Forår

April er årets første rigtige fluefiskemåned, april er årets første havemåned, fiskeri er en lise for sjæl og legeme, haven er hårdt arbejde, og det burde ikke være svært at vælge, men hvorfor falder konens krav om at gå i haven altid sammen med det gode fiskevejr? Det er for tidligt, alt for tidligt, der kan jo ikke sås noget alligevel, men al fornuft preller af - græsset skal rives, mosset skal fjernes, der er ingen grænser for fantasien hos denne dejlige kvinde. Ja, ja, nu kan du jo gøre haven færdig først, og så kan du fiske bagefter, hvis du kan nå det. April er hårdt arbejde. Kun en tåbe frygter ikke haven.

April er måneden, hvor bladknopperne svulmer, og træerne springer ud, de første gæslinger er for længst sat i vase derhjemme, som en af de første forårsbebudere. Det er nu, at alt vågner op til dåd, insekterne begynder at vise sig, fuglene får travlt med parring og redebyggeri, naturen summer af aktivitet, og forårsglæden breder sig.

April er måneden, hvor jeg skifter æsken med vinterfluer ud med æsken med nymfer og lidt tørfluer. Væk med de spraglede farvestrålende fluer og frem med de mere farvemæssigt afdæmpede fluer. Det er ved at være tiden, hvor nymfefiskeriet afløser vådfluefiskeriet, og det sætter sit præg på fluerne, hvor oliven og brunt bliver de dominerende farver, i mange nuancer ganske vist.

Det, med farver på fluerne, har meget at gøre med, hvad fluerne skal bruges til, men også om de er for øjets glæde eller til praktisk fiskeri. Det sidste lærte jeg noget om for længe siden.

April er måneden, hvor fiskeriet vender fra vinterens vådfluefiskeri til først nymfe og snart efter tørflue. Naturligvis er tørfluefiskeriet sublimt, men hver en opskåret mavesæk viser dog, at det er under vandet, det spises mest. Hvorfor fisker vi så ikke der? Det gør vi naturligvis også, med tyndere forfang, små fluer og letsynkende line, hvis man er til vådflue.

Vi, der snobber lidt opad og holder tørfluen for det rigtige fiskeri, kan som erstatning anvende en nymfe. Skulle det gå helt galt, kan vi, hvis der ingen er i nærheden, vende os om og fiske en stor nymfe nedstrøms, men vådflue nej, der er ligesom ikke den rigtige latin at udtale om vådfluerne. Jeg er nu ikke så kræsen og har ind i mellem en lille tampon eller Mickey Finn på, når jeg er på vej nedad, og har meget fornøjelse af det.

Hver vinter ved fluestikket søger jeg inspiration, når den rigtige nymfe skal bindes, læser og sur-fer. Nymferne ser uundgåeligt næsten ens ud, så det er detaljerne og nye materialer, der adskiller dem fra foregående års hittere. Hvert år laver jeg nogle få serier af fluetyper, som jeg vil bruge som gennemgående fluer dette år, et par nymfer og et par tørfluer i forskellige størrelser, og til det tidlige fiskeri et par vådfluer bundet på laksekroge.

Tangloppen er et klassisk eksempel. Det startede i 70’erne med tanglopper både til åen og til kysten. Dengang var vi ikke mange der dyrkede fluefiskeri i saltvand, men vi var nogle, som dyrkede det seriøst. På Juniorkurserne i Hoptrup, hvor både drengene og vi instruktører så mulighederne, blev det diskuteret og udviklet, og krydret med saftige beretninger. Mange endog sandfærdige.

Tangloppen bandt jeg på normal ørredkrog med latex hen over ryggen, senere på special sproat, wide gap og på specielle kroge. Nogle gange med krop opbygget af sysilke for at give facon og vægt, og med mange forskellige kropsmaterialer. Mulighederne er utallige, og jeg er ikke færdig med at eksperimentere. Bliver det nok aldrig.

Det samme med døgnflue og vårflue. De beriger nymfefiskeriet med en stadig strøm af fornyelser, og løber man tør for inspiration, kan man i Internettets virtuelle flueæske se både klassikere og de sidste nye tiltag side om side, næsten som at åbne æsken i fiskevesten. Et udstillingsvindue for fluebindere.

Roman Moser gav for år tilbage en inspiration, som har holdt sig levende siden, især hans ideer med emergers har præget mit fiskeri. Det har for mig bragt Gudenåens nedstrøms tørfluefiskeri ud til de andre åer.

April er måneden, hvor testen er begyndt. Gammelt vand, gamle kendinge og gensynet med de kendte standpladser giver et intenst fiskeri, med muligheder for at måle de nye kreationer mod sidste års fluer. Eller i sikker ro med de kendte fluer at fiske de vante steder, og et ”det tænkte jeg nok” når fisken kroges. Eller ved nyt vand i søgen efter de gode standpladser, med alle sanser i fuld opmærksomhed. Hvert sted, hver form har sin charme, sine oplevelser og sine særkender.

Ved min lille å, ved de pragtfulde sving foran lyngbakkerne, er der masser af variation, smalle dybe hurtige steder, hvor man kan springe over åen hvis ikke det var for fiskermunderingen, bre-de langsomme stræk, stryg og sving. De fleste går ved de mere fremkommelige steder, men vi er nogle der også færdes, hvor det er vanskeligt at gå og svært at fiske. Det er ikke sjældent at træde igennem, og indimellem ret svært at få skridtstøvlen trukket op af det ildelugtende mudder. Her er det, at oplevelserne ligger frit fremme og venter. Tag dem, siger de, og jeg kan ikke stå imod.

Når vandstanden er sunket til det normale, og vandet er blevet klart, så er det nymfetid, det tunge grej tages ud af bilen, og de lette stænger kommer frem. Størrelsen på gennemsnitsfiskene i de små er, hvor jeg fisker, giver også langt mere fornøjelse på det lette stænger.

Da jeg købte en lille klasse 2/3 stang, var det netop med denne begrundelse, og det kom til at passe. At jeg en af de første gange med den nye stang røg i en halv meter regnbueørred, gjorde bestemt ikke glæden mindre, og det kan også klares på let grej. Det tager bare lidt længere tid.

Glæden og forventningerne er store, når nymfefiskeriet begynder, og hvad skal man bruge? Tangloppe, nymfe, puppe, Tampon, March Brown, GRHE- der skiftes meget den første tid, for fiskene er stadig sky og kan være svære at lokke til fluen.

Der kan komme en times tid med et forrygende fiskeri, hvor fiskene går villigt efter fluen, og lange perioder hvor alt er dødt. Frustration og flueskift. Intet hjælper. Og pludseligt er der fisk igen. Hvorfor? Det er samme vejr, det er samme lys, der er ingen synlige forklaringer. Pludseligt så er de der bare. April i en nøddeskal.

Som Holtum ved månedsskiftet til april. Tidlig morgen, der har været nattefrost, og engen glimter som et tæppe af diamanter, hvor morgensolen reflekteres i rimen på planterne. Det bør være for tidligt at begynde fiskeriet før otte, men tværtimod. En opstrøms nymfe giver fisk på fisk, ikke de store, men ørreder i god kondition. Man kan se ikke spotte dem, men de kommer på de steder, hvor man forventer det.

Ved frokosten diskuteres fiskeriet. Det var klinget ud midt på formiddagen, og de seneste par timer havde været sløje, med kun få hug. Henning havde dog genudsat en flot bækørred omkring de fyrre, men generelt sløjt. Han havde ellers fortalt, at dagen før havde han fundet fluen, som bare var løsningen, en March Brown. Fisk på fisk på fisk. Men i dag skulle det altså være noget andet.

Om eftermiddagen kommer det lige pludseligt. På et lige stykke, en hundrede meter, og her er der fisk, fisk og fisk. Ikke de store, men stalling, bækørred og en enkelt regnbue i portionsstørrelse. Hvorfor? Det er samme nymfe og under samme forhold. Og så kun lige denne strækning, der som biotop ikke adskiller sig fra de andre tilsvarende småstræk. Sådan er april.

Det må være fluen. Det er den mest nærliggende konklusion, når fiskene ikke tager fluen. Hvis æsken ikke indeholder den flue, der kan lokke fiskene til hug, så må der gang i fluebindingen – igen. Tit resulterer timerne ved fluestikket i nye detaljer og nye forsøg.

Her går man forsigtigt, hvis man vil have succes. I april dækker grøden ikke, og man må selv sørge for skjul. Opstrøms er det lettest at undgå at skræmme fisken, og det er til gengæld sværest at fange den. Nymfefiskeriet er en specialitet, hvor man ofte kroger fisken, fordi man ved, at den skal stå der, mere end man registrerer, at fisken tager nymfen. Det er svært at se det på forfanget, og det er mere fornemmelse end vished, medmindre man da fisker med prop, eller hvad man nu ynder at kalde en moderne bite-indicator.

Jeg har aldrig rigtigt fundet mig tilrette med det og bruger fortsat den traditionelle metode. Det giver en ikke ringe tilfredshed, når man har en af dage, hvor det lykkes. I min egen tilsnigelse er det blevet til, at jeg fæstner forfanget eller løkken med er farvet plastikrør, så der alligevel er lidt bite indicator – hvis min sink tip ikke synker for hurtigt. En linebugt, en smule flydende forfang, der er altid et eller andet at bruge som målepunkt. Et forsøg med induced take hvor fisken for-modes at stå. Fantasi og indlevelse, taktik og erfaring.

Nedstrøms går det mere af sig selv, de fleste fiskere går tungt yderst på brinken, støt fiskende nedad, og de gør som regel ingen anden skade end at skræmme fiskene væk for en tid.

Nogle få lister ud, knæler, dukker sig, kaster forsigtigt. Mange gange har jeg stået og iagttaget Henning, når han bringer sig i position, knæler, kaster, tager fluen hjem og kaster igen. Det er stadig god latin at tænke i fiskens vindue og holde sig uden for synsvidde.

Succes og oplevelse kan blive endnu større, hvis der fiskes med hovedet og indlevelse, især hvis man kender sit fiskevand. Skjul, fluevalg og affiskning giver hele tiden udfordringer. På denne årstid er det nødvendigt at gå forsigtigt, at fiske med lang line, at skjule sig mest muligt, og kan man det, er belønningen et langt bedre fiskeri.

April er måneden med forandringer. Overalt sker der noget. At være lystfisker er ikke bare at fange fisk, det er at være i naturen, og at opleve kræver brugen af alle sanser. Hvis man kan se det store i det små, kan man med åbent sind suge indtryk til sig, indtryk og oplevelser man lever på i hverdagen. Eller overlever på, når der er dikteret havearbejde.

Georg Christensen - 2003