Det har været en våd vinter i 2002, med kun to store snefald og paradoksalt nok i slutningen af juleferien og vinterferien, på de tidspunkter hvor skiløberne har delt sig i en sydgående og nordgående folkevandring, og ikke får sne, før de er kommet hjem. Surt show – jeg var i Frankrig.
Der er i januar og februar kommet dobbelt så meget nedbør som normalt, og i begyndelsen af marts har markerne stadig stået under vand, og selv i det vestjyske er der masser af blank vand. Jorden kan ikke suge mere. Det er ikke tørkehjælp det evigt klagende landbrug skal råbe på. Den anden weekend i marts vender det, og den følgende uge får masser af sol og en tør østlig vind, som kan tørre markerne.
Tirsdag tager jeg fri, og det er næsten skyfrit og klar sol, og temperaturen er lovet på omkring 10 grader. Viben er kommet, søgende i sin karakteristiske flugt hen over markerne, et sikkert forårstegn, og da jeg er ved at rigge grejet til, er luften fuld af lærkens sang.
Det er umuligt ikke at være i et strålende forårshumør. Her er markerne nypløjet, og bønderne lader ikke noget gå til spilde, så jeg må bakke ind på den sløjfede markvej, fordi der ikke er rabat nok at parkere i. At holde halvt ude på vejen er for risikabelt nu, hvor der er travl trafik med landbrugsmaskiner.
Det er det øverste stykke ved Holtum Å. Efteråret blev på godt og ondt præget af et udslip af små regnbueørreder, og jeg håber, at de nu er trukket væk, så de er spredt ned ad åen. Det var stort set umuligt at fiske, fordi småkravlet huggede på fluen ustandseligt, de store fisk holdt sig ved bunden, eller man så i alt fald kun de små, som var hurtigst ved fluen.
Det er stadig tidligt, og der er høj vandstand i åen, selv om det ikke er så slemt, som det somme tider er. Vandet er faktisk ret klart, konstaterede vi i søndags, Henning og jeg, da vi åbnede sæsonen på fluestykket. Det bliver klasse 6 stangen, min eneste tilbageblevne kraftige stang, resten er foræret væk til børn og venner.
En hjemmebygget Fenwick, tredelt og oprindelig 10½ fod. En uheld kappede den nederste halve meter af, men det er stadig en kastemaskine til det tunge vådfluefiskeri. Tungt efter mine forhold, selv om andre nok vil betegne sekser-stangen som værende let grej. Ornepikken døbt af vennerne, fordi det udskårne ergonomiske håndtag appellerede til deres fantasi. Monteret med et gammelt Hardy Marquis, med en larmende knarre, men ellers et uopslideligt hjul.
Ved bundfældningsbasinet og dambrugskanalen er der døgnfluer i luften. Jeg går oppe på diget, engen er farlig efter grubning for et par år siden, hårde skarpkantede jordklumper med dybe huller imellem, umulige at se på grund af græs og planter. Her er der jævnt at gå, og det er uden for området med ørreddamme, men med udsigt over det hele.
Dambrugsejeren står oppe ved de fjerne damme, og jeg vinker, indtil han vinker igen. Så ved han, at jeg er her. Og jeg ved, at han jævnligt lurer for at se, om jeg holder mig langt nok nede af åen, væk fra dambruget. Der er ganske vist ingen damme, der kan fiskes i, for de er for langt borte, nej, det er principper, det drejer sig om. De første 100 meter nedstrøms dambruget har vi ikke fiskeret i, men foreningens kort er tegnet, så det ser ud, som om det starter helt oppe ved dambruget.
Og så er der vist nok noget med et par uhøflige medlemmer, der ikke rigtig ville gå væk, da de blev bedt om det.
Pokkers nok, for der er et par gode huller helt deroppe. Jeg mødte ham en sommeraften, da jeg stod ude på planken, der går over kanalen ved udløbet i åen. Ugen forinden havde jeg tabt en regnbue af de større, da den til sidst gik i grøden inde under brinken. Ude på planken ville jeg kunne styre den, hvis den forsøgte med samme nummer en gang til. 10-15 meter ned i næste hul stod en flot bækørred, som både Henning og jeg havde haft på, også i en lidt drilagtig placering.
Han kom kørende i sin firehjulstrækker, parkerede ved sidste dam, og ham og hunden kom ned til mig, en glubsk fanden var det, den havde nær slugt hele hånden, da den glad slikkede mig goddag. Vi sludrede lidt om vind og vejr, inden han bragte emnet på bane. Han var egentlig godt træt af at jage os væk, og der var mange, der fiskede ulovligt. Jeg beklagede naturligvis, og vi enedes om en opstrøms grænse for fiskeriet. Jeg lovede så, hvad jeg dog ikke har fået mig taget sammen til, at meddele foreningen, at den skulle opsætte et nyt skilt.
Der hang en hejre i trådnettet over dammene. Det plejer at være måger. Jeg havde stået og iagttaget en måge, som meget gerne ville ned til dammen med småfisk. Igen og igen dalede den langsomt ned mod nettet, fløj hurtigt op igen, flaksede lidt rundt, prøvede til igen, og satte sig forsigtigt ned på tråden, hvor den gyngede blidt i vinden. Jeg troede slet ikke, at mågen var i stand til at sidde sådan. Til sidst landede den ved siden af nettet, spankulerede ind til dammen, men gav så op, gik ud igen og fløj væk
Jeg starter nedstrøms, hvor kanalen slår et knæk og løber parallelt med åen. Vandet er ret klart, og klarere end i søndags. Jeg binder en punker Mickey Finn på. En halv snes kast senere kommer det først hug, et par seje rusk, og fisken er væk igen. Nogle minutter efter tager en lille regnbue fluen helt oppe under overfladen, men den slipper heldigvis krogen igen. Resten af det korte stykke er der nogle få hug, men ingen krogede fisk. Til gengæld får jeg en del kontakt med bunden, synkende line, blybelastet flue, så det er klart, at jeg fisker ved bunden. Alt i alt ikke noget at råbe hurra for.
Tilbage ved bilen, og en kærlig tanke til Torp Jacobsen, i en stille undren over, hvorfor jeg ikke har begyndt for længe siden med at tage te med rom i stedet for kaffe i termoflasken. Det får ikke afsmag som kaffen gør efter en tid. I tepausen monterer jeg et forfang på linen, som er en letsynkende femmer forward.
Det står klart, at det tunge grej skal pakkes sammen, og det bliver den gamle Far and Fine, der skal bruges. Det er den stang, jeg har været gladest for, så længe jeg kun sammenligner kulstænger; ikke kun fordi det er en Orvis stang, men fordi dens aktion og kasteevne passer perfekt til mit temperament.
At Orvis har navngivet en kulstang efter en af deres fine splitcanestænger, har jeg dengang nærmest opfattet som blasfemi, men tiderne ændrer sig, og siden har Orvis reklameret i den genfundne splitcane-æra med, at deres nye splitcanestang har egenskaber, der svarer til deres sublime kulstænger. Den modsatte verden. Splitcane til det fine og glasfiber til det grove. Sådan var det dengang. Glasfiber til kysten, en ni fods Vangen til en otter-flydeline, jo det krævede overarm at dyrke kystfluen i 70’erne.
Min første splitcanestang var en Hardy Palacona, som jeg var utroligt glad for. Da jeg som ung af helbredsmæssige årsager blev forbudt at fiske, solgte jeg alt mit grej. Omkring 15 år senere mødte jeg på min daværende kones arbejdsplads Børge, som havde købt min Hardy-stang. Han kunne fortælle mig, at han stadig havde stangen, den var i god behold, om end noget skæv i spidsen.
Glæden ved godt grej fornægter sig ikke. Selv om der var mange utroligt gode glasfiberstænger på markedet, og kulstængerne begyndt at komme, så var kærligheden til splitcanen vedvarende stærk, og der blev købt flere stænger af dette pragtfulde materiale.
Erik har altid grebet mulighederne for at eksperimentere, og han købte en Rackelhane, en usædvanlig stang med bundstykke af splitcane og topstykke af kul, som vakte opsigt overalt, designet af navnkundige Kenneth Boström. Den havde nogle fine kasteegenskaber, som Erik forstod at udnytte.
Jeg kører det korte stykke vej ned mod vejbroen og parkerer på den sædvanlige trekant ved marken. Opstrøms ad stien, der om sommeren er dækket af tæt bevoksning ad græsser, nælder og andre høje planter, men nu nøgen og let fremkommelig.
Et kort øjeblik overvejede jeg at tage saven med, men droppede det igen. Ingen grund til at gøre det lettere fremkommelig, for så vil der bare komme flere fiskere her, og så længe det er forår, kan man lige så godt frede bækørreden lidt, så den kan genvinde sit huld efter gydningen. Saven er en foldesav med et suverænt skær, som klarer selv tykke grene på kort tid.
Det bliver en tangloppe, på en sedgekrog str. 8. Omkring 100 meters koncentreret fiskeri og ikke et eneste hug. Jeg er så kendt her, at jeg ved, hvor fiskene står, og jeg har fisket fluen så dybt, som det har været muligt. Vandet er så klart, at man kan se bunden på de lavvandede stræk, og netop derfor valgte jeg denne tangloppe, fiskene burde kunne se den. Men ikke et hug.
Tilbage til startstedet ved skiltet. Punkeren bindes på igen, og efter få kast kommer det første hug. Det er altså fluen, der har været forkert. Der kommer spredte hug, et par små bliver hængende. En enkelt portionsørred tages med til konen, for hun forstår ikke, at det hedder fisketur, hvis man ikke har en fisk med hjem. Regnbueørreden skæres op, men maven er tynd, så jeg gider ikke en gang at skære den op for at se indholdet.
Fightet om hjørner så at sige. Den startede med et udløb ind mod brinken i min side, rundt om udhængende plantestængler, og ud igen mod midten. Da fisken var træt blev den parkeret ved brinken og stille ledet ned i nettet.
Det er et vanskeligt stykke at fiske på, med træer og buske helt ude ved brinken, og kun få steder med plads til et bagkast. Det giver øvelse i at rullekaste, også selv om det med en stor blybelastet flue kan være lidt vanskeligt med den lette stang. En opstrøms vind driller lidt, og det sker, at fluen blæses ind på modsatte brink af et vindstød, og der sidder den fast i rødder og planter. Forfanget knækker en gang imellem, men så er der jo basis for fornyet arbejde ved fluestikket.
Igen gås et stykke dobbelt for at matche de store fluer mod tanglopper. En anden tangloppe bindes på, men med samme resultat, ikke et hug. Så må det vente, indtil foråret har bidt sig mere fast med lavere og klarere vand, og mere vegetation, så fiskene bevæger sig mere i vandet. Lige nu står de klinet til skjul ved bunden. Det er de store fluers dag.
Fiskeriet er rimeligt, selv om huggene er noget spredte, og megen tid går med at kigge på bunden for at lægge mærke til ændringer. Vinteren flytter lidt rundt på tingene, og der kommer nye huller, render, nedfaldne brinker og aflejringer, som får indflydelse på fiskeriet.
Madpakken åbnes nede ved fluestykket. En bil kommer ind på parkeringspladsen i skoven, og ud stiger en yngre fyr, jeg ikke kender. Det viser sig at være en lokal specialist, efter hans egne udtalelser, og der er ikke det, han ikke har svar på, faktisk har han både spørgsmål og svar. Han er svær at hamle op med, så det jeg gør intet forsøg på.
Lidt overbærende kigger han over på min lille stang, der står lænet mod et træ, og han tager en 9 fods Loop Adventure, et kraftigt hjul med en hurtigtsynkende line. Det gælder om at komme ned, siger han. Der er nu ikke så meget vand, bemærker jeg. Nu havde han fisket her en menneskealder, så det vidste han alt om, og selv om fjernelsen af opstemningen havde sænket vandet en halv meter, så var det oppe på den gamle normale vandstand nu. Man skal jo ikke sætte sit lys under en skæppe, og det gjorde han heller ikke.
Det professionelle indtryk falmede lidt, da han iført kondisko gik ned til marken og opstrøms mod åen.
Behøver jeg at nævne, at jeg hurtigt spiste færdigt og gik et stykke nedstrøms, skjult bag bevoksningen sikrede jeg mig, at han ikke var vendt om for at følge mig. I så fald var jeg gået ud på et af de mange sumpede områder. Nu kunne jeg have fast grund under fødderne. Men der har ikke været mange steder, hvor proffen har kunnet komme ud til åen.
Ved det første fyrretræshegn er der et stort dybt sving, men der var ikke et hug. Lige efter på det dybe lige stykke står der altid pæne fisk og ringer om sommeren. Fluen lægges skråt over, line fires ud, så linebugten kan trække fluen ned. Nogle kast, så kommer hugget. Fisken kroger sig selv, den går tungt huggende ved bunden, opstrøms, nedstrøms og ud til siderne. Den er vægtig på det lette grej. Da den kommer op til overfladen, ser jeg, at det er en bækørred, og jeg er lidt overrasket, for de plejer ikke at være i en sådan kondition på denne tid.
Fed, velproportioneret og flotte farver. Godt 42 cm. Jeg gokkede den og tog den med hjem, fordi den var så flot. Ikke underligt den var fed, hvis den havde ædt sådan hele tiden. Maven var tyk, og da jeg skar den op, væltede det ud med tanglopper. Tanglopper og lidt blege vårfluelarver. Den var simpelthen stoppet med mad, den øverste ende var stadig kriblende af levende tanglopper.
Principper er til for at brydes. Jeg sætter catch-and-release fiskeriet højt, når det gælder bækørreder, men jeg værdsætter bækørreden højt som et luksusmåltid, og min kone er eminent til at tilberede fisk. Så er det jo dejligt at bryde principperne. Det føles ganske rart ikke altid at skulle være så hellig.
De hellige har det nu heller ikke nemt. Min første svigerfamilie var sort indemissionsk, og først i 70’erne, da vi boede i Nordsjælland, kom min svigerfar på besøg. Med toget til København. På strøget var der i en smøge automater med pornofilm. Det værste svineri, fortalte han indigneret, og talte sig varm om sædernes forfald – og så i hver eneste automat! Han havde selv set dem alle! Og det måtte han udsætte sig for. På offentlig vej. Nej, de hellige har det ikke nemt.
John Gierach skriver, at der bag enhver fisker gemmer sig en sortsvedet stegepande. Da jeg læste de første af hans bøger, tegnede der sig et næsten paradisisk billede af hans tilværelse, og han forekom at være en mand i pagt med naturen. Hvad skulle sådan en fluefiskerbums ellers være? Han fiskede, han tog de fisk, han skulle have til fryseren og madlavning, og han satte fisk ud, når han skulle eller havde lyst til det. Mange strækninger havde restriktioner, som skulle overholdes.
De senere af hans bøger viser billedet af en person med lige så mange miljøproblemer som herhjemme, med lige så mange ulemper med det stigende antal fiskere. Og så videre. Med forståelse for naturen, og med en ligefrem selvfølgelighed, når han tager fisk med hjem, hvor det er tilladt.
Bækørreden spræller en gang imellem, dernede i rygsækken, da jeg igen er på vej nedover med fluen, og ligger omsider stille.
Fiskeriet er stadig nølende, som det mange gange er her i marts, med spredte hug og tit forsigtigt, så de ikke kroges ordentligt. Nogle små regnbueørreder genudsættes. Mickey Finn giver altid regnbueørreder på denne årstid, men altså også bækørred som i dag. Regnbuerne er sikre. Men foråret er her. Døgnfluer i luften og vårfluer på vandoverfladen. Lidt højere temperatur, lidt mindre vand, så må der komme gang i det.
Næste gang skal det være nymfefiskeri, medmindre der kommer et vejrmæssigt tilbageslag. Næste gang må vandstanden være faldet yderligere, og vandet må være mere klart. Nedstrøms med nymfen under de nuværende forhold er en umulighed, eller i hvert fald ikke med basis for et ordentligt fiskeri, når nymfen driver oppe i vandet. Med bækørreden i erindring, med dens fyldte mavesæk, er der ingen tvivl, hvor de henter føden. Det er ved at fouragere i grøden, hvor tanglopperne findes i massevis. Næste gang vil det være tangloppe fisket som nymfe, opstrøms med bite indicator, og pløjende ned gennem vegetationen. Det må snart være tiden.
Sidst på eftermiddagen går jeg tilbage mod bilen. Jeg ser et klodset bygningsværk, et kreaturhus lavet af minibigballer. Her har kreaturerne kunnet søge læ og samtidig bo i spisekammeret. Køer siges at være de mest tilfredse dyr, og det er jo godt – men hvem ku’ tænke sig at være ko? Fluefiskere har det nu heller ikke med at være utilfredse med tilværelsen.
Klokken er fire, da jeg står ved bilen og drikker den sidste te. Vor altvidende helt er gudskelov kørt. Måske kondiskoene er blevet våde. Solen skinner stadig. Så hvorfor køre hjem nu? Jeg drikker ud, låser bilen og går opstrøms.
Svinget ved sommerhuset virker som altid dragende, det er som at snyde sig fra noget, hvis man ikke har stået ved skrænten og kigget på åen. Det skyldes helt sikkert, at det var her, vi startede, jeg første gang var her, sammen med Henning, som med stor forståelse havde taget mig med til det smukkeste naturstykke ved åen. Selvfølgelig. Han havde på forhånd vidst, at jeg ville blive hooked på fiskeriet her. Mange pragtfulde ture med en god ven, det giver varme at tænke på.
En rigtig grejfreak, tænkte jeg, da vi var på den første tur sammen. Der stod næsten Loop over det hele, og intet var tilfældigt, grej, beklædning, alt var på første klasse. Og her stod jeg med min gamle Orvis stang, mit gamle trofaste hjul, slidte skridtstøvler og gamle klude. Ikke at jeg plages af mindreværdskomplekser af den grund. Tværtimod er glæden ved grejet med tiden blevet større, de fælles oplevelser jeg har i hånden gør, at jeg altid har haft svært ved at skille mig af med grejet, selv om tidens tand har været hård ved det.
Min gamle selvdesignede fiskevest med kasselommer, som min mor syede og bagefter sagde, at det gjorde hun aldrig igen, med så meget besvær som det havde været. Den vest var i mange år mit kæreste fisketøj, og det var med sorg, da jeg måtte kassere den efterhånden mørnede vest. Og købevestene. Jeg fandt aldrig en, der levede op til den gamle. Altid er der noget i vejen. For lidt eller for meget af det ene eller det andet. Eller dårlig pasform.
Henning var som klippet ud af grejkataloget. Vel kunne man se, at uniformen var brugt, men funktionel og dyr, det skinnede igennem, et menneske der satte pris på kvalitet, og det er ikke at foragte. Det er altid spændende at tage på den første tur med en ny fiskekammerat, det er knald eller fald.
Vi arbejdede samme sted, og det var ret tilfældigt, at vi kom til at snakke fiskeri. Efter nogen tid foreslog Henning, at vi skulle tage på tur sammen. Det gjorde vi, og Henning viste sig at være en rar, hyggelig, inspirerende og vidende fiskeven. Hvad hans første indtryk af mig har været, har jeg aldrig spurgt om, og det er vel også ganske ligegyldigt. Jeg har været meget glad for de fælles oplevelser, og jeg har som en igle suget hans erfaringer til mig. Apropos igle er Blank Shank en af de fluer, han har vist mig, og som virker herude ved Holtum Å. Jeg har naturligvis også bundet nogle stykker, har fisket med dem, men har også fået mange fejlhug på dem, fordi fisken ofte bider på det lange hårstykke bag krogbøjningen,
Vi riggede til og gik opstrøms til første sving, højresvinget oven for sommerhuset, og her satte vi og kiggede ud over åen. Naturen er skøn her, lyngklædte bakker, skov og marker, afvekslende og med de karakteristika der ligger i randområdet til Harrild Hede. Åen snor sig gennem landskabet, med græsklædte brinker, med siv og ufremkommeligt våde stræk, med pindsvineknop og græstuer i de lumske enge, med buske og træer der står som øer i sumpene. Vekslende i sit løb, gode høller, flade stryg og skønne sving. Sommerhuset på den anden side af åen ved det store sving, ligger smukt på skrænten, indbydende og tillokkende for enhver naturelsker. Skov- og Naturstyrelsens ejendom siges der. De skal jo heller ikke selv betale, det har de vi andre til. Det er den skønneste tid på året, og alt er vidunderligt. Indtrykkene lagres og fæstnes senere, når turen trylles frem i hukommelsen og gør glad. Sol, sommer og ren livsglæde.
Den var dengang. Nu er det anderledes. Marts er lunefuld, ugen efter faldt temperaturen, og der kom nattefrost igen. En kold vind fra nordøst gav kulde hele ugen, ja faktisk næsten to ugers kulde, men det kan ikke holde mig fra åen.
Palmesøndag er jeg der igen, tidligt, alt for tidligt, at være ude ved åen før kl. otte på denne årstid er for tidligt, men af andre årsager var jeg oppe før seks, og der var ingen idé i at gå i seng igen for at sove en time eller to, når solen allerede skinnede. Fra en frostklar himmel med temperaturen et par grader under nul. Det var stadig frostvejr, da jeg parkerede bilen på den nedlagte markvej. Igen op til stykket neden for dambruget.
Jeg har siden sidste tur bestemt mig for, at denne gang skulle det være nymfefiskeri, opstrøms med strike indicator, flue med prop. Hele dagen kun på denne måde, og uanset om det giver fisk eller ej. Jeg har købt en pose indicators til dette formål og valget falder på en kugle i neonfarver. Ikke fordi jeg ved, at det er den bedste, men fordi den er så stor, at den bestemt må være bedst til at begynde på. Egentligt er det bare noget pjat, for man kan lige så godt nøjes med et stykke poly vingemateriale, men det her ser mere profi ud. Eller nærmere fjollet.
På vej ned til åen, rundt om den bløde bakke, i engkanten langs skoven. Mikkel standser brat op, kigger skråt bagud på mig, og forsvinder så hastigt, ikke i løb, men hurtigt glidende i lav position, så kun ørerne og den buskede hale kunne ses, indtil den forsvandt nede ved brinken. Rød, flot og forstyrret. Nogle vingefjer ligger ved skovkanten, men der er rim på dem, så de er ikke fra dagens ret.
Da jeg bevæger mig ned mod åen gennem den sumpede og ujævne eng, letter hejren og flygter væk. Sky er de, hejrerne. Underligt, for de er store fugle og kan ikke have mange fjender, dambrugene med net og ejere er vel de værste. Åen damper svagt i det forsvindende frostvejr. Jeg binder en forfangsspids på, lang for at give nymfen mulighed for at synke, og binder en fortynget tangloppe på.
Metodisk arbejder jeg mig henimod en fornuftig og rationel kastestil, der både tilgodeser proppen og blyloppen. Helt nede ved skiltet er jeg startet, så kan jeg øve mig lidt, inden det første gode høl. Jeg kommer både forbi det og de næste sikre pladser, uden at se skyggen af fisk. Jeg er faktisk helt oppe ved svinget, før jeg positivt ved, at der er fisk. Pludseligt farer indikatoren 25-30 cm opstrøms, inden den glider videre. Nå sådan, jeg skal være lidt mere kvik med tilslaget. Et par fluer senere har jeg også erfaret, at bundhug bare stopper indikatorens drift og trækker den ned i vandet. Planterødderne er stærkere end forfanget, ikke hver gang, men tit. Mange gange kan man med modhageløs krog ”skyde” fluen baglæns og derved få den fri.
Midt på formiddagen har jeg affisket det meste af stykket, på vej op til bilen farer et andet rødt lyn forbi, et egern som piler op i grantræet, hvor den et par meter oppe nysgerrigt sidder og iagttager mig. Vi kigger på hinanden, og da jeg går videre, ser jeg ud af øjenkrogen, at det igen er på vej ned på jorden.
Jeg kører ned til den nedlagte campingplads ved vandmøllen. Lukket. Så ned til vejbroen, og sikke et syn. Der er lavet en ny å, spritny fra vejbroen og op til den gamle opstemningsbro, med fantastisk flotte sving, bygget i sten, ral og stammer ved brinken, med stryg og koncentratorer, Der er lavet en stabil sti hele vejen. Det er her, der skal være fiskeri fra rullestol, en ide fra Skov- og Naturstyrelsen. De skal være velkomne, og jeg håber, de får glæde af det. Rent fiskemæssigt vil det nok være bedre ved en put-and-take sø. Sidste år lå der nogle granstammer over åen, og man kunne få en vippetur, når man balancerede over, men nu er der lavet en træbro. Det er så flot som i en japanske have. Fy, Georg, ikke tænke på, at det er dine skattekroner, der er brugt til det!!
Den første fast krogede fisk sidder der, på nymfe med prop. Den tykke prop kan ikke komme gennem topøjet og kan ikke let glide ned ad forfanget. Fingrene kom da i hvert fald ikke til at lugte af fisk, for den parkerer sig i grøden og rusker sig løs, mens jeg fumler efter nettet.
En times tid senere mødes vi, Henning og hans søn Jesper og jeg, på parkeringspladsen i skoven. Sigøjnerne har overtaget området. De viste sig at være medlemmer med wigwam-lignende spidstelt, en kæmpe støbejernsgryde over bålet, fire mand med campingbord og klapstole og resterne af frokostsilden på bordet. Et kulørt indslag på en solbeskinnet dag. De var nu helt okay, hyggelige at sludre med, med fælles holdninger til splitcane-stænger, og lidt grejfreaks som vi andre. Teltet havde en af dem købt på en mc-messe, gryden var fra Ungarn, måske alligevel lidt sigøjnerisk, og nu skulle det hele afprøves. Et gullasch-lignende fluidum var under kogning, så det var tiden at fiske nu, inden man risikerede en invitation til middagen.
Resten af dagen gik med opstrøms nymfe, nu uden prop, men med et lille neonfarvet plastrør trukket op på den øverste del af forfanget. Samme virkning, lidt mere diskret. Der var ganske få insekter på vandet, vandstæren så vi et par gange, siddende i vandkanten og i træet oppe ved opstemningen. En ny gæst. Isfuglen er her også hvert år. Det er for koldt igen, og man længes efter varmen, efter et mere livligt fiskeri, og efter den første dag med tørflue. April nærmer sig, og da må det ske. Da må det hele være i gang.
Marts har ikke de samme kvaliteter, men når man næste febrilsk pakker grejet ud til årets første besøg, kribler gensynsglæden i én, og man ser ikke de triste falmede skrænter, i mit indre står stadig synet af åen og omgivelserne i fuldt flor, så stærkt at hvert synsindtryk transformeres fra det grå til hukommelsens farver.
Det er ikke den blygrå å, jeg ser, det er ikke en overflade uden liv, det er mulighedernes å, det er åen, som lynende hurtigt forvandler sig til spændingens skjulested, når fisken hugger. Hver meter analyseres for at finde løsningen på, hvor står fisken på denne årstid. Sommerens og efterårets fiskeri i grøderenderne er afløst af fiskeri i en nøgen å, hvor skjulene hovedsageligt er tæt inde ved brinkerne, men også hvor alknuder, grøde og andre forhindringer giver strømlæ og skjul for fiskene.
Viben er her, lærken er her, gæssene på træk fouragerer i hundredvis på marker og vådområder, gæslingerne er sprunget ud, og der er bristefærdige bladknopper overalt. Marts er på march, og den triste grå årstid er om kort tid forvandlet til forårets glæder.
Georg Christensen - 2002