.

Godt, der ikke er andre her i dag. Intet kan magnetisk tiltrække fiskere som rygtet om den fisk, der allerede er fanget – hvor der er én, kan der også være to! Hvor fiskerne er som fluer på et fluepapir, der er der ingen fred og lise for sjælen, og der er jeg ikke. Mange gange er jeg kørt videre, hvis der har holdt flere biler parkeret.

Op til bordet, lavet af tykke stolper og solide planker, her spiser vi ofte vores frokost. Det er en flot fisk, som den ligger der. Oppe i bilen henter jeg et målebånd, godt 60 cm. Den i flere år største fisk. Med de vande jeg fisker i vil der statistisk gå mange år, før det sker igen. Normalt er de store fisk 40-45 cm, og den her er en afviger. Maven er ikke fyldt, og indholdet næsten fordøjet. Indvoldene kaster jeg ind i skoven, der forsvinder de hurtigt.

Fisken fylder godt på bordet. Jeg får en idé. Tager kniven og skærer omridset ud i bordet. Flytter fisken og skærer efter. Det ser godt ud. Når man sidder på bænken, kan man se den tydelige udskæring af fisken i bordet, våd af fugt og våd af slim, men tydelig. Der ryger også lige en SMS af til Henning, som ikke kunne komme af sted fra arbejdet. Lidt pral skal der være plads til.

Indpakning i to poser trukket indover fra hver sin ende af fisken. Det føles ikke ret dårligt at være nødt til at gøre det sådan. Det er anderledes end normalstørrelsen i små vandløb.

Resten af eftermiddagen går med fiskeri. Ihærdigt deroppe i svinget, men jeg mærker ikke andre fisk her. Jeg husker heller ikke meget andet fra den dag,

Men jeg husker tydeligt ugen efter, da Henning og jeg mødes ude på parkeringspladsen. Vi snakker om løst og fast, om hvad der er sket ved åen, på arbejde, derhjemme – og uundgåeligt. Om fisken. Påtaget henkastet siger jeg, at jeg jo kan vise den i fuld størrelse. Jeg fortæller om udskæringen i bordet, og vi går derhen.

En gennemvåd planke som har trukket sig sammen og lukket alt. Der er intet spor af fisken. Henning kigger mildt på mig gennem sine runde pædagogiske briller, og vi stikker i at grine begge to. Lidt pral skal der være plads til. Dette her var måske for meget.


Georg Christensen - 2003