Vinterengen

En søndagsudflugt har bragt mig til åen, i vandrestøvler og varm påklædning og med kamera i stedet for fiskestangen, en længsel efter at være her igen var ikke til at modstå, nu hvor der er næsten en måned til, at sæsonen åbner herude ved Holtum Å. Februar har godt nok de færreste dage, men føles alligevel som årets længste måned, næsten som børnene har det med juleaftensdag, har jeg det med februar, men heldigvis hjælper naturen som regel med frost og dårligt vejr, så ventetiden er acceptabel. Længsel, ja, men også en naturlig nysgerrighed efter at vide, hvordan det ser ud om vinteren herude, sådan har jeg haft det med mine andre åer, og sådan har jeg det også med Holtum, og der er en tilfredsstillelse ved at have billederne af åen året rundt gemt i hukommelsen, så er der ikke noget, der mangler, så er oplevelsen komplet. I alt fald de fragmenter som stykkes sammen til min personlige oplevelse af dette dejlige stykke natur.

Andre åer er åbnet allerede i januar, og selv om regnbueørrederne og stallingerne er i fin form, så er det uundgåeligt at kroge de slatne bækørreder, som efter gydetiden tager alt, der bevæger sig langsomt nok forbi dem, og det er tiltrængt med de få måneders ro, som fredningen giver dem, når åen lukkes frem til marts. Alligevel tænker jeg hvert år på at tage ud at fiske i januar og februar, men endnu har mine fridage ikke passet sammen med et rimeligt vejr, når det skal være tøvejr og vinden svag, så det er behageligt at gå derude, og uden at linen fryser fast i stangøjerne. En vis bekvemmelighed er et krav, der er kommet med alderen, og selv om den rigtige påklædning kan mildne meget, så er fiskeriet over årene blevet bedre i magsvejr.

Parkeringspladsen i skoven er lidt besværlig at vende på, og det vil være uklogt at køre bilen ned ad stien, som jeg gør det om sommeren, for med sne og blade er det ikke sikkert, at hjulene kan bide og trække den op igen. Jeg bakker derfor ind fra landevejen for at være på den sikre side og standser inde mellem træerne. Der er ingen hjulspor, så jeg er åbenbart den eneste, der har haft lyst til en vandretur herude, og vejret har heller ikke været indbydende i den seneste tid, sne og bidende kulde, rigtigt februarvejr.

Mange siger, de elsker vinteren, de elsker sneen, den frostklare himmel, og de elsker at indsuge vinterens skarpe luft, som rigtigt kan stikke i lungerne. Vinteren og sneen er vidunderlig på skiferie, men derudover indrømmer jeg gerne, at jeg mere elsker at være beskyttet mod vinteren, end jeg elsker vinteren. Den er barsk i naturen, vinteren, og der skal strenge vintre til for at udrydde skadedyr og insekter, men naturen skelner ikke mellem ven og fjende, og en masse fugle og dyr går også til grunde i løbet af vinteren, døde af sult og kulde.

Der er lidt utydelige spor på stien fra parkeringspladsen ned til engen, en ræv har været på tur her og har lagt sit visitkort oppe på den lille skrænt ved hegnet, et for længst dybfrossent duftspor. Ræven er gået videre op langs skoven, måske op mod den høje skrænt ned til åen. Det er ikke langt man kan se sporet, den svage dis fjerner skyggerne, og jeg har tænkt mig at gå den anden vej, så det er rent gætteri.

Jeg står stille lidt og kigger på bord og bænke, som står sorte mod den hvide sne. Et lag uberørt sne ligger på dem, et enkelt blad er faldet ned på sneen på bordet og bryder den hvide monotomi. Det varer ikke længe, før jeg sidder her med termokanden og drikker min varme te, tak til den gamle dyrlæge for inspirationen, ja, der er rom i teen. Modsat kaffe kan teen opbevares længe i termoflasken uden at få afsmag. Så sidder vi her, på de våde bænke, men med lidt isolering under buksebagen kan man snakke længere uden at få våde bukser, og det er sådanne små ting, man værdsætter ved det tidlige forårsfiskeri. Snak skal der til, det er mindst lige så vigtigt som fiskeriet

Vi har siddet her tit, for det er et naturligt samlingssted, med en god udsigt og tæt på bilen, så man er fri for at slæbe rundt på mad og drikke, og uanset hvem der sidder her, så gøres der altid plads til en nyankommen, om man kender hinanden eller ej. Kommer man med madpakken og termokanden i hånden, så rykker de andre sammen, så der er plads.

Strækket her kaldes for fluestykket, fordi der er pålagt restriktion om kun at tillade fluefiskeri, og det er en velsignelse at færdes på sådan et stykke fiskevand. Her er man blandt ligesindede. Derfor er der plads ved bordet, og der er gjort mange nye bekendtskaber her, og mange gensyn med fiskere man ikke har set i nogen tid. Der er altid noget at snakke om, pral eller oplysning, eller en diskussion om grej og fluer. Når madpakkerne er tømte eller lagt tilbage i tasken, og der er plads, kommer der tit en flueæske op på bordet, og det er tid til snak, drikkelse og tobak. Der bliver talt varmt for og imod, når en flue vurderes, for det meste fra flere vinkler, og der kan være rimeligt langt fra ham med den kraftige stang og 8’er linen og til ham med det klejne grej, men fra begge sider med en afvæbnende overbærenhed over for de andres fejlagtige indstilling – de bliver nok klogere. Man bliver aldrig for gammel til at lære, men sommetider er man måske endnu for ung…

Fluestykket er en perle, som åen løber i sine mange slyngninger med lyngklædte skrænter op til heden på den ene side og med plantage og mark på den anden side. Harrild Hede er fantastisk smuk og utroligt fladt, en særegen natur som man sjældent ser, og som man ikke ser dernede fra åen, som er afgrænset af en stejl, lyngklædt skrænt op til hedens plateau. Både sårbar og beskyttet snor åen sig i smukke sving.

Sårbar, fordi foreningen har en fast politik om ikke at udsætte fisk, og bestanden er derfor afhængig af naturlig reproduktion, tilsat de tilskud af små regnbuer som fra tid til anden kommer fra dambrugene. Bækørred og regnbueørred har altid givet et fortræffeligt fiskeri, og nu er stalling, samt sommerens plage, skallerne, kommet til, efter at opstemningen ved det nedlagte dambrug er fjernet, så der nu er et endnu mere attraktivt fiskeri. Sårbar, fordi man hurtigt kan fiske vandet tomt, og et fiskevand skal have en rimelig bestand for at være attraktivt.

Beskyttet, fordi de fleste fiskere viser hensyn og ikke tager for mange fisk med hjem. Beskyttet, fordi det ligge yderligt i forhold til foreningens hjemsted, og der dermed kommer et mindre antal fiskere herud, når folk skal køre langt, så gør de fleste det helst efter storfisken som havørred og laks. Beskyttet naturligt, fordi mange steder er svært tilgængelige, og der af den grund ikke fiskes for hårdt.

Åen er produktiv, den har rigelig føde til alle, og fiskene har en god tilvækst, hvad man har kunnet se i de få år, hvor stallingbestanden har etableret sig. Der er kommet pæne stallinger til, en herlig fisk for fluefiskeren. Det er som regel flotte fisk, man får på fluen, når man ser bort fra de ikke så få fisk, der har mærker efter hejrens næb, flotte fisk i farver og kondition. Både hejre og skarv findes ved åen, og begge er de uhyggeligt dygtige fiskere, og skarven bliver desværre mere og mere almindelig herude, de flyver gerne langt for at komme til de gode fødeområder.

Der er stille herude i dag, næsten ingen vind, og kun bilstøjen fra landevejen blander sig med sneens knirken under mine støvler, græssets hvislen når støvleskridtene går igennem stråene, og de tørre knæk når man træder på smågrene, som knækkes. Engen ligger lysende hvid foran mig, snedækket og kun med enkelte strå strittende op gennem sneen. Der må være vægt i det tynde snedække, når græsserne kan lægges ned under sneen.

Ovre på den anden side af åen ligger sommerhuset oppe på skrænten, og det sneklædte tag lyser op mellem de mørke tæer, underligt at sneen ikke er smeltet af taget, når sneen er væk fra granerne bagved, men måske ligger huset alligevel i skygge bag træerne, når solen ikke står så højt på himlen. Der blev lagt nyt stråtag på huset sidste år, og det lyse nye tag var meget iøjnefaldende. Det siges at være sommerhus for ansatte i Skov- og Naturstyrelsen, om det passer, ved jeg ikke, og det er vel egentligt også ligegyldigt. Der kommer jævnligt beboere derovre, familier for det meste og en del med børn, og det er ikke sært, at huset med sin beliggenhed i den pragtfulde natur er populært. Det ses også tydeligt, at børnene elsker at lege herude. Og naturligvis fisker de, som regel med orm eller spinder, hvad vi observerer med en vis overbærenhed, da vi selv strengt håndhæver strækket som reserveret til fluefiskeri. Kun de faste liner, som er bundet til en pind banket ned i brinken, generer mig, for det er en fiskeform, der ikke levner krogede fisk mange chancer for at overleve. Forbudt er det vel også, men hvem klager over ham, der udlejer sit fiskevand til os. Et kendt dilemma.

En hejre og nogle få kragefugle er de eneste levende væsener, som er synlige, og de flyver væk, da jeg træder ud på engen og er synlig. Med der er liv i græshøjde. Musene har sat sine små, fine spor, som man kan se i sneen, mellem hullerne hvor sporet forsvinder ind under græsset. Musenes tunnelbaner kan med forsigtighed afdækkes uden at blive ødelagt, og man kan de, at der nærmest er lavet et rør, som musene beskyttet kan løbe indeni, om det er tilsigtet eller tilfældigt skabt, har jeg aldrig fået mig taget sammen til at undersøge, og måske godt det samme, for der bør være plads til den undren, man kan gå og fundere over, når tiden er til det. Gesvindte er de musene, når de løber rundt, og det er nødvendigt, for fjenderne er mange, men med tålmodighed og ved at stå helt stille kan man somme tider se dem pile af sted.

Nogle steder kan man også være heldig at se lækatten tumle sig på brinken, men ikke i dag, og minken, som ellers har bredt sig uhæmmet, holder sig også borte. Der er forladt herude om vinteren, ingen fuglesang, ingen insekter og kun få dyr. Insektæderne ser man ikke på denne årstid. Fuglene er for længst trukket mod syd, og dyrene, som lever af insekter, overvintrer gemte og inaktive. Et af naturens små snedige træk for at sikre artens overlevelse, at dyrets temperatur falder og stofskiftet går næsten i stå, så det gemt for kulden kan klare sig indtil foråret, når vejret mildnes, og insekterne igen kommer frem. Så er der serveret, og dyrene kommer op i gear, på jagt efter føden.

Vildtet har været her, og deres veksler følger kreatursporene på diget og i engen. Det gør lystfiskerens spor også, for hvor kreaturerne har gået, er der trampet et spor, der er nemt at følge, ujævnt og hullet ganske vist, men trods alt lettere gennem bevoksningen. Sidste år var der ingen kreaturer på engen, og det kunne ses på bevoksningen, at området ikke som normalt blev afgræsset. Pludseligt voksede friske gyvel op på steder, hvor de tidligere ikke var, så kreaturerne må have spist de friske skud.

Kulturlandskab er vores natur, og samspillet med dyr og dyrkning er væsentligt for at holde naturen på den måde, som for os synes naturlig. Engene herude er ikke velegnet til dyrkning, de er alt for sumpede, og de har kun været udlagt til græsning for kreaturerne, som også stortrives herude, en 20-30 kalve og kvier som i livsglæde galoperer op og ned langs diget, så er det med at komme af banen du. Eller som sindigt græsser, medens de iagttager lystfiskerne, og ind imellem nysgerrigt søger kontakt med os, kontakt på afstand forstås, for kreaturer er sky dyr, som man kun sjældent kan klappe eller berøre.

På deres vej op langs åen tramper de stierne, som vi andre følger. Hvorfor synker de aldrig i, som vi gør det. Når man færdes på de sumpede områder, synker man jævnligt i, så støvlen sidder fast i mudderet, og det er et bøvl at trække den fri. Kreaturerne klarer sig tilsyneladende uden den slags problemer, men nu har de selvfølgelig også tre andre frie ben, mod lystfiskerens ene, så det kan måske være forklaringen. En venlig tanke skal de have, for det er nemmere at klippe og save en passage gennem buskadset, når kreaturerne har lavet forarbejdet. De afklippede grene bliver lagt i de mudrede stier, hvor de hurtigt trampes ned og gør bunden fastere. I dag er det ikke mudder, der er problemet, for alt er dybfrossent, og man glider på de isglatte knolde.

Mørke mod den snedækkede eng, mørke mod den blege, disede himmel, står fyrrehegnene ned mod åen, som af sparsommelighedshensyn er der kun nogle få træer ved et par sving, der skærer sig op mod skoven, så hegnene bliver kortere. Højt rager de op ved siden af den normalt lave bevoksning på engen, og de ser endnu højere ud, som de står sorte mod den let grålige himmel.

Det er vinter, i begyndelsen af februar, og sneen dækker det meste af engen og skrænterne, de seneste par dages temperaturstigning har fået solen til at smelte sneen på fyrretræernes grene, men der ligger stadig sne nogle steder på granerne, på nordsidens beplantninger hvor solen ikke kan nå ind. Skrænten på den anden side af åen, op mod heden, er også stadig snedækket, selv om den er sydvendt, så solen har ikke megen magt endnu.

Det yderste træ står tæt på åen, og jeg har listet mig til at save den nederste store gren af, så det er lidt lettere at fiske her. Førhen skulle der kastes meget fladt for at få lange kast under grenen, eller der skulle fires line ud, hvis man skulle have en chance for at affiske svinget. Hvor har jeg dog sat mange fluer i den forbistrede gren, indtil det blev for meget, for tit skulle der kastes mod vinden i lange kast og med lange, tynde forfang, og det var at udfordre skæbnen for meget. Men kastes skulle der, hvis standpladsen i svinget nedenfor skulle affiskes.

Det er altid et valg mellem at gøre det bekvemt for mig selv, og dermed også give plads for andre fiskere, eller lade det forblive svært tilgængeligt i håbet om at reservere pladsen for mig selv, og dermed også fisken. Da bredden her er fast, er det helt sikkert et af de steder, hvor alle fisker, og mit gustne overlæg var da, at hvis det blev gjort let at fiske her, så holdt de sig vel fra tilslutningsstykkerne, hvor der var sumpet, men også gode standpladser, og det ræsonnement har ikke været helt forkert, når jeg har iagttaget andre fiskeres færden på strækningen.

Opstrøms for svinget er et lige stræk, som er sumpet og visse steder umuligt at færdes på ude ved kanten. Jeg opfatter sådanne steder som opvækstpladser, der leverer fisk til de steder, hvor vi kan komme til at fiske. Nogle steder kan man vade på kanten inde ved den flydende brink, når der er en sandbanke at gå på, men andre steder er bunden for mudret til at det kan lade sig gøre, eller vandet er for dybt til skridtstøvler. Brinken er lumsk, og det er uundgåeligt, at man af og til synker i. Når skridtstøvlen forsvinder til op over knæet, kan det være nemmest at kante det andet ben ud i åen, hvis der er lavvandet nok, læne sig bagover og trække det fastsiddende ben ud gennem vegetationen, som alternativ til at lægge sig på knæ og prøve at trække støvlen op af mudderet, et sejt arbejde når støvlen er låst af mudderets sug.

Et par åndbare waders kan give muligheden for at vade her, men er det hensigtsmæssigt at kunne komme overalt, jeg synes det ikke, for der bør være pladser, hvor fiskene kan være i fred, for fiskere og naturlige fjender. Det er tydeligt, at hejrerne heller ikke kan klare sig her, det kan man se på de spredte steder, hvor der er sand ved kanten, for her er der plettet af hejrelort og masser af fodspor.

De åndbare waders er købt til andet formål herude, til i sommerens løb at bortskære noget af den grøde, som er stærkt generende for fiskeriet. Hvor amterne tidligere med hård hånd skar grøden tæt i åerne, er de nu gået til den anden yderlighed og skærer meget lidt, nu laves en strømrende som bugter sig mellem urørte grødeklatter, og det er næsten værre end den tidligere hårdhændede grødeskæring, for nu er vandet effektivt bremset med højere vandstand og højere temperatur til følge. Om man kan kalde det selvtægt eller misforstået vandpleje ved jeg ikke, men det kan give bedre fiskemuligheder ved at skære grøden, hvor den er mest genererende.

Der er mange steder, som er vanskelige at færdes på fra foråret hen over sommeren. Når grøden vokser til, dannes flydende grødebrinker, som man må ud på, hvis stykket skal affiskes, og her er normalt først bæredygtigt hen på eftersommeren, når aflejringen af tilførte plantedele og mudder mellem sivenes rødder har dannet et passende lag. Selv da må man færdes med stor forsigtighed, for det er altid helt ude ved kanten, at grøden kan bære, og der er dybt vand på disse steder.

Sådan er det også opstrøms for svinget ved fyrretræerne. Oppe ved det venstresving, der går ind til det lige stykke, kan man komme ud til en sandbanke, hvor der er fast grund, og her kan man sidde på hug og iagttage området, selve svinget, opstrøms og nedstrøms. I svinget er der altid fisk, men ofte er de skræmt væk, når man uundgåeligt støjende og oprejst gennem mudder og bevoksning besværligt kommer helt ud på brinken. Dengang det ikke var upassende at ryge, var det lettere at holde en sonderingspause, for tiden gik med mange tilrøgede ritualer, og der var et vist drive i at knipse skoddet ud i vandet, tage stangen og påbegynde fiskeriet til en spottet fisk. Nu kan ventetiden være lidt længere, føles det. Modsat er det tit rart med en pause, hvor man kan lade tankerne flyde, frit og ufortyndet, det er det, der giver velvære og afstresning.

Nedstrøms mod svinget med fyrretræerne har åen varieret bredde og dybde, faktisk en ret god strækning, hvis det ikke var fordi, brinken er svært tilgængelig. Oppe ved svinget kan man forsigtigt gå helt ude ved kanten, gyngende og risikabelt, men dog muligt et stykke nedstrøms, fiskeriet er dermed også nedstrøms, og jeg foretrækker tit et rullekast og derefter fire line ud, med en emerger eller nymfe, dog er strømmen nogle steder så stærk, at fluen blot streamer tværs over åen.

Efter et ret kort stykke nedstrøms kan brinken ikke bære længere, og man må langsomt gå tilbage igen. Det er ikke muligt at gå de få meter direkte ind mod fast brink under træerne, så der er kun samme vej tilbage. Jeg har prøvet at skære grene, som er lagt ud i pløret, men det har ikke hjulpet, så det har kunnet bære en voksen mand. Naturen har sin vej, og det må man sommetider bøje sig for, om man har lyst til det eller ej. Vejen går ind over land og bagom træer og buske, og det lader et stykke å helt ubefisket en god del af sæsonen.

I vintermånederne er det ikke noget problem at færdes herude, fordi brinkerne er frosne, og man kan gå på vegetationen ude på brinken, sammenfalden og visnet ligger den som et gulv, bundet sammen med frosne aks, men det varer normalt kun til kort inde i marts, når naturen vågner igen. I denne korte periode bliver der hvert år fanget store ørreder, og det bekræfter, at de svært tilgængelige steder er fristeder for fiskene, hvor de kan vokse til, og hvorfra de kan spredes til de øvrige steder i åen. Der er mange fiskere, så der skal være steder, hvor fiskene kan være i fred.

Der er en kær, genkendelsens glæde ved at nærme sig træerne, hvor grenene strækker sig opad og udad som til en omfavnende velkomst. Ubevidst synker man lidt sammen i en lidt snigende positur, når man nærmer sig vandet, også selv om der næppe er fisk, der kan skræmmes i dag. Der er ikke så høj vandstand som forventet, men frosten har også holdt på sneen, så der ikke har været megen afsmeltning, og vandet er forholdsvis klart.

Faktisk er det ikke et sving, men to sving, med et lige stykke mellem svingene, og midt på dette stræk står fyrretræerne. Ved indgangssvinget står pilebuske, og her stiller jeg mig på udkig, som altid, for at iagttage åen og omgivelserne. Hvor svinget begynder, og åen udvides, plejer der at stå skaller om sommeren, og dem morer jeg mig somme tider med at fange på en ganske lille flue.

Sådan stod jeg sidste sommer i skjul ved pilebusken og kiggede på svinget, da der pludseligt kom en ring tæt på bredden lige ud for mig. Og igen. Så spottede jeg en pæn stalling, som fra dybet kom op til overfladen, tog et insekt og vendte tilbage mod bunden, så langt nede at den var ude af syne. Igen kom den op, tog et insekt og gled ned igen. Vandet er roligt her, og den har haft masser af tid til at vælge sit insekt, men ikke blandt de døgnfluer, som drev her, heller ikke blandt emergerne, men blandt de små mørke fnidderfluer, som ikke er til at få øje på, dem som jeg ofte bliver snydt af, når fisken igen og igen refuserer mine fluer.

En lille CdC-flue blev strippet for de fleste fjerstråler, og efter et par forsøg steg stallingen til fluen, tog den roligt og vendte mod bunden. Det var næsten med dårlig samvittighed, at den blev fightet og genudsat, for det føltes for let. For øvrigt en fin stalling, som var pænt over målet. Det har vist sig, at der næsten altid står en god stalling her, på strømkanten til det rolige vand, og det tager jeg som et tegn på, at vores tidligere formodninger om, at dette kunne være et geddehul, er fejlagtige.

Det er henne ved fyrretræerne, der skal fiskes, om sommeren i alt fald. Grøden skaber fine standpladser midt i strømmen, som stuves sammen her ved denne bredside, og der altid basis for at lade en tørflue eller emerger drive nedover, men det er ikke altid, at det giver fisk, og så går jeg langt op engen og lister med nedstrøms for fyrretræerne, medmindre jeg går tættere på fyrretræerne for at affiske svinget efter træerne fra opstrøms position. Det afhænger af det sete, eller af fornemmelser.

Jeg kigger grundigt i vandet for at se fiskene, men åen er som altid på denne årstid, og det er umuligt at lokalisere fiskene, selv om man er helt klar over, hvor de skal være, måske burde være, for de gemmer sig tilsyneladende i skjulene helt inde under brinkerne eller i de dybe huller. Når solen ikke sender lys ned i vandet, er det stort set umuligt at se dem. Men man burde kunne se de fisk, der skræmmes væk, der burde komme en bølge til at vise en fisk, der hurtigt søger nedstrøms, når jeg kommer gående på brinken. Måske sker det hele i et langsommere tempo, som ikke røber fiskene, for jeg går jo også langsomt og forsigtigt ude ved kanten.

I svinget efter fyrretræerne er brinken høj og stejl, og hvert år gnaver strømmen en blok af brinken, og den ligger så og skaber strømlæ og strømhvirvler, indtil den er nedbrudt og skyllet væk af den stærke strøm. I svinget længere nede, hvor der på samme måde står fyrretræer, er brinken endnu højere, og her har digesvalerne deres reder. Brinken er fyldt med huller, og der er hektisk aktivitet her sommeren igennem, og det er lige så interessant at iagttage svalerne, som det er at fiske. Fluestykket er en naturperle, og udover svalerne ses jævnligt isfugle og vandstære. Isfuglen mest i farten, og stærkt går det, men en sjælden gang kan man være heldig at se den sidde på gren, på udkig efter småfisk i åen. Vandstæren kan man se på længe, når den fanger insekter i vandet, en forunderlig fugl at iagttage, en lille klump, slet ikke med den elegance som præger vipstjerten, når den tager insekter på grøden, men trods alt en sjælden fugl som man kan se på med den glæde, der er ved noget, man ikke har adgang til ret tit.

Også i år er et lille stykke af brinken styrtet i vandet, og der er hulet godt ind under et par steder, så når vårflommen kommer, kan der sagtens komme mere. Hvert år bringer forandringer, små og dog mærkbare, som sidste år hvor en sandaflejring blev forstærket hen over sommeren, så den modsatte bred blev ganske lavvandet, og strømmen presset endnu over mod bredden her ved fyrretræerne. Vinterens vandmængder plejer at kunne genskabe forholdene ved at skylle sand og aflejringer væk, og det er altid spændende ved sæsonens start at observere de ændringer, der er kommet, siden sæsonen sluttede sidste år. Den samme å, javel, men altid med en masse nye detaljer, som skal indregnes i årets fiskeri.

Hvor svinget slutter, vides åen ud i et stort roligt hul, og i modsætning til svinget, hvor jeg har fanget mange mindre fisk, så huser dette hul ofte større fisk. Strømmen er aftaget, og der er bedre skjul, og fisken har langt bedre muligheder for at tage insekter på overfladen, end i svinget hvor insekterne suser af sted i den hurtige strøm. Jeg kigger ud over åen hernede, men der er intet at se. Det er heller ikke særligt indbydende længere, for en iskold frostsne i den tiltagende vind stikker i ansigtet, eller isslag ser det nærmere ud til at være.

Jeg går op langs fyrretræerne, op til diget og føler kreatursporet tilbage mod bilen. Der er spor efter vildt her, og da jeg skyder genvej op ad skrænten mod parkeringspladsen bagside, kan jeg stadig følge sporet, helt hen til hegnet hvor det drejer af til højre, op mod landevejen. Et sidste blik ud over området, mens jeg tager det snevåde tøj af, inden jeg sætter mig ind i bilens varme.

Om aftenen tømmer jeg kameraet for billeder, og jeg genoplever dagens tur billede for billede, og har stadig åen på nethinden da jeg sætter mig ved fluestikket, for inspireret af dagens oplevelser at binde nogle fluer til den nye sæson. Et par ideer til nymfer opstod derude ved bredden, og de skal selvfølgelig sættes på krog, mens de stadig er friske i hukommelsen. Egentligt burde det vel være vinterfiskeriets fluer, der skulle bindes, for der er huller i flueæsken, hvor der burde sidde store fluer, og sæsonen nærmer sig trods alt. Men det er nymferne, der trænger sig på, for længslen efter det lette fiskeri er større.

Februar, du er en drøj måned at komme igennem.

Georg Christensen - 2004